Islamisk Stat er næsten nedkæmpet i Irak og Syrien.
Foto: Khalid Mohammed/AP

Islamisk Stat er næsten nedkæmpet i Irak og Syrien.

Danmark

Hemmeligt IS-kartotek fælder den syvende syrienkriger: 27-årig får fem års fængsel og udvisning

Dokumenter fra Islamisk Stats medlemskartotek har haft afgørende betydning i danske straffesager.

Danmark

En ung mand fra Albertslund er fredag blevet idømt fem års fængsel for at have tilsluttet sig Islamisk Stat (IS) i Syrien.

Retten i Glostrup har desuden valgt at udvise den 27-årige tyrker for bestandigt, selv om han er født og opvokset i Danmark.

Afgørelsen er den syvende og foreløbigt sidste i en række sager, som i høj grad har bygget på et medlemskartotek fundet hos Islamisk Stat i Syrien.

Blanketter i kartoteket afslører, at i hvert fald 17 personer med tilknytning til Danmark har meldt sig under de sorte faner. Seks af de 17 menes at være døde, mens de sidste fire er efterlyst af dansk politi.

Med fredagens dom har anklagemyndigheden således gjort rent bord. Syv mænd har været tiltalt, og alle er blevet dømt. Endda relativt hårde straffe på op til seks års fængsel.

I to tilfælde har de dømte desuden fået et ekstra slag: Som de første i dansk retshistorie er de blevet frataget deres danske statsborgerskab, selv om de er født og opvokset i Danmark.

Selv om fredagens udvisning af den 27-årige Vedat Sariboga ikke på samme måde er retshistorisk, rammer den angiveligt mindst lige så hårdt.

Da den dømte tidligere fredag fik ordet, understregede han i hvert fald, at han ser Danmark som sit hjem.

»Jeg betragter mig selv som dansker. Jeg har fået den danske kultur ind hele livet«, sagde den tiltalte, efter at nævningetinget havde kendt ham skyldig.

Levde almindeligt liv

I retten kom det også frem, at den 27-årige på mange måder har levet et ganske almindeligt liv. Da han blev anholdt tilbage i april 2016, havde han en dansk kæreste og var i færd med at tage en studentereksamen.

Samtidig står det dog også klart, at Vedat Sariboga havde en lang række forbindelser til personer i det islamistiske og radikaliserede miljø i Danmark.

Og at hans tro på væbnet jihadisme i hvert fald tilbage i 2013 og 2014 var så stærk, at han valgte at forlade Danmark for at tilslutte sig Islamisk Stat.

Den unge tyrkers første ophold i Syrien varede halvanden måned og fandt sted i slutningen af 2013. Året efter vendte han tilbage og tilbragte cirka en måned i det krigshærgede land.

Selv om formålet med de to rejser angiveligt var at kæmpe, finder retten det ikke bevist, at den 27-årige faktisk nåede at deltage i kamphandlinger.

Dog er der grund til at tro, at han i hvert fald på den første rejse lod sig træne i brug af våben. På den anden rejse var formålet det samme, men retten er ikke sikker på, at træningen denne gang kom i gang.

Den dømte har nu 14 dage til at overveje, om han vil anke til landsretten.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce