Snefygning får bilister til at tørne sammen

Sydmotorvejen er lukket efter ulykker lørdag formiddag. Bilerne kører for hurtigt og for tæt, siger politiet.

Danmark

Kraftig snefygning på Sydsjælland og Falster giver lørdag formiddag problemer for trafikken. I løbet af kort tid er der sket tre-fire ulykker på Sydmotorvejen mellem Vordingborg og Nørre Alslev.

Det oplyser vagtchef Ove Christoffersen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Der meldes om tilskadekomne. Blandt andet er fem kommet til skade i en ulykke på Farø. Ingen er tilsyneladende kommet alvorligt til skade.

Ifølge vagtchefen sker ulykkerne, fordi bilisterne kører for stærkt og for tæt, selv om det fyger kraftigt i området.

»Ulykkerne sker, når bilisterne pludselig kommer ud på en strækning, hvor det fyger kraftigt. Her er sigtbarheden kun fem-ti meter«, siger Ove Christoffersen.

Motorvejen er lukket

Der er ikke oplysninger om, hvor mange biler der er involveret i ulykker lørdag formiddag.

Vejdirektoratet oplyser at motorvejen er lukket, mens der ryddes op.

I nordgående retning er Sydmotormotorvejen lukket ved afkørsel 43 ved Nørre Alslev på Nordfalster. I sydgående retning er den lukket ved afkørsel 41 ved Vordingborg, oplyser Ove Christoffersen.

Også andre steder i landet giver de kraftige vindstød problemer. Ved den dansk-tyske grænse ved Padborg blæser det så kraftigt, at Dannebrog ikke kan hejses ved grænseovergangen.

Både flag og flagstænger går i stykker, hvis der flages, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce