Henrik Castella Nielsen, 37 år, katalogingeniør, blev far til Mathilda 22. februar 2018.
Han har fortalt sin historie til journalist Elisabeth Astrup.
»Henrik, hent lige æggeuret«, kalder min kone Julia.
Hun er gået fem dage over tid og har lige sat sig i sofaen, da veerne kommer. Ud af ingenting. Efter et kvarter er der tre minutter imellem, og hun beklager sig højere og højere, når de kommer, og efter en god halv time kan hun ikke tale under veerne.
Men hun er stadig i stand til at sætte mig i sving. Yes, tænker jeg, det er nu, vi sætter planen i værk. Julia har lavet en liste, vi kører frem efter. Den skal ikke diskuteres, jeg skal bare gøre præcis, som hun siger. Hun sender mig ind i bad, jeg skal pakke bil, finde ekstratøj og sørge for kattene.
I bilen skriger hun meget, og hun har svært ved at sidde stille i sædet. Der er langt fra hovedindgangen og ned til fødeafdelingen på Hvidovre Hospital. Jeg tror, det er med vilje, de har indrettet det sådan - så de fødende virkelig kommer i gang, inden de når fødeafsnittet. Jeg bærer alle vores tasker og holder dørene for Julia.
Første dag. Sidste dag.
Når livet begynder, og når livetslutter, står alle over for eksistentielle valg. Når vores børn har første og sidste skoledag, og når vi tager fat på eller afslutter en karriere på første og sidste arbejdsdag.
Følg med i Politikens serie hvor 22 mennesker deler en god historie.
Har du haft en skelsættende første dag eller sidste dag? Og vil du dele dine oplevelser og refleksioner?
Send din historie til niels.norgaard@pol.dk
Vi vil de kommende uger bringe et udvalg af læsernes egne livsfortællinger i Politiken.
»Hvis der er noget, du har brug for«, siger jeg til hende, »så skal du bare sige det«.
Det er ikke første gang, vi er på en fødegang. I 2016 fik vi en senabort i sjette måned. Den datter, vi ventede, Josephine, havde en alvorlig kromosomfejl, viste en skanning, og lægerne vurderede, at der ventede hende et kort og uværdigt liv. Det var en hård, men også rigtig beslutning, vi tog.
Mere nervøs end gennemsnittet
Oplevelserne fra dengang sidder i kroppen, da vi går ned ad gangene på hospitalet igen. Alt det hvide og sterile, alle kitlerne. En jordemoder undersøger Julia. Hun har åbnet sig seks centimeter allerede.
»I skal ind og føde nu«, siger jordemoderen.
Rolig nu, tænker jeg. Det kan gå galt, det her.
»Jeg er nok mere nervøs end gennemsnittet«, siger jeg til jordemoderen.
»Jeg er nok mere nervøs end gennemsnittet«, siger jeg til jordemoderen.
Henrik Castella Nielsen
Hun kigger på mig og siger, at hun kender vores historie, og at jeg må spørge hende om alt det, jeg kan finde på undervejs, så skal hun nok svare mig.
På fødestuen går Julia rundt mellem veerne. Hun er for langt i fødsel til, at hun kan få en epiduralblokade, så i stedet har hun bedt om at komme i et badekar. Jeg begynder at fylde det op.
Det kan være svært at undvære sin datter, mens man er på arbejde, synes Henrik Castella Nielsen. Ofte sender han en sms hjem til sin kone og får hende til at sende ham et billede af datteren Mathilda. Det hjælper lidt. Men bedst er det at komme hjem igen - og mærke hende.
Veerne er kraftige nu, og hun skriger højere, end jeg nogen sinde har hørt hende skrige. I en vepause siger hun, at hun ikke kan klare det mere. Men da næste ve ruller ind over hende, kæmper hun videre. Lige der er jeg så stolt, jeg synes, hun er noget af det vildeste. Jeg rækker min hånd frem og aer hende på ryggen.
»Lad være med det«, siger hun.
Hun kan ikke rumme, at jeg rører ved hende, så jeg lader være.
Der er varmt på fødestuen, og jeg er nervøs og glad og spændt - og det hele kommer ud som sved.
»Henrik, du stinker«, siger Julia.
Hvad pokker griner du af?
Gennem graviditeten har hendes lugtesans været vild. Fra førstesalen i vores hus har hun kunnet lugte, hvis katten havde skidt i bakken nedenunder. Nu beder hun mig skifte trøje - for tredje gang - og tage noget deo på. Hun er uden filter. Og det er helt okay.
Jeg står og kigger på hende. Uden at jeg har opdaget det, står jeg og smiler mod hende under en ve.
»Hvad pokker griner du af?«, siger hun, da den er overstået.
Jeg siger til hende, at jeg godt kan se, at hun har smerter, men at det også er lige nu, det største sker i vores liv. Et kort øjeblik kigger vi på hinanden. Vi når hinanden.
Julia ligger på sengen. Jeg går rundt om den og fotograferer. Hun er så åben nu, at jeg kan se vores datters hår. Jordemoderen spørger, om jeg har lyst til at røre. Jada. Jeg rækker hånden frem og lægger den mod det lille hoved. Det er - hold da kæft. Fuldstændig vidunderligt. Vådt og varmt og meget blødt, og hendes våde hår glider under mine fingerspidser. Lige der sker der et skifte inden i mig: Fra da er hun - vores Mathilda - den vigtigste, jeg har.
Julia er helt åben nu. Hun er klar. Hver gang jordemoderen lytter efter hjertelyd, bliver der stille. Jeg har brug for jordemoderens nik, der fortæller, at alt er fint.
Nu lytter hun igen. Og pludselig fryser det hele i mig.
»Hendes puls er faldet. Og den kommer ikke op igen«, siger jordemoderen.
Fuck, tænker jeg. Ikke nu. Ikke nu. Jordemoderen ringer efter hjælp, og afdelingsjordemoderen kommer ind.
Fuck, tænker jeg. Ikke nu. Ikke nu. Jordemoderen ringer efter hjælp
Henrik Castella Nielsen
Jeg træder nogle skridt tilbage i rummet. Jeg vil ikke være i vejen nu. Afdelingsjordemoderen er rolig i sine bevægelser. »Hun skal ud nu«, siger hun bare.
»Du får ét pres, ellers er det sugekop«. Så går hun igen.
Alt, hvad der er vigtigt, ligger lige her
Hvis hun forlader os nu, er situationen under kontrol. De har en plan, siger jeg til mig selv. Så jeg bevæger mig frem til Julias seng igen.
Julia presser. Én gang. Mathilda kommer mere og mere til syne. Og pludselig. Så er hun der. Så ligger hun der, lille og lilla, sprællende og med navlestreg. Tårerne triller ned ad mine kinder. Hold kæft. Årh, altså. Hvor er hun smuk.
Og så går jeg pludselig i handlemode og tager en masse billeder. Jeg klipper navlestrengen, og jordemoderen tørrer Mathilda lidt og pakker hende ind i et pudebetræk. Hun ligger på Julias mave, og vi kigger bare på hende. Jeg rækker min ene finger mod hende, og hun griber den - det føles fantastisk. Ti tusinde gange bedre end noget som helst andet, jeg har oplevet. Som om det er det klem, min krop altid har ventet på.
Henrik Castella Nielsen glæder sig helt vildt. Også til at Mathilda bliver gammel nok til, at han kan give hende mad. Og till at skulle opdrage hende. Alt det, der handler om at være - hendes far.
Da jeg får hende over til mig, løber mine øjne ned over hende. Over det mørke hår, der er ret langt, hendes små fingre og bittesmå tæer. Hendes øjne, der er hævede, så hun næsten ikke kan åbne dem. De er nærmest sorte. Jeg kysser hendes kinder og pande og dufter til hende.
Hun dufter vidunderligt - af hud, hår og fostervand. Det er, som om alle universers centrum samler sig i hende - alt, hvad der er vigtigt, ligger lige her. Jeg er ikke noget religiøst menneske - jeg tror, at motivationen til at være her, når alt kommer til alt, er, at vi giver vores dna videre. Når jeg kigger på Mathilda, slår de der medfødte biologiske funktioner, som har ligget hengemt så længe - en indædt trang til at beskytte hende og være sammen med hende - til for fuld kraft. Og jeg er helt klar til at være - hendes far.
Hun dufter vidunderligt - af hud, hår og fostervand. Det er, som om alle universers centrum samler sig i hende - alt, hvad der er vigtigt, ligger lige her.
Henrik Castella Nielsen
Efter lidt tid går jeg ud på gangen for at ringe til vores familier. Fra de andre fødestuer kan jeg høre andre kvinder, der skriger. Jeg smiler og tænker bare, at de der skrig, de kommer til at føre noget helt fantastisk med sig.