De første år som efterskolelærer var Inge Burchardt mere personligt berørt af, alt den gråd der er sidste skoledag. Men med tiden er glæden indeni kommet til at fylde mere. En glæde over den ballast, de sender eleverne fra skolen med.
Foto: Andreas Haubjerg

De første år som efterskolelærer var Inge Burchardt mere personligt berørt af, alt den gråd der er sidste skoledag. Men med tiden er glæden indeni kommet til at fylde mere. En glæde over den ballast, de sender eleverne fra skolen med.

Inge er efterskolelærer: »Alt det, vi møder i tårer sidste skoledag, er motivationen for mit arbejde«

Hvert år tager efterskolelærer Inge Burchardt afsked med de elever, der har fyldt hendes hverdag et helt år. Det er hårdt hver gang, men det er på skoleårets sidste dag, hun er allermest taknemmelig over sit arbejde.

Inge Burchardt, 48 år, lærer på Kragelund Efterskole, efterskolelærer gennem ti år.

Den dag, jeg skal sige farvel til efterskoleeleverne, græder jeg med det ene øje og smiler med det andet. Det er trist at tage afsked, men jeg er dybt taknemmelig og stolt over, hvad vi sender dem ud i verden med. De tager herfra som nye og bedre udgaver af sig selv.

Nogle starter på efterskolen uden nogensinde at have haft en rigtig veninde, men står den sidste dag med tre eller fire veninder, de ikke kan give slip på. For første gang har de haft veninder, de kunne betro alt, sove sammen med og kramme.

Der er også den dreng, der havde et helt slukket blik i øjnene de første fjorten dage, når han kiggede på en lærer, men som den sidste dag kommer hen og giver en kæmpe krammer. Den udvikling bliver jeg berørt af.

Jeg arbejder på en efterskole for ordblinde. Når eleverne starter i august virker nogle af dem som en undskyldning for sig selv, og man har en følelse af, at de præsenterer sig selv:

»Hej, jeg er ordblind, og så hedder jeg for øvrigt også...«

Når vi sender dem herfra, er de hele mennesker, som blot har udfordringer med at læse og stave.

Første dag. Sidste dag.

Når livet begynder, og når livetslutter, står alle over for eksistentielle valg. Når vores børn har første og sidste skoledag, og når vi tager fat på eller afslutter en karriere på første og sidste arbejdsdag.

Følg med i Politikens serie hvor 22 mennesker deler en god historie.

Har du haft en skelsættende første dag eller sidste dag? Og vil du dele dine oplevelser og refleksioner?

Send din historie til niels.norgaard@pol.dk

Vi vil de kommende uger bringe et udvalg af læsernes egne livsfortællinger i Politiken.

Alt det, vi møder i tårer sidste skoledag, er motivationen for mit arbejde. Den dag tænker jeg tilbage på de elever, der kom ind ad døren for et eller to år siden, og så kigger jeg på de næsten voksne mennesker, der nu er klar til at være selvstændige og selvsikre på en helt anden måde.

Det er den effekt af efterskoleopholdet, der kan være svær at definere, men som gør, at det er vigtigt, vi har efterskoler i Danmark. Det er helt klart mit drive. Prøv at forestil dig at være med til at generere sådan en udvikling år efter år. Jeg synes, jeg har verdens bedste job.

I de ti år, Inge Burchardt har været efterskolelærer, er der sket en udvikling med forældrene. I dag oplever hun en gang imellem, at nogle forældre går ind og overtager efterskole-projektet.
»Nogle gange kunne man godt ønske sig, at de bakkede lidt. Aldrig på deres børn, men på hvad det er for nogle ting, de skal forholde sig til, og hvornår de professionelle omkring barnet har styr på det«, siger hun.
Foto: Andreas Haubjerg

I de ti år, Inge Burchardt har været efterskolelærer, er der sket en udvikling med forældrene. I dag oplever hun en gang imellem, at nogle forældre går ind og overtager efterskole-projektet. »Nogle gange kunne man godt ønske sig, at de bakkede lidt. Aldrig på deres børn, men på hvad det er for nogle ting, de skal forholde sig til, og hvornår de professionelle omkring barnet har styr på det«, siger hun.

Når vi nærmer os slutningen af efterskoleåret prøver eleverne grænserne mere af. Der er ikke mere almindelig undervisning eller flere prøver, og så tænker de godt, de kan holde en fest om aftenen. Nogen sniger sig måske ud i skoven og ryger en cigaret, drengene laver nøgenløb, andre finder på at lave en glidebane på gangen. De tænker, de har fundet på noget helt unikt, men når man har været i gamet i ti år, tænker man: Det var da utroligt - det er de samme ting, de finder på år efter år.

Med årene får man mange historier ind i systemet. I gennemsnit 110 hvert år i ti år. For ikke at snakke om mine første 13 år som folkeskolelærer. Hvert år ved afslutningen spørger jeg mig selv, om jeg kan blive ved med at rumme flere. Men jeg bliver ramt af en enorm nysgerrighed med det samme, de nye træder ind ad døren. Hvad er de nu for nogen, og hvilken vej skal de? Jeg er ligesom hesten i manegen, så snart jeg lugter savsmuldet, er jeg klar igen.

Et efterskoleophold kan også give rigtig meget til forholdet mellem barn og forældre, mener Inge Burchardt. Det handler om at både elev og forældre tør at give slip.
Foto: Andreas Haubjerg

Et efterskoleophold kan også give rigtig meget til forholdet mellem barn og forældre, mener Inge Burchardt. Det handler om at både elev og forældre tør at give slip.

Jeg kan ikke huske alle, når de kommer tilbage og besøger efterskolen. Men der er nogle, jeg aldrig glemmer.

I år skal jeg sige farvel til en pige, der da hun startede for to år siden i ottende klasse tryglede og bad, om hun ikke nok måtte komme hjem. Hun var plaget af hjemve, og hun syntes slet ikke, efterskole var noget for hende. En dag sagde hun til mig: »Jamen Inge, hvad nu hvis jeg ryger? Så skal du jo smide mig hjem, skal du ikke?«

Så måtte jeg spørge: »Ryger du?«

»Nej… Og det har jeg aldrig gjort, men det kunne være, jeg kom til det, for at komme hjem«.

Nu har hun afsluttet to år på efterskolen, og i dag kan vi grine af, at hun truede med at ryge. Jeg kan huske første gang, der gik en hel skoleuge, uden hun tiggede om at komme hjem. Og første gang hun frivilligt blev på skolen i weekenden. De små sejre, jeg synes er fantastiske. Jeg bliver enormt glad og tænker: »Yes, så kører det!«

Hun har gennemgået en vild udvikling, og det bliver trist at sige farvel, men alligevel er det også nemt, fordi jeg ved, at jeg for altid har gjort en forskel i hendes liv. En elev, der overvinder en stærk hjemve har sat sig fri, og det er livslangt.

Tre-fire uger før slutningen begynder vi at sætte fokus på, at året nærmer sig enden. Nogle elever kan slet ikke tale om det, og på den sidste dag er de fleste fuldstændig opløste. Nogle bliver helt teatralske, men de er så berørte, fordi de ved, hvad det er for en udvikling, de har gennemgået. Og fordi nogle af dem for første gang er blevet mødt, anerkendt og set som dem, de er.

Det er en hård dag, men hvis jeg for alvor græd, ville det være egoistisk. Selvfølgelig skal de ud i verden nu. Elevernes udvikling på efterskolen skal ikke vare i 5-10 år med os. Det er et helt lukket kredsløb, men nu skal de ud, have vinger, folde sig ud og flyve.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce