23. marts 2017 døde Sisse Marquina-Jongbergs elskede, Dorte Saiz Marquina-Jongberg, der var syg af kræft. De sidste dage tilbragte de sammen derhjemme. Dorte var nervøs for, om Sisse og børnene ville have det svært med at bo i lejligheden bagefter. Men sådan er det ikke, siger Sisse. Af og til lægger hun sig i Dortes seng. Så føler hun sig tæt på hende.
Foto: Mads Nissen

23. marts 2017 døde Sisse Marquina-Jongbergs elskede, Dorte Saiz Marquina-Jongberg, der var syg af kræft. De sidste dage tilbragte de sammen derhjemme. Dorte var nervøs for, om Sisse og børnene ville have det svært med at bo i lejligheden bagefter. Men sådan er det ikke, siger Sisse. Af og til lægger hun sig i Dortes seng. Så føler hun sig tæt på hende.

Sisses kone døde: »Vi kiggede hinanden i øjnene og sagde, at vi stadig troede på det«

Sisse Marquina-Jongbergs kone, Dorte, døde derhjemme – hos dem, hun elskede. Her levede håbet til det sidste.

Sisse Marquina-Jongberg, 36 år, mistede 23. marts 2017 sin kone, Dorte, der var syg af kræft. Sisse Marquina-Jongberg fortæller om den sidste tid inden Dortes død til journalist Elisabeth Astrup.

Dorte døde her i vores lejlighed – på det lille værelse. Hun var bange for, om vi ville have det svært med at bo her – bagefter. Men sådan er det slet ikke. Nogle gange lægger jeg mig i hendes seng – så er jeg tæt på hende.

Mens hun var syg, var der en del, der sagde, at nu skulle vi huske at få snakket. Og jeg havde det sådan: Hvad er det, vi skal sige? Der var aldrig noget, vi manglede at få sagt. Dorte var god til at fortælle, hvor meget hun elskede både børnene og mig. Derfor havde jeg en spand fuld af kærlighed, da hun døde. Den har jeg stadig, og jeg bruger af den hele tiden. Hun har efterladt mig en fantastisk gruppe venner, og vi taler sammen om Dorte. Jeg elsker at tale om Dorte.

Hun var på hospice i nogle måneder – for at komme til kræfter. Dorte og jeg havde trukket os ind i en klokke, hvor håbet levede. Når en sygeplejerske spurgte, hvad der skulle ske bagefter, svarede jeg: Bagefter? Det slog mig ud hver gang. Vi var sikre på, at vi nok skulle få mere tid.

Første dag. Sidste dag.

Når livet begynder, og når livetslutter, står alle over for eksistentielle valg. Når vores børn har første og sidste skoledag, og når vi tager fat på eller afslutter en karriere på første og sidste arbejdsdag.

Følg med i Politikens serie hvor 22 mennesker deler en god historie.

Har du haft en skelsættende første dag eller sidste dag? Og vil du dele dine oplevelser og refleksioner?

Send din historie til niels.norgaard@pol.dk

Vi vil de kommende uger bringe et udvalg af læsernes egne livsfortællinger i Politiken.

Til sidst blev hun flyttet til hospitalet i nogle dage. Hun begyndte at tale usammenhængende. Det var der, det gik op for mig, at det måske ikke gik.

»Gå ud og få noget frisk luft«, sagde Dorte på et tidspunkt. Da jeg kom tilbage, mødte jeg en læge, der havde fulgt Dorte tæt. Lægen havde fortalt Dorte, at man ikke kunne stikke og skære mere i hende, at vi skulle tage hjem og nyde den sidste tid.

Onsdag gik jeg en tur med en veninde, og da jeg kom tilbage satte jeg mig ind hos Dorte. Hun var rolig og lå på siden med den ene arm under ansigtet. Jeg lå på knæ ved siden af sengen og holdt om hende.

Dorte var meget vred over beskeden. Jeg sagde til hende, at jeg kunne se, hvor afkræftet hun var. Det ramte hende, da jeg sagde det, og da vi kom hjem, trak hun sig ind på et værelse og ville ikke se mig. Først om aftenen fik jeg lov til at komme ind. Vi kiggede hinanden i øjnene og sagde, at vi stadig troede på det.

Hun kunne ikke være der uden det håb.

Ville være i hjemmet

Næste dag var det mandag, og hun besluttede, at hun ikke ville tilbage til hospice. Hun ville være her. Jeg var glad for, at hun havde det sådan. Jeg ville også allerhelst have hende hjemme, og jeg havde indrettet det lille værelse til hende med en seng, hendes pladespiller, et lille skrivebord.

En dobbeltdør adskilte vores to verdener: På den ene side kørte der tegnefilm, og vores datter Pil, der var halvandet år, legede, hvinede og grinede. På den anden side lå Dorte bag nedrullede gardiner. Det var en vild setting at bo i. Ud over Dorte var vi fire i lejligheden det meste af tiden: Pil, Dortes 14-årige søn, Noah, Dortes tidligere kæreste, Lea, og mig.

Om aftenen fik Dorte uro i kroppen og ville op at sidde. Jeg fik hende op at sidde i sengen her i værelset, hvor hun kunne læne sig ind mod mig. De dage var vi tættere på hinanden fysisk, end vi havde været det seneste halve år. Hun havde haft for ondt til, at jeg kunne røre ved hende. Men nu kunne hun tåle at sidde tæt igen, og jeg nød at mærke hende.

I løbet af de næste to dage fik hun svært ved at tale. Men når Noah kiggede forbi, var det som om, hun samlede alt, hun havde i sig. »Hej, min dreng«, sagde hun så. »Har du haft en god dag?« eller »Hvad skal du lave nu?«.

Tirsdag blev det vanskeligt at rumme larmen, når Pil legede. Så mine forældre kom og hentede hende. Jeg bar Pil ud på værelset til Dorte og løftede hende hen, så deres ansigter nåede hinanden. Et øjeblik hvilede de mod hinanden, indtil Pil sagde »hej-hej«. Dorte havde ikke kræfter til at række armene op om hende.

Da Pil tog af sted, åbnede vi dobbeltdørene. Og resten af tirsdag og onsdag var vi bare her. Vi sad i stuen og så fjernsyn, snakkede og spiste mad. Det føltes faktisk ganske normalt, og vi gik på skift ud og ind hos hende.

Onsdag gik jeg en tur med en veninde, og da jeg kom tilbage satte jeg mig ind hos Dorte. Hun var rolig og lå på siden med den ene arm under ansigtet. Jeg lå på knæ ved siden af sengen og holdt om hende.

Så sagde jeg: »Du skal finde tilbage til der, hvor vi to mødtes og til den ro, vi havde. Når du er der, skal du give slip. Så skal jeg nok passe på alt det, der er tilbage her«.

Dorte var stille det meste af tiden. Om natten lå jeg på madrassen ved siden af hendes seng. Indimellem fugtede jeg hendes mund med en vatpind og gav hende læbepomade på. Mange gange fortalte jeg hende, at det var okay, hvis hun tog af sted nu. Men om morgenen var hun her stadig. Solen skinnede, og Noah kom ud og sagde godmorgen, og hendes øjne hvilede på ham.

Jeg blev hos hende. Hun var begyndt at blive kold, og jeg havde holdt øje med en blodåre på siden af hendes hals. Det seneste døgn var den pumpende bevægelse blevet svagere.

Hendes pladespiller stod stadig ude i værelset, og jeg satte noget af det musik på, hun elskede. Den første var Pjotr Tjajkovskijs ’Svanesøen’. Det er meget pompøs musik, og Dorte brummede, da jeg satte den på. Bagefter spillede jeg et Søren Huss-album. Dorte og jeg har været til mange af hans koncerter sammen. Hendes vejrtrækning blev anderledes nu. Hun lå og skubbede kæben fremad og trak efter vejret. Hun var rolig, men jeg kunne se, at luften ikke nåede særlig langt ned i hendes lunger.

Så kom jeg i tanke om et musiknummer, hun havde sendt til mig, kort efter vi mødte hinanden. Det var en meget intens tid, hvor vi skrev meget til hinanden, fordi jeg arbejdede i Spanien. Over 25.000 beskeder frem og tilbage. Nummeret, hun sendte dengang, var ’Hope there is someone who will take care of me when I die’ med Antony And The Johnsons. Hun er transseksuel og har en meget speciel stemme, og Dorte har altid set meget af sig selv i hende.

Jeg satte mig tæt hos Dorte og aede hende gennem håret, mens nummeret spillede. Hun trak vejret meget langsomt. Da den sidste tone forstummede, kom der et lille væskesprøjt ud af hendes mund. Så var hun væk.

Hun bestemte selv, hvornår det skulle være.

Den efterladte kuvert

Jeg kaldte på Lea og Noah, og vi sad hos hende sammen og græd. Jeg kyssede Dortes pande og kind og lagde mig hos hende i sengen.

Så rullede vi gardinerne op og åbnede dørene og gik ud og satte os i solen. Jeg havde en trang til at kigge op. Jeg har svært ved at forklare, hvad det handlede om. Det var bare et meget stærkt behov for at...se op.

De sidste dage tilbragte Sisse Marquina-Jongbergs og Dorte Saiz Marquina-Jongberg sammen derhjemme. Billedet her blev taget i februar 2017, da Dorte Saiz Marquina-Jongberg var indlagt på hospice. Hun døde nogle uger senere.
Foto: Mads Nissen

De sidste dage tilbragte Sisse Marquina-Jongbergs og Dorte Saiz Marquina-Jongberg sammen derhjemme. Billedet her blev taget i februar 2017, da Dorte Saiz Marquina-Jongberg var indlagt på hospice. Hun døde nogle uger senere.

Hun lå i værelset resten af dagen, hvor vi gik frem og tilbage hos hende. Om aftenen kom bedemanden, og til lyden af Nick Cave And The Bad Seeds’ 'We No Who U R' bar vi hende ud og lagde hende i kisten, som stod ude på fortorvet.

Dorte havde efterladt en kuvert til os med sin sidste vilje. I den lå blandt andet en tekst, hun gerne ville have lagt ud på Facebook, når tid var.

Der stod blandt andet:

»I dag er jeg gået i forvejen, og min familie står tilbage uden mig. Jeg sov ind med Sisse ved min side, og ligesom jeg ønskede det, var hun hos mig til det sidste. Jeg ønsker og håber, at I vil passe på min elskede pige og på mine fantastiske børn. Del minderne med dem, snak højt om mig – og hjælp mig med at lade dem huske mig hele livet...Tak for alt, jeg fik. Alt det, I gav, og alt det, jeg fik lov til at give. Tak, Dorte«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce