For børnehaveklasselederen Marianne Prasz er noget af det mest givende ved arbejdet, når børnene begynder at læse. »Det er en helt ny verden, der åbner sig for dem«.
Foto: Jens Dresling

For børnehaveklasselederen Marianne Prasz er noget af det mest givende ved arbejdet, når børnene begynder at læse. »Det er en helt ny verden, der åbner sig for dem«.

Børnehaveklasselederen: Det er et lille mirakel, når børnene lærer at gå i skole

Hvert år begynder Marianne Prasz forfra med en ny børnehaveklasse. Hun pynter klassen op, så dagen bliver særlig. For det er et lille mirakel, når børnene lærer at gå i skole, synes hun.

Marianne Prasz, 40 år, har været børnehaveklasseleder på Stavnsholtskolen i Farum i fem år. Hun fortæller sin historie til journalist Tine Kirkensgaard.

Når børnene kommer første dag, læser jeg op fra en Alfons Åberg-bog. Vi sidder i rundkreds, og det er et ret intimt rum. Bogen handler om, at Alfons selv skal starte i skole og har sommerfugle i maven. Så spørger jeg dem, om de også havde lidt ondt i maven og lidt sommerfugle? Vi taler om, at sommerfuglene flyver ud af maven, og det gør de ved, at vi klipper dem ud og farver dem og hænger dem på døren.

Alfons Åberg-historien er rigtig fin, og den slutter med, at læreren også har lidt ondt i maven, hun er faktisk også lidt nervøs. For hun skal jo møde alle de her nye børn på én gang.

Jeg prøver at afmystificere det at gå i skole. Jeg siger til dem, at det er okay at være lidt nervøs. Efter jeg har læst højt fra bogen, fortæller de om, at de også har været nervøse, og jeg spørger dem, hvad de har været nervøse for.

De kan være nervøse for, om de skulle lave nogle opgaver, eller at de ikke kendte nogen, eller at de ikke kunne huske, hvad jeg hedder.

Til første skoledag gør jeg rigtig meget ud af at gøre det fint og superhyggeligt i klassen. For det er en stor dag, og jeg tænker, at de fleste mennesker kan huske deres første skoledag, så det skal være noget særligt.

Vi gør det ret højtideligt her på skolen. Børnene kommer gående op til hovedindgangen ad en rød løber sammen med deres forældre, hvor resten af skolen står klar med flag og byder velkommen.

Første dag. Sidste dag.

Når livet begynder, og når livetslutter, står alle over for eksistentielle valg. Når vores børn har første og sidste skoledag, og når vi tager fat på eller afslutter en karriere på første og sidste arbejdsdag.

Følg med i Politikens serie hvor 22 mennesker deler en god historie.

Har du haft en skelsættende første dag eller sidste dag? Og vil du dele dine oplevelser og refleksioner?

Send din historie til niels.norgaard@pol.dk

Vi vil de kommende uger bringe et udvalg af læsernes egne livsfortællinger i Politiken.

Så går alle børnene i kantinen og bliver budt velkommen. De kommer op til hver deres lærer i den klasse, de nu skal gå i. Vi giver dem et flag med deres navn på.

Inde i klasseværelset er der pyntet fint op, der er navneskilte i garderoben og navneskilte på bordene. Og de får hvert et æble med et flag i. Og så ligger der en bunke bøger, hvor de kan skrive deres navn i.

Jeg siger til dem: I kan tro, at jeg har glædet mig til at se jer, jeg har bare været så spændt hele sommerferien. Her skal I gå sammen hele 0. klasse. Prøv engang at kigge rundt, alle dem her skal I gå sammen med hver dag. Så ryger deres skuldre lidt ned.

Og så går vi i gang med nogle lege. I starten er det ofte nogen, de kender fra børnehaven. Det er noget med at røre ved hinanden som klappelege eller forskellige fangelege.

Vi leger også navnelege, for det er vigtigt, at de lærer hinandens navne at kende. Så kan vi lege kaste-gribe-lege, hvor de siger jeg-hedder-hvad-hedder-du. Børnene skal hurtigt lære hinanden at kende, så de føler sig trygge ved at omgås hinanden og får en god klasse-følelse. Altså at de tænker, at vi går i klasse sammen, så derfor behandler vi hinanden pænt, og alle her i 0.c skal have det rigtigt godt.

Der er stor forskel på, hvordan de er, når de starter. Nogle børn er betuttede og holder far og mor godt i hånden og er lidt overspændte. Nogen kan også begynde at græde og vil ikke med ind i klassen. Dem er der få af, men de er der altid. Måske er det en eller to, der kan have det sådan.

Mens andre børn bare siger, yes, jeg skal bare vise læreren, at jeg kan gå i skole, og hvor de sidder helt fremme på stolen og gerne vil fortælle om alt, hvad de kan.

Hvor nogle skal øve sig i at turde at være en del af det store fællesskab, er der andre børn, der godt tør at være en del af det, men de skal så til gengæld øve sig i at vente på tur. I skolen skal børnene vænne sig til at vente på tur og give plads til andre.

De kommer tit til at snakke i munden på hinanden, fordi de ikke har været vant til at række hånden op. Jeg siger så, at vi lige skal huske at rækken hånden op.

Jeg gør i starten meget ud af at sige, at vi alle sammen øver os, og at vi alle sammen kommer til at begå fejl. Og at det kun er ved at begå fejl, at vi bliver bedre. Jeg siger, at jeg også ofte kommer til at lave fejl.

For eksempel kan jeg komme til at kalde dem et forkert navn, og det sker der ikke noget ved. Det er bare pyt, siger jeg til dem. Ordet ’pyt’ kender mange af børnene fra børnehaven, og det handler om, at de ikke skal hænge sig for meget i alt for små ting.

Første skoledag er kun halvanden time, og så bliver de hentet af mor og far. Vi gør det kort, så det bliver en højtidelig og særlig dag. Dagen efter er det fra klokken 8 til 14. Og SÅ skal vi i gang med at lave opgaver.

De elsker at lave opgaver. De elsker at få en bog at kigge i. De spørger tit i starten: Ej, må vi ikke få lov til at lave opgaver? Og jeg tænker mest på, at de skal ud at røre sig og lave en masse lege og stafetter. Børnene tænker, at det med skole, det er at lave opgaver.

Det er som regel rigtig stort for mange af dem at få lov til at vise deres skoletaske og penalhus frem. Og bruge de nye blyanter fra deres nye penalhus. Det er tit sådan nogle fold-ud penalhuse med alt muligt flot i, du ved. Helt nyt. De er så stolte af at vise det frem.

Jeg er også selv meget spændt første skoledag. Jeg får gåsehud, og det kildrer i min mave. Det er en kæmpestor dag - også for mig. Og jeg bliver så rørt af at se deres forventningsfuldhed, og at se dem stå der med deres tasker, der går næsten ned til gulvet. Jeg kan huske alle første skoledage med de klasser, jeg har haft. Og jeg tror, at mange mennesker også kan huske deres børnehaveklasselærer.

Der er bare noget helt magisk over første skoledag, for nu starter det hele. Jeg føler mig heldig ved at have børnene i seks gode timer af dagen. Jeg får lov at opleve forvandlingen. Det er et lille mirakel, når de lærer at gå i skole, og de går fra at være børnehavebørn og til store skolebørn på et år.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce