Aleksander begyndte som lærling: I starten gik jeg meget og lurede på de andre, hvad for noget arbejdstøj, de havde på, og hvordan de udførte arbejdet

Skurvognssnakken skulle han lige vænne sig til. At man godt kan snakke personligt, når man er få i skurvognen. Når man er mange, taler man mest om fodbold og Formel 1, og de hammer-mange penge man tjente på sidste arbejdsopgave.

Aleksander Welander, 25 år, tømrerlærling og bliver færdiguddannet marts 2019. Han har fortalt sin historie til Tine Kirkensgaard.

Dagen før jeg begyndte som tømrerlærling, fik jeg at vide af min mester, at jeg skulle mødes med en Klaus, der bor et sted i Odense. Vi skulle køre fra hans hus til Svendborg. Vi skulle møde tidligt i Svendborg, allerede klokken 6.30.

Jeg fik et telefonnummer til Klaus, så vi lige kunne arrangere det. Jeg gik lidt og prøvede at tage mig sammen til at ringe, men jeg nåede det ikke, før Klaus ringede til mig. Jeg fik hans adresse og sagde, at jeg vel bare skulle tage noget arbejdstøj på. Ja, det skulle jeg. Og så en madpakke, sagde han.

Vi spiser to gange om dagen. Det var jeg ikke vant til. Jeg fik at vide, at vi skulle have frokostpause klokken 8.30 og middagspause 12.00. En halv time begge gange.

Jeg fandt ud af, at tømrerfaget var meget mere end bare træ

Og du skal have tøj på til at være ude, sagde Klaus i telefonen. Men hvad er det for noget arbejde, tænkte jeg. Det kunne jo være tagarbejde, eller det kunne være arbejde med at skifte vinduer. Vi skulle gå og samle kassetter, fik jeg at vide. Hvad fanden er kassetter? Jeg tænkte så på kassetter fra båndoptagere. Jeg havde ikke den fjerneste ide om, hvad det var.

Jeg stod op klokken fem om morgenen og var hjemme ved Klaus klokken seks. Da jeg kom hjem til ham, var der en anden lærling også, der snart blev færdig som tømrer. Jeg skulle overtage hans plads. Klaus kom ud med en kande varm vand, og jeg forstod ikke hvorfor. Men det var til isen på forruden, det var februar.

Vi fik tøet bilen op og kørte med det samme. Så snakkede vi lidt i bilen på vej til Svendborg. Jeg havde ikke rigtigt noget begreb om, hvad der foregik.

Mens vi sad i bilen, spurgte Klaus ind til, hvad jeg havde lavet før. Så havde han lidt baggrund på mig.

Foto: Maud Lervik

I Svendborg skulle vi lave en ny førstesal til nogle kontorbygninger, og det skulle laves i stål og gips. Det havde jeg ikke lige forestillet mig, da jeg skrev mig op til at være tømrer. Det var jo noget med træ? Og så var det bare stål og gips.

Men jeg tænkte, at det var spændende. Jeg fandt ud af, at tømrerfaget var meget mere end bare træ. Jeg blev faktisk ret tændt på, at det var meget mere bredt end for eksempel at være snedker, som jo nærmest kun har med træ at gøre.

Jeg havde bare ikke nogen ide om, hvordan jeg skulle arbejde med det nye materiale. De andre var gode til at forklare det. Vi har skåret nogle stykker ud af det her, det skal samles på den her måde, og så måler vi op fra den her ende« og så videre. De var rimelig pædagogiske.

Sommerfugle i maven

Jeg var spændt på at starte, ikke nervøs som sådan. Jeg har haft rigtig mange første arbejdsdage alle mulige forskellige steder, og jeg begyndte at arbejde, da jeg var 14 år. Men det var spændende, for jeg vidste ikke helt, hvad jeg kunne forvente. Det var ikke sådan, at jeg rystede, men havde da lidt sommerfugle i maven.

I starten gik jeg meget og lurede på de andre, hvad for noget arbejdstøj, de havde på, og hvordan de udførte arbejdet, hvad de havde af fif. Hvis jeg nu havde skruemaskinen i hånden og lige kort skulle stille den fra mig, skulle jeg så bare stille den helt ned på jorden?

Jeg fandt ud af, at man kunne få en klips til skruemaskinen, så den kunne sidde fast i bukselommen. Og ikke skulle hente den nede på jorden igen. Og de havde jo altid en skrue parat, men hvor fanden havde de deres skruer henne? Der kunne jeg se, at de andre havde sådan nogle flaplommer, ekstra lommer på hver side, hvor de kunne have skruerne i.

Jeg havde en prøveperiode på 14 dage, for de skulle lige se mig an. De skulle se, om jeg bare havde scoret nogle gode karakterer, og om jeg i virkeligheden havde ti tommelfingre. Eller om jeg rent faktisk duede til noget. Allerede efter tre dage fik jeg at vide af formanden, som havde ansat mig i første omgang, at det ser fornuftigt ud.

Han ville gerne skrive kontrakt med mig, så det gjorde vi efter 10 dage. Det var fedt, at formanden kom og sagde det til mig. Men faktisk var jeg ikke på noget tidspunkt i tvivl, for Klaus havde givet mig positive tilbagemeldinger undervejs. Han sagde for eksempel, at det ser fint ud eller godt arbejde.

Skulle vænne sig til skurvognssnakken

Jeg var nok ret god til at spørge, hvis jeg var i tvivl om noget. Man skal som lærling vise, at man er noget værd. Og gå til hånde, når man kan og ikke sige nej til nogen opgaver.

Jeg kunne ikke tabe noget på at snakke. Der var ikke nogen grund til at holde mig tilbage, tænkte jeg. Men snakken i skurvognen den første dag var jeg ikke lige så meget med til.

Det var en anden jargon, og den skulle jeg lige forstå. De andre snakkede meget om personlige ting, så faktisk var det en ret blød opstart ’jargonmæssigt’, men vi var også kun fire på det tidspunkt.

Da vi så blev 13 tømrere i Svendborg, blev der snakket om noget andet i skurvognen. Snakken blev mere ’mandet’, der blev snakket fodbold, Formel 1, meget sport og historier, hvor vi andre kunne grine med.

Og så bliver der snakket meget om tidligere projekter, hvor det enten gik totalt i vasken, eller hvor det gik skidegodt, og der tjente vi hammer-mange penge. Sådan er skurvognssnakken altid. Når den indledende snak om tidligere projekter eller de aktuelle nyheder er overstået, kan man gå videre til 'har du planlagt sommerferie?' Så kommer det bløde, og man kan begynde at snakke mere personligt. Men jo flere der er i skurvognen, jo mindre personlig bliver samtalen typisk.

Jeg kan huske, at jeg i starten var overrasket over, at jeg spiste så meget på arbejdet. Nogle dage spiser jeg 8-9 gange, fordi vi også har nogle små pauser ud over vores frokostpauser. Jeg har altid rugbrødsmadder med på madpakke. Det plejede jeg også at have, da jeg gik på skolen.

Jeg smører dog lidt flere madder til arbejdet, end jeg gjorde til skolen. Min madpakke er ret klassisk, det kan være en klapper med leverpostej og en med spegepølse. Nogle gange er det hamburgerryg, og det kan også være mørbrad. Det varierer lidt. Det er altid rugbrødsklappere, for de er nemme at håndtere. Og så hænger remouladen ikke fast på papiret, når jeg tager det af.

Selv om jeg spiser mere, end jeg gjorde før, har jeg ikke taget på. Jeg har holdt de samme kilo, men min fedtprocent er faldet. Jeg er blevet meget stærkere.

Det var lidt af en omvæltning at skulle så tidligt op. Da jeg gik i skole på grundforløbet, mødte jeg 8.10, og det var i Odense, så jeg kunne cykle derhen. Jeg var ikke udpræget morgenmenneske på det tidspunkt. Jeg nød at sove længe og være sent oppe. Men sådan er det ikke længere. I dag vågner jeg af mig selv halv seks.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce