0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Margrethe plejer døende: Kærligheden er smuk til det sidste, og så går det pludseligt stærkt

Margrethe Fogh Nielsen er sygeplejerske og plejer døende. Hendes arbejde slider ikke – det giver, synes hun. For det er en gave at se, når kærligheden rækker til det sidste.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Maud Lervik
Foto: Maud Lervik

Margrethe Fogh Nielsen har fokus på især én ting, når hun passer døende: De skal have lov til at dø - som sig selv. Nogle gange betyder det, at mennesker skal have lov til at lukke deres øjne uden at have opnået fuld afklarethed omkring, at det er det, der nu skal ske. For det kan ikke alle rumme, siger hun.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Margrethe Fogh Nielsen, 40 år, klinisk sygeplejespecialist og sygeplejerske på Palliationsenheden på Herlev Hospital.

Hun fortæller her journalist Elisabeth Astrup om, hvordan det er at tage sig af døende.

At passe en døende handler om værdighed og om at lindre. Det er ikke værdigt at dø lidende eller ude af sig selv. Værdighed er at dø – som sig selv.

Der findes ingen opskrift på, hvad det vil sige. Men jeg bruger mine sanser til at finde ud af det. Ofte har jeg plejet den døende gennem et stykke tid, og så er det lettere at fornemme, hvem vedkommende er.

Ikke alle døende er afklarede med, at de skal dø. Især ikke, hvis de skal forlade mindre børn. For dem betyder det ofte meget at få lov til at holde fast i håbet – også helt til sidst. Håbet kan nogle gange være det, der giver den bedste lindring. Da er det min opgave at respektere det og kun udfordre dem nænsomt.

Første dag. Sidste dag.

Når livet begynder, og når livetslutter, står alle over for eksistentielle valg. Når vores børn har første og sidste skoledag, og når vi tager fat på eller afslutter en karriere på første og sidste arbejdsdag.

Følg med i Politikens serie hvor 22 mennesker deler en god historie.

Har du haft en skelsættende første dag eller sidste dag? Og vil du dele dine oplevelser og refleksioner?

Send din historie til niels.norgaard@pol.dk

Vi vil de kommende uger bringe et udvalg af læsernes egne livsfortællinger i Politiken.

Hvis et menneske altid har været velsoigneret, er det min opgave at sørge for, at hun er ren og pæn. En anden har måske aldrig gået op i at skifte en plettet skjorte, måske forstyrrer det ham, hvis jeg rører for meget ved ham, så er det ikke det ydre, jeg skal bruge energi på. En tredje kan være blufærdig, og så må jeg bede de pårørende om at gå ud, når vi skifter blusen eller vasker den døende. En døende kan typisk ikke selv sige til og fra, så er det min opgave at sikre, at den døende får lov at bevare sine særkender og værdier, så de forbliver sig selv.

Når jeg åbner døren til en stue, forsøger jeg at fornemme, hvad der er på spil. Er den døende ved bevidsthed? Kan han tale? Er han rolig? Ser han ud til at have ondt? Hvor forberedte er de pårørende på det, der skal ske? Ved de, hvad der er på vej? Er de bekymrede? Er den døende blevet fremmed for dem?

Det, de pårørende frygter mest er, at deres elskede lider. Jeg forsøger at gøre dem trygge ved at vise, at jeg tager ansvar for, at den døende ikke har ondt. Ofte spørger jeg, om de har brug for at høre, hvad der sker, når man dør. Jeg har aldrig oplevet, at nogen har sagt nej tak til det.

Maud Lervik
Foto: Maud Lervik

Margrethe Fogh Nielsen arbejder på Palliationsenheden på Herlev Hospital. Her plejer og passer hun døende i den sidste tid. Hun oplever ikke, at hendes arbejde handler om død og fortvivlelse. Tværtimod. Det handler om livet. Og om at værne om værdigheden til det sidste.

Så fortæller jeg, at kroppen lukker ned del