Margrethe plejer døende: Kærligheden er smuk til det sidste, og så går det pludseligt stærkt

Margrethe Fogh Nielsen, 40 år, klinisk sygeplejespecialist og sygeplejerske på Palliationsenheden på Herlev Hospital.

Hun fortæller her journalist Elisabeth Astrup om, hvordan det er at tage sig af døende.

At passe en døende handler om værdighed og om at lindre. Det er ikke værdigt at dø lidende eller ude af sig selv. Værdighed er at dø – som sig selv.

Der findes ingen opskrift på, hvad det vil sige. Men jeg bruger mine sanser til at finde ud af det. Ofte har jeg plejet den døende gennem et stykke tid, og så er det lettere at fornemme, hvem vedkommende er.

Ikke alle døende er afklarede med, at de skal dø. Især ikke, hvis de skal forlade mindre børn. For dem betyder det ofte meget at få lov til at holde fast i håbet – også helt til sidst. Håbet kan nogle gange være det, der giver den bedste lindring. Da er det min opgave at respektere det og kun udfordre dem nænsomt.

Første dag. Sidste dag.

Når livet begynder, og når livetslutter, står alle over for eksistentielle valg. Når vores børn har første og sidste skoledag, og når vi tager fat på eller afslutter en karriere på første og sidste arbejdsdag.

Følg med i Politikens serie hvor 22 mennesker deler en god historie.

Har du haft en skelsættende første dag eller sidste dag? Og vil du dele dine oplevelser og refleksioner?

Send din historie til niels.norgaard@pol.dk

Vi vil de kommende uger bringe et udvalg af læsernes egne livsfortællinger i Politiken.

Hvis et menneske altid har været velsoigneret, er det min opgave at sørge for, at hun er ren og pæn. En anden har måske aldrig gået op i at skifte en plettet skjorte, måske forstyrrer det ham, hvis jeg rører for meget ved ham, så er det ikke det ydre, jeg skal bruge energi på. En tredje kan være blufærdig, og så må jeg bede de pårørende om at gå ud, når vi skifter blusen eller vasker den døende. En døende kan typisk ikke selv sige til og fra, så er det min opgave at sikre, at den døende får lov at bevare sine særkender og værdier, så de forbliver sig selv.

Når jeg åbner døren til en stue, forsøger jeg at fornemme, hvad der er på spil. Er den døende ved bevidsthed? Kan han tale? Er han rolig? Ser han ud til at have ondt? Hvor forberedte er de pårørende på det, der skal ske? Ved de, hvad der er på vej? Er de bekymrede? Er den døende blevet fremmed for dem?

Det, de pårørende frygter mest er, at deres elskede lider. Jeg forsøger at gøre dem trygge ved at vise, at jeg tager ansvar for, at den døende ikke har ondt. Ofte spørger jeg, om de har brug for at høre, hvad der sker, når man dør. Jeg har aldrig oplevet, at nogen har sagt nej tak til det.

Foto: Maud Lervik

Så fortæller jeg, at kroppen lukker ned del for del. At nogle har klare øjeblikke til det sidste, men at de fleste falder mere og mere væk i en dyb søvn. At kropstemperaturen kan skifte. At de stopper med at føle sult og tørst. At deres vejrtrækning ændrer sig. Hvis der er børn med, som skal ind og sige farvel til en af deres forældre, taler jeg med dem om, at deres mors ansigt kan se lidt anderledes ud, end sidst de så hende, og at deres mor ikke kan tale, fordi hun er langt væk, men at hun kan høre dem.

Pludselig går det stærkt

Gennem årene er der oplevelser, der er blevet boende i mig. En af dem var en mand midt i 50’erne med kræft i luftvejene:

Da jeg kommer ind på hans stue, sidder han foroverbøjet på en stol og kæmper for at få luft. Han virker bange. Jeg har ikke mødt ham før, men kolleger har fortalt, at han ikke ønsker at tale om sin sygdom. Jeg kan se, at han ikke får luft nok, at han bruger alle sine respirationsmuskler, og at det ikke er nok. Jeg giver ham medicin og ekstra ilt. Det hjælper lidt. Men jeg kan også se, at det ikke er tilstrækkeligt. At han kommer til at dø – meget snart.

Jeg siger til ham, at mange bliver bange, når de ikke kan få luft. Om det er sådan, han har det nu? Han nikker. Jeg fortæller også, at mange, der ikke kan få luft, kan frygte, hvordan det bliver at dø. Han nikker igen. Og jeg får lov til at fortælle ham, at jeg kan give ham medicin, der gør det muligt at falde hen, så han ikke kommer til at opleve den kvælning, han er så bange for.

Hans kone kommer ind på afdelingen. Hun græder meget, da jeg fortæller om hendes mands tilstand – hun kan også se, at det hele går meget hurtigt nu. Jeg siger, at hendes mand, når han får svært ved at være i angsten, gerne vil have medicin, der kan hjælpe ham med at døse hen, så han ikke skal opleve, at han ikke kan få luft. Det er hun enig i.

Efter få timer bliver hans læber og fingre blå. Jeg kan se, at nu vil han dø.

Bliver ved med at tale til ham

Hun står helt tæt ved ham, jeg står bag hende med en hånd på hendes skulder.

Det er voldsomt at dø af kvælning, så jeg forsikrer hende om, at han ikke lider og fortæller, hvad jeg ser: »Prøv at se, medicinen virker. Jeg kan se på hans ansigt, at han er langt væk, at hans ansigtsmuskler er afslappede. Han er ikke bange nu. Hvor er det godt, du er her hos ham«.

Jeg taler også til ham. Sanserne er det sidste, der sætter ud, så han skal vide, at han ikke er alene: »Nu får du noget mere medicin. Din kone står her hos dig«.

Det hele går så stærkt, og det er så intenst, at det næsten er for meget. Jeg kan mærke, at jeg er tæt på at blive overvældet, så jeg taler til mig selv: »Margrethe, du skal stå her lidt endnu. Bagefter er der plads til dig«. Det er sådan, jeg gør i den slags situationer. Ellers er der en risiko for, at jeg kommer til at fylde for meget med mine følelser og min egen dødsangst. Hvis jeg lader mig overvælde af den dødsangst, der kommer på besøg ind i mellem, kan jeg ikke skabe ro omkring sengen.

Så er han væk.

Alle følelserne sidder i mig bagefter, når jeg står i den slags situationer. De følelser skal jeg tage vare på. Hvis jeg har følt mig magtesløs, har jeg behov for at tale om det. Men det er ikke problematisk for mig, hvis jeg er blevet meget bevæget. Det er en gave at blive berørt. Jeg får lov at se den kærlighed, der er, når en kvinde siger farvel til sin mand. At se hende stå der hos ham. Kærligheden lige til det sidste, den er meget smuk.

Jeg oplever ikke, at min hverdag handler om død og fortvivlelse. Den handler om livet. Om at værne om det. Om hvor stor en gave det er. Det er det, jeg tager med mig, når jeg tager min kittel af og cykler hjem til min mand og vores børn.

En patient sagde engang til mig: »Margrethe, jeg savner sådan at være pastadansker«. Dengang havde jeg små børn og lavede masser af pasta med kødsovs, så jeg vidste nøjagtigt, hvad hun mente. Med mellemrum kaster mit arbejde et særligt lys ind over trivialiteten og skaber en kæmpe taknemmelighed: Tænk, at jeg har tid endnu. At jeg kan være pastadansker.