Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningNaja May, 54 år, socialpædagog og antropolog og bedekvinde gennem 10 år har fortalt til Elisabeth Astrup.
Når telefonen ringer hos mig, spørger jeg altid de pårørende: »Hvad er der sket?«.
Det hjælper at kende deres historie, så ved jeg mere om, hvor de er henne, når vi mødes. Er dødsfaldet kommet uventet? Har de været gennem en længere sygdomsproces?
Første dag. Sidste dag.
Når livet begynder, og når livetslutter, står alle over for eksistentielle valg. Når vores børn har første og sidste skoledag, og når vi tager fat på eller afslutter en karriere på første og sidste arbejdsdag.
Følg med i Politikens serie hvor 22 mennesker deler en god historie.
Har du haft en skelsættende første dag eller sidste dag? Og vil du dele dine oplevelser og refleksioner?
Send din historie til niels.norgaard@pol.dk
Vi vil de kommende uger bringe et udvalg af læsernes egne livsfortællinger i Politiken.
Og så beder jeg dem altid om at tage et billede med af den afdøde, når vi mødes. For den samtale, vi skal have om den forestående ceremoni, skal handle om den afdøde. Vi skal tale ind i det menneske, vi skal tage afsked med. Senere hjælper billedet mig også til at kunne genkende den afdøde, når jeg skal hente vedkommende. Rent etisk føles det godt at kende et ansigt, når jeg henter den afdøde, så jeg ikke bare står med et cpr-nummer.
Når jeg senere mødes med de pårørende, skal vi lægge en plan for det, der skal ske ved ceremonien. Ved samtalen starter jeg ofte med at fortælle, at vi ikke skal kigge i kistekataloger. Jeg har én kiste, den er hvid og pæn – og den er en ramme, som de kan pynte med blomster eller skrive hilsner på den.
I stedet skal vi bruge tiden på at tale om den relation, de har haft til den afdøde. Vi skal finde frem til de værdier den afdøde har haft, det, der har været vigtigt. Det er med til at give begravelsesceremonien en vis genkendelighed, når vi tager afsæt i den afdødes liv og værdier.
Jeg vil gerne hjælpe de pårørende til at skabe en ceremoni, som de er med i. For eksempel kan de være med til at bære blomsterne ud og gå bagved de, der bærer kisten ud, i stedet for at bedemanden og kirketjeneren pisker rundt og sørger for det. På den måde bærer man ud i flok.
Mange synes, det er smukt – og så pakker de selv kisten ind i blomster og transformerer noget praktisk om til et ritual. Jo mere de pårørende bliver inddraget i selve ceremonien, jo tættere føler mange sig på det menneske, de tager afsked med den dag.
Relationen til afdøde får et nyt udtryk
Ceremonien omkring en afsked er med til at skabe en forståelse for, at den afdøde ikke længere er fysisk til stede i livet. Det ordner verden lidt for os, at vi ritualiserer overgangen. Ved ceremonien bevidner vi sammen, at relationen til den døde nu skal have en ny form. Så længe vi bliver ved med at tale om og elske den afdøde, forsvinder relationen ikke. Men den får et nyt udtryk.
Inden selve dagen sørger jeg for alt logistikarbejdet. Jeg laver aftaler med kirke, graver, bestiller tid på krematoriet, udfylder papirer, henter den afdøde og finder måske et sted for en mindesammenkomst.
Jeg har det godt med at hjælpe den døde ud af livet på samme måde som en jordemoder hjælper barnet ind i livet
På selve dagen henter jeg den afdøde. Hvis jeg henter på plejehjem eller hospice, har personalet som regel gjort den døde i stand. Henter jeg den afdøde på et hospital, har den afdøde som regel ikke noget tøj på, når vi kommer. Så har vi det tøj med, som de pårørende har fundet frem.
