Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Naja henter de døde: »Lige inden vi sætter låget på kisten, siger jeg ofte: 'Nu må du sove godt'«

Naja May er bedekvinde. Hun giver afdøde tøj på, reder deres hår og barberer dem. Omsorgen skal vare ved ind i døden, siger hun.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Naja May, 54 år, socialpædagog og antropolog og bedekvinde gennem 10 år har fortalt til Elisabeth Astrup.

Når telefonen ringer hos mig, spørger jeg altid de pårørende: »Hvad er der sket?«.

Det hjælper at kende deres historie, så ved jeg mere om, hvor de er henne, når vi mødes. Er dødsfaldet kommet uventet? Har de været gennem en længere sygdomsproces?

Første dag. Sidste dag.

Når livet begynder, og når livetslutter, står alle over for eksistentielle valg. Når vores børn har første og sidste skoledag, og når vi tager fat på eller afslutter en karriere på første og sidste arbejdsdag.

Følg med i Politikens serie hvor 22 mennesker deler en god historie.

Har du haft en skelsættende første dag eller sidste dag? Og vil du dele dine oplevelser og refleksioner?

Send din historie til niels.norgaard@pol.dk

Vi vil de kommende uger bringe et udvalg af læsernes egne livsfortællinger i Politiken.

Og så beder jeg dem altid om at tage et billede med af den afdøde, når vi mødes. For den samtale, vi skal have om den forestående ceremoni, skal handle om den afdøde. Vi skal tale ind i det menneske, vi skal tage afsked med. Senere hjælper billedet mig også til at kunne genkende den afdøde, når jeg skal hente vedkommende. Rent etisk føles det godt at kende et ansigt, når jeg henter den afdøde, så jeg ikke bare står med et cpr-nummer.

Når jeg senere mødes med de pårørende, skal vi lægge en plan for det, der skal ske ved ceremonien. Ved samtalen starter jeg ofte med at fortælle, at vi ikke skal kigge i kistekataloger. Jeg har én kiste, den er hvid og pæn – og den er en ramme, som de kan pynte med blomster eller skrive hilsner på den.

I stedet skal vi bruge tiden på at tale om den relation, de har haft til den afdøde. Vi skal finde frem til de værdier den afdøde har haft, det, der har været vigtigt. Det er med til at give begravelsesceremonien en vis genkendelighed, når vi tager afsæt i den afdødes liv og værdier.

Andreas Haubjerg
Foto: Andreas Haubjerg

Jeg vil gerne hjælpe de pårørende til at skabe en ceremoni, som de er med i. For eksempel kan de være med til at bære blomsterne ud og gå bagved de, der bærer kisten ud, i stedet for at bedemanden og kirketjeneren pisker rundt og sørger for det. På den måde bærer man ud i flok.

Mange synes, det er smukt – og så pakker de selv kisten ind i blomster og transformerer noget praktisk om til et ritual. Jo mere de pårørende bliver inddraget i selve ceremonien, jo tættere føler mange sig på det menneske, de tager afsked med den dag.

Relationen til afdøde får et nyt udtryk

Ceremonien omkring en afsked er med til at skabe en forståelse for, at den afdøde ikke længere er fysisk til stede i livet. Det ordner verden lidt for os, at vi ritualiserer overgangen. Ved ceremonien bevidner vi sammen, at relationen til den døde nu skal have en ny form. Så længe vi bliver ved med at tale om og elske den afdøde, forsvinder relationen ikke. Men den får et nyt udtryk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Inden selve dagen sørger jeg for alt logistikarbejdet. Jeg laver aftaler med kirke, graver, bestiller tid på krematoriet, udfylder papirer, henter den afdøde og finder måske et sted for en mindesammenkomst.

Jeg har det godt med at hjælpe den døde ud af livet på samme måde som en jordemoder hjælper barnet ind i livet

På selve dagen henter jeg den afdøde. Hvis jeg henter på plejehjem eller hospice, har personalet som regel gjort den døde i stand. Henter jeg den afdøde på et hospital, har den afdøde som regel ikke noget tøj på, når vi kommer. Så har vi det tøj med, som de pårørende har fundet frem.

Omsorg langt ind i døden

Når jeg giver en afdød tøj på, klipper jeg tøjet op i ryggen. Man kan ikke sætte den afdøde op og give vedkommende en bluse på, så vi er nødt til at gøre det på den måde. Så trækker vi ærmerne på, som man plejer, og løfter blusen over hovedet. Når man ser dem ovenfra med tøjet på, ser de ud helt, som de plejer. Og så reder vi håret, og hvis der er brug for det, vasker jeg dem lidt eller barberer dem. Til sidst putter vi vedkommende under et tæppe.

Andreas Haubjerg
Foto: Andreas Haubjerg

Den afdødes krop er ligesom et hjælpeløst barn prisgivet vores hjælp. Der er meget omsorg i at klæde en afdød på, og jeg har det godt med at hjælpe den døde ud af livet på samme måde som en jordemoder hjælper barnet ind i livet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De første tre gange, jeg skulle gøre en afdød i stand, var det grænseoverskridende for mig. Jeg havde brug for at gøre det nogle gange, inden jeg blev fortrolig med det. I dag synes jeg, det er noget af det mest naturlige: At vi skal dø, og at der skal være omsorg helt ind i døden. Lige inden vi sætter låget på kisten, siger jeg ofte: »Nu må du sove godt«. Det er en måde at afslutte den del af processen på.

I rustvognen har jeg altid en messinglanterne med et stearinlys i. Den står ovenpå kisten. Og lyset er altid tændt, når vi kører med en afdød. Jeg kan godt lide på den måde at markere, at nu kører vi med et menneske. Især i de mørke måneder, hvor flammen står tydeligt, er mange pårørende glade for, at det sidste, de ser, når vi kører af sted med deres elskede, er det tændte lys. Der er liv over det. Som regel spørger jeg de pårørende, om de har lyst til at tænde lyset. En lille symbolsk handling, der kan betyde rigtig meget.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden