Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

Nybagte mødre har tanker, der ligner dem vi får, når vi møder døden

Overvejelser om sårbarhed og livets mening fylder hos os, når vi får børn. To ud af tre nybagte mødre beder eller mediterer. Flest beder.

At blive mor ændrer os. Vi kan ikke igen blive en kvinde, der ikke har født.

Der er et før og et efter. Et skifte i krop, sjæl og hverdag. Vi kan forsøge at forberede os på det – købe bodystockings, stofbleer og barnevogn, tale om navne og køn og om, hvordan det hele mon bliver. Men når den sidste ve er overstået, og barnet ligger som en velduftende lille bylt i vores favn, bliver mange overrumplede. Verden står afgrundsdyb og himmelhøj og forrest i vores synsfelt ligger et lille væsen, som fra nu af er vores ansvar.

Men hvorfor vælger vi overhovedet at få børn? Hvad er det, vi håber på at opnå? Og hvem bliver vi til, når det sker?

Det første har Kathrine Birch Petersen et bud på. Hun er overlæge på fertilitetsklinikken på Holbæk Sygehus og har gennem en årrække arbejdet på Rigshospitalets fertilitetsrådgivning, hvor kvinder og mænd kan få vurderet deres fertilitet. I forbindelse med sin ph.d.-afhandling fra 2016 spurgte Kathrine Birch Petersen 340 kvinder på klinikken, som endnu ikke havde børn, hvilke fordele de regnede med at få ud af at få et barn.

Deres svar overraskede hende.

Det svar, som flest kunne tilslutte sig var ’personlig udvikling’. 9 ud af 10 kvinder svarede i undersøgelsen ja til det. Tilsvarende var blot halvdelen enige i, at ’det at få børn er meningen med livet’.

Vores tanker om det at være menneske ændrer sig simpelt hen, når vi får børn

Det er nærliggende at læse svarene som udtryk for egoisme og selvoptagethed. Men der er formentlig mere på spil, vurderer Kathrine Birch Petersen.

»Personlig udvikling handler for kvinderne også om at udvikle sig sammen med andre. Man kan på den ene side være voldsomt optaget af sin karriere og med at lykkes med sig selv. Men de fleste af os ved godt, at den egentlige lykke ligger der, hvor vi binder os til andre – for eksempel i en familie. Vi har et grundlæggende behov for samhørighed. Og vi har en forventning om, at et barn kan give os en stærk samhørighed med både vores kæreste og med barnet«.

En miniudgave af os selv

Flere kvinder forklarede også, at de havde en længsel efter at videregive deres gener og at se sig selv leve videre i et lille, nyt menneske – en inkarnation af det kærlighedsforhold, der startede det hele.

»Mange ønskede sig en miniudgave af sig selv og deres partner – at se barnet gøre en bevægelse, man kender fra sig selv eller sin kæreste, at få øje på den lille særhed, som barnet har arvet. Der er ikke andre end forældrene, der kan grine indforstået af det, og den form for samhørighed er unik og kan ikke genskabes, selv om man får en ny partner«, siger hun.

Første dag. Sidste dag.

Når livet begynder, og når livetslutter, står alle over for eksistentielle valg. Når vores børn har første og sidste skoledag, og når vi tager fat på eller afslutter en karriere på første og sidste arbejdsdag.

Følg med i Politikens serie hvor 22 mennesker deler en god historie.

Har du haft en skelsættende første dag eller sidste dag? Og vil du dele dine oplevelser og refleksioner?

Send din historie til niels.norgaard@pol.dk

Vi vil de kommende uger bringe et udvalg af læsernes egne livsfortællinger i Politiken.

Hvor stærk den trang – at give egne gener videre – er, giver hun et eksempel på fra dagligdagen på en fertilitetsklinik. Her kommer par med brug for hjælp til at blive gravide, og nogle ender med at skulle vælge, om de vil benytte sig af ægdonation. Det har især mændene det svært med.

»Mange mænd er simpelthen ikke interesserede i at få et barn på den måde. De har det sådan ’det er dig og dine gener, jeg er vild med. Jeg vil ikke have barn med en anden’. Som læge forsøger jeg at fortælle, at man vil kunne finde dna fra den kvinde, der føder barnet, selv om der er tale om donoræg, fordi barnet får en del af sit dna via moderkagen«.

»Men det er en overvindelse for mændene, og derfor er det blevet sådan, at mændene skal skrive under på, at de vil være far for barnet, inden vi sætter et befrugtet donoræg op. Vi skal være sikre på, at der er en far i den anden ende«, siger Kathrine Birch Petersen.

Når alt det er sagt, sidder Kathrine Birch Petersen stadig tilbage med et »hmmm« efter kvindernes svar om personlig udvikling. Selv om hun på ingen måde ønsker at stemple kvinderne som forkælede egoister, er det svært at komme helt uden om, at vores forventninger til det at få børn i dag også afspejler et individualistisk samfund.

»Fælles for kvinderne i undersøgelsen er jo, at de frygter, at tiden, hvor det er muligt for dem at blive mor, er ved at rinde ud. Samtidig er de også bange for at vælge et barn til, for hvad så med karrieren, veninderne og tiden til bare at være sig selv? Skal man bare vinke farvel til det? De er produkter af en kultur, hvor vi tror, vi kan vælge på alle hylder – hvor vi kan vente lige så længe, som vi gider, med at få børn, for så kan vi bare få hjælp til det til sidst«.

Det, der overraskede Kathrine Birch Petersen mest i kvindernes svar, var dog, at kun halvdelen var enige i, at det at få børn er meningen med livet.

»Det var jeg faktisk lidt rystet over. Men måske forstår man først, hvor meget mening i tilværelsen det giver at have børn, efter man har fået dem. Det er svært på forhånd at forestille sig, hvor meget man vil komme til at ændre sig«, siger hun.

Men hvad er det da, der sker med os?

Et eksistentielt plan

Vi ved, at vores krop forandrer sig fysisk, og at vi indtager nye sociale roller som mødre. Men forskningsmæssigt ved vi meget lidt om, hvad der sker med os på et eksistentielt plan, når vi får børn. Lektor, ph.d. og jordemoder Christina Prinds fra Syddansk Universitet forsker netop i det.

Det er velkendt, at mødet med døden rejser store religiøse og eksistentielle spørgsmål i os. Hvor kommer vi fra? Hvad er meningen med livet? Findes der en gud? Mindre velkendt er det, at præcis de samme overvejelser melder sig, når vi står ved livets begyndelse.

I sin ph.d-afhandling fra 2016 spurgte Christina Prinds 913 nybagte mødre, hvordan det at blive mor har påvirket dem. 517 svarede, og tre ud af fire vurderede, at deres tanker om livets mening og formål har ændret sig. 95 procent mente, at de var kommet til at tænke mere på ansvar for sig selv og deres barn, og 75 procent svarede ja til udsagnet ’At få et barn fik mig til at tænke mere på liv og død’. 86 procent svarede ja til ’At få et barn fik mig til at tænke mere på livets sårbarhed’. Og 64 procent svarede ja til ’At blive mor fik mig til at tænke på noget større end mig selv’.

»Vores tanker om det at være menneske ændrer sig simpelthen, når vi får børn. Ligesom vores møde med døden kan få små ting, der tidligere var selvfølgeligheder, til at blive værdifulde og væsentlige, kan det meget smukke, der sker i os, når barnet ligger hos os, varmt og vådt, få følgeskab af en følelse af afmagt og kontroltab. Man fornemmer i højere grad livets sårbarhed. Man erkender, at man selv uden varsel kan blive ramt af noget, eller at barnet kan blive ramt af noget. Tabet kommer inden for rækkevidde«, siger Christina Prinds.

Og de mange eksistentielle tanker, der skyller gennem os, når vi får børn, manifesterer sig tilsyneladende i en form for religiøs praksis. To ud af tre nybagte mødre svarede i Christina Prinds undersøgelse ja til, at de beder eller mediterer. Og bøn til en personlig gud er det mest udbredte, viser det sig.

Christina Prinds vurderer, at der er et udækket behov hos mange gravide og nybagte mødre for at tale om de eksistentielle spørgsmål, der melder sig. Og i modsætning til den palliative pleje af døende, der ser den åndelige og eksistentielle omsorg som en naturlig del af arbejdet, er det ikke en del af svangreomsorgen. Det er en stor fejl, mener hun. »Der er en længsel blandt mange mødre efter, at vi taler om fødsel og forældreskabet på en ny og mere eksistentiel måde. Som sundhedspersonale skal vi lade de ord få magt på samme måde, som ordene har, når de bliver sagt i en obstetrisk sammenhæng. Blandt sundhedspersonalet har synet på graviditet og moderskab et strengt sundhedsvidenskabeligt fokus. Resultatet er en form for eksistentiel fattigdom, hvor vi er uden fælles sprog for noget af det fineste og mest livsomvæltende, vi kommer til at opleve«.

Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

Præst i jordemodercentret

Men noget er måske under forandring. Gennem en årrække har sognepræst Therese Strand Kudajewski arbejdet for at etablere en funktion for præster ved livets begyndelse. Sidste år lykkedes det, og hun blev som den første præst tilknyttet et jordemodercenter. Hver mandag har hun samtaler med nybagte mødre i jordemodercentret ved Regionshospitalet Randers – og i efteråret starter hun et tilsvarende tilbud op i Aalborg i jordemodercentret Sundhedens Hus.

Tilbuddet om samtaler med præsten gælder alle, der har deres gang i jordemodercentret – gravide såvel som nybagte mødre. Og Therese Strand Kudajewskis kalender er stort set fyldt op hver uge.

Det er de værditunge spørgsmål, som mødrene gerne vil tale om, fortæller hun: Hvad er det gode liv for mig? Hvilke værdier vil jeg gerne give videre? Hvorfor bliver jeg bange for at miste?

»De oplever en stor grad af ydmyghed over for livet og en erkendelse af, at der faktisk er noget, der er større end dem selv – og den erfaring kan være forløsende i en tid med stort selvfokus: at der er noget, der peger væk fra mig selv«, siger Therese Strand Kudajewski.

Samtidig mangler mange et eksistentielt og religiøst sprog.

»Vi er kommet på afstand af det religiøse sprog, og spørgsmålet er, om vi skal etablere et nyt sprog eller revitalisere et glemt sprog på en måde, så det bliver meningsfuldt for mennesker. Religiøsiteten er jo langtfra forsvundet, den er en del af kvindernes spontane erfaringer«, siger Therese Strand Kudajewski.

Det hænder, at hun spørger en kvinde, om hun har behov for, at de beder en bøn sammen.

»Der kan være situationer, hvor bønnens sprog er det eneste, der kan bære. I andre livssammenhænge kan en bøn virke intimiderende eller blufærdighedskrænkende. Men i den situation, som mange af kvinderne befinder sig i, er bønnens sprog ikke langt fra de tanker, de selv går og tænker«.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce