I mit liv er det en stor ting at stoppe på arbejdsmarkedet og meget værre, end jeg på noget tidspunkt har frygtet: At skulle til at sige farvel til arbejdslivet, som jo har taget meget af 'ens fritid'!
Foto: Privatfoto

I mit liv er det en stor ting at stoppe på arbejdsmarkedet og meget værre, end jeg på noget tidspunkt har frygtet: At skulle til at sige farvel til arbejdslivet, som jo har taget meget af 'ens fritid'!

Danmark

Sundhedsplejerske Lise Schultz stopper efter 36 år på jobbet: Jeg har aldrig troet, at det kunne være så svært

Danmark

Efter 36 års uafbrudt arbejdsliv skal jeg snart ikke vækkes ved lyden fra min telefon men kan stå op, når jeg vågner.

Det er en meget speciel følelse, der rumsterer i mig: Hvad skal jeg nu 'få tiden til at gå med'?

I mit liv er det en stor ting at stoppe på arbejdsmarkedet og meget værre, end jeg på noget tidspunkt har frygtet: At skulle til at sige farvel til arbejdslivet, som jo har taget meget af 'ens fritid'!

Jeg har arbejdet som sundhedsplejerske siden 1982, hvor jeg blev uddannet fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole i København.



Først arbejdede jeg seks år i Slangerup kommune, hvilket jeg var superglad for. Men så skulle der nye udfordringer til. Jeg kom til Helsinge kommune, hvor jeg også var meget glad for at arbejde, men igen gik der seks år, og så skulle der ske noget nyt.  Så jeg søgte til Hillerød, hvor jeg og min familie også var bosat.

Mine egne børn var efterhånden blevet så store, at jeg ikke mente det gjorde noget at arbejde i samme kommune, hvor mine børn også gik i skole.

Jeg blev endda sundhedsplejerske på den skole, hvor mit yngste barn gik. Det gav ingen problemer. Næsten tværtimod, da kammeraterne syntes det var spændende, at de kendte mig.


Efterhånden blev jeg jo også ældre og syntes nok ikke, at jeg kunne blive ved med at skifte job hver sjette år. Nu boede jeg også i Hillerød, og det ville være noget besværligt pludselig at skulle køre langt til arbejde igen.

Men så skiftede jeg bare distrikt, og det var som at få nyt job igen. Jeg fik en masse nye tværfaglige samarbejdspartnere. På den måde var det jo som at få et nyt job.

Tid til at stoppe


Jeg har altid sagt, at når jeg blev 65 år, skulle jeg stoppe med at arbejde. Da jeg blev 60 år og egentlig kunne gå på efterløn, syntes jeg, at der var en vis frihed i at arbejde. For hvis ikke jeg kunne lide duften i bageriet, kunne jeg jo bare stoppe. Den følelse har jeg dog heldigvis ikke haft.

Der har været sparerunder undervejs i mit arbejdsliv, og der var også en vis tryghed i at vide, at hvis der skulle spares, ville verden ikke gå under. Jeg havde jo min efterløn at falde tilbage på.

Den 1. august 2017 gik jeg ned i arbejdstid - en dag om ugen. Jeg tænkte, at det ville være en god måde at trappe ned på, og at det var godt at vænne sig til at være lidt mere hjemme. Ellers har jeg altid arbejdet på fuld tid.


Jeg har aldrig troet, at noget kunne være så svært. Bare at gå ned i tid! Jeg følte virkelig, at jeg pjækkede. Jeg kunne ikke lide at gå i byen om formiddagen. Hvis nogle troede, at jeg gik der på gaden, og egentlig skulle være på arbejde!

Min mand prøvede at printe dette ind i mit hoved: »Du betaler jo selv for den dag, du arbejder mindre, så selvfølgelig kan du godt gå i byen en mandag formiddag«. Det tog mig tre måneder, før jeg syntes, at det var ok. Nu elsker jeg min fridag.

Så kom jeg frem til, hvornår jeg skulle stoppe med at arbejde. Det vil passe godt at være fra 1 september 2018, og jeg har kun en måneds opsigelse, men jeg ville samtidig også godt være god overfor mine kollegaer at sige op i god tid, så der kunne søges efter en efterfølger for mig.

Så tryk dog

Så jeg skrev min opsigelse i begyndelsen af april. Men jeg kunne simpelthen ikke trykke på knappen 'send'. Seks gange ændrede jeg datoen på opsigelsen, før jeg endelig den 6. Juni klokken 24.00 sad med lukkede øjne og sagde til mig selv: Så tryk dog! Og efter 3. forsøg trykkede jeg, og så stortudede jeg og sagde: »Nu er der kun en vej, og det er den forkerte«!!!!!!!!”

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Aldrig i min vildeste fantasi har jeg troet at noget kunne være så svært. I denne stund, hvor jeg skriver dette, fælder jeg også en lille tåre.

Nogle vil nok spørge: Hvorfor er du så ikke bare blevet ved med at arbejde? Du har jo selv valgt at stoppe, og det har jeg jo også!!

Men jeg tænker jo også på, at jeg er så frisk og rørig. Jeg har fuld knald på og har ni børnebørn. Det er så heldigt, at de bor lige rundt omkring os.

Det er også bedre at stoppe, mens man er ved sine fulde fem. I stedet for at folk ville ønske, at man var stoppet lidt tidligere.

Min allersidste arbejdsdag nærmer sig. Den dag, hvor jeg skal sige farvel til alle mine kollegaer og samarbejdspartnere, er det ikke nok med en pakke Kleenex. Der bliver brug for en hel køkkenrulle.

Men jeg er taknemmelig for at have haft alletiders arbejde som sundhedsplejerske – hvor det heller aldrig har skortet på udfordringer.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce