Travlhed får politiet til at droppe nogle sager om niqab

På to måneder fik politiet 88 anmeldelser om, at nogen havde overtrådt forbuddet mod at dække ansigtet til.

Danmark

Jævnligt har politiet travlt med andre og vigtigere opgaver og dropper derfor at rykke ud, når borgere har anmeldt sager om ulovlig tildækning af ansigtet.

Men til gengæld sker det også tit, at betjentene uden resultat kører ud for at opdage lovovertrædere i den særlige kategori.

De første erfaringer med den nye bestemmelse i straffeloven fremgår af et svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til Folketingets retsudvalg.

I alt har politiet fået 88 anmeldelser enten per telefon eller skriftligt frem til 4. oktober. Loven trådte i kraft 1. august.

I 19 tilfælde har politiet dog besluttet ikke at reagere. Det skyldes, at 'andre opgaver på daværende tidspunkt har været vurderet til at være mere presserende', forklarer Rigspolitiet i svaret til retsudvalget.

I en række andre tilfælde har betjentene ligeledes givet op. Her er årsagen, at tidspunktet blev skønnet til at være forpasset.

Det viser sig også, at adskillige udrykninger har været forgæves. 16 gange rykkede betjente ud i deres patruljevogne, men fik ikke øje på nogen, der skjulte deres ansigt.

På bundlinjen står, at der er rejst i alt 11 sigtelser for overtrædelse af straffelovens forbud mod tildækning på offentligt sted, fremgår det af svaret.

Det er Dansk Folkepartis Peter Kofod, der har stillet spørgsmålet.

Rigspolitiet kan også berette, at politifolk enkelte gange har vurderet, at tildækningen var i orden - altså at der var et såkaldt anerkendelsesværdigt formål.

I øvrigt har pressen siden lovens ikrafttræden rapporteret om flere af af de konkrete sager.

For nylig blev en kvinde iført niqab således sigtet i Ishøj Bycenter. Hendes familie kørte hende derefter hjem, oplyste en vagtchef.

I Haderslev oprettede politiet en sag på en mand, der gik rundt i byen i bar overkrop og med skimaske. Han trænede balance, forklarede han patruljen.

I Gug ved Aalborg blev en mor sigtet, efter at hun iført niqab havde afleveret sit barn på en skole.

Og i Aarhus blev en tyrkisk turist sigtet, da hun mødte op på politistationen med ansigtet tildækket. Hun kendte ikke loven, forklarede hun.

En overtrædelse udløser en bøde på 1000 kroner. Justitsministeren har tidligere forklaret forbuddet med, at det ikke stemmer med værdierne i det danske samfund at holde sit ansigt skjult.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce