FN udtrykker bekymring for de danske planer om at samle udvisningsdømte kriminelle udlændinge på øen Lindholm.
Det fortæller FN’s menneskerettighedschef, Michelle Bachelet.
»Jeg har seriøse bekymringer over planen. Vi vil holde øje med udviklingen og drøfte det med den danske regering«, sagde hun onsdag.
»Vi har tidligere set de negative konsekvenser af tiltag, hvor man isolerer. De (regeringen, red.) bør ikke kopiere den slags. Man stigmatiserer dem og gør dem endnu mere sårbare ved at frarøve dem deres frihed«, tilføjede hun.
Det var i forbindelse med finanslovsaftalen, at regeringen og Dansk Folkeparti fredag i sidste uge kunne løfte sløret for planerne om det nye udrejsecenter på øen i Stege Bugt.
Planer har skabt heftig debat
I øjeblikket bor afviste asylansøgere, udlændinge på tålt ophold og udvisningsdømte kriminelle sammen på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast.
Gruppen af lovlydige afviste asylansøgere skal fortsat være på Kærshovedgård. Men udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold skal flyttes til det nye center på Lindholm.
Udrejsecentret på Lindholm ventes at være klar i 2021.
Planerne om det nye udrejsecenter har skabt heftig debat.
Blandt andre har Røde Kors danske generalsekretær, Anders Ladekarl, luftet sin utilfredshed.
»I aften savner jeg medmenneskelighed i Danmark. Jeg ved, at den er der. Vi må ud og finde den«, skrev han på sin Twitter-profil fredag aften.
ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter