Der er dejligt på landet, og hvis det står til RB Mægler, der står bag ejendomsmæglerkæderne RealMæglerne og BoligOne, skal man nu kunne flytte derud med en statsgaranti på lommen. Her er det et billede fra det store gadekær i Sejerø by.
Foto: Morten Langkilde

Der er dejligt på landet, og hvis det står til RB Mægler, der står bag ejendomsmæglerkæderne RealMæglerne og BoligOne, skal man nu kunne flytte derud med en statsgaranti på lommen. Her er det et billede fra det store gadekær i Sejerø by.

Danmark

Forslag: Lad ressourcestærke folk flytte på landet – med en statsgaranti i baglommen

Danmark

Hvis politikerne vil have flere folk til at sparke liv i døende landsbyer, må de være parate til at sætte handling – og garantier – bag ordene.

I dag bliver alt for mange potentielle huskøbere mødt med en afvisning, når de kommer til realkreditinstitutterne med et ønske om at købe hus i udkantsområderne, simpelt hen fordi realkreditinstitutterne ikke tror, at køberne om føje år kan hente pengene hjem ved et salg.

Køberne bliver altså ikke afvist, fordi de ikke har luft i økonomien til at betale de månedlige afdrag, men alene fordi de ønsker at købe på et marked, der – som det ser ud i dag – har kurs mod bunden.

Men der er en selvforstærkende effekt indbygget i dette, som politikerne kunne løsne op for, hvis staten garanterede for en del af lånet på det lille hus ved gadekæret. Det mener direktør for RB Mæglerne, Preben Merrild Vangelo, der lørdag er kommet med et frisk forslag til de folkevalgte:

Hvis staten kan garantere for de yderste 20 procent af et realkreditlån på disse udkantsboliger, vil det få flere til at købe – og hvis flere køber, vil det være til gavn for både de kommende og de nuværende landsbybeboere.

»Det er absurd, at man som huskøber i dag ikke kan få lov at købe et hus i den lille landsby Jerslev på Vestsjælland, men derimod godt kan få lov at købe en væsentligt dyrere bolig inde i Kalundborg. Hvis det er logikken, kan vi da lige så godt begynde at rive alle landsbyerne ned nu. For så er der ingen, der kommer til at blive godkendt til at bo der«, siger Preben Merrild Vangelo.

Han henviser til et eksempel i lørdagens udgave af Jyllands-Posten, hvor et ægtepar havde udset sig et drømmehus i Ubby-Jerslev, men fik nej fra seks forskellige banker til at få et realkreditlån og i stedet blev opfordret til at købe et dyrere hus inde i Kalundborg. Men det var ikke i Kalundborg, at parret ønskede at slå sig ned, og derfor valgte de at finansiere drømmehuset med et lån i et pantebrevsselskab. Et lån, som vel at mærke var 9.000 kroner dyrere i kvartalet, end det ville være med et lån i et realkreditinstitut, hvor også det månedlige afdrag ville være større.

»Vi taler her om ressourcestærke, unge mennesker, som netop er dem, politikerne gerne vil have til at flytte til landsbyerne, men som altså skal betale en høj pris for at gøre det. På et tidspunkt, hvor man fra politisk side bruger masser af penge på kulturelle aktiviteter, på at bevare biblioteker, rive faldefærdige hus ned og så videre i yderområderne – alt sammen for at det skal være attraktivt at flytte til udkanten – virker det altså helt forkert, at de købere, der rent faktisk gerne vil købe ikke får lov, fordi realkreditten ikke tror på, at husene kan holde prisen«, siger Preben Merrild Vangelo.

I dag bliver langt de fleste hushandler i yderområderne gennemført ved, at blot 60 procent af belåningen – mod normalt 80 procent – foregår via realkreditinstitutterne, og dermed til væsentligt lavere renter end i banker og pantebrevsselskaber. Det er de sidste 20 procent, som Preben Merrild Vangelo mener, at staten skal garantere for.

Men du repræsenterer jo også en ejendomsmæglerkæde, som gerne vil have gang i butikken, så det er vel ikke af ren og skær kærlighed til Udkantsdanmark, at du nu kommer med dette forslag?

»Det har du faktisk helt uret i. Det handler om, at det også skal være ret og rimeligt for de mennesker, der bor der i dag. Lige nu er vi ved at tømme udkantsområderne for ressourcestærke mennesker. Det synes jeg er et problem. Men jeg synes, det er et ligeså stort problem, at de tusindvis af boligejere, der bor derude i dag, kun vil komme til at opleve endnu mere faldende priser, sådan som markedet fungerer i dag, hvor selv ikke de ressourcestærke får lov at købe. Det er virkelig en ond spiral for yderområderne«.

Statsgaranti er et skråplan

Spørger man direktør i Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen, er man dog på vildspor, hvis man tror, at en statsgaranti som denne vil være en hjælp for landområderne:

»Jeg mener, det er et skråplan. Når man begynder at sætte markedskræfter ud af spil, risikerer man blot at skjule de underlæggende problemer, der er i landområderne. Når priserne går ned, hænger det ikke sammen med, at realkreditinstitutterne ikke vil låne folk penge. Her forveksler man årsag og virkning. Hovedproblemet er, at der ikke er mennesker nok i de områder nu, og det kan vi se ved, at andelen af boliger, der står tomme, er ganske høj, og man kan ikke få folk til at flytte ud i disse landområder ved bare at garantere lånene«.

Hvorfor ikke?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Fordi det ikke er realistisk at tro, at man kan vende denne udvikling. Den demografiske udvikling, der er i gang i dag i disse områder, skyldes nogle faktorer, der vil være svære at påvirke alene gennem foranstaltninger på boligmarkedet. Primært skyldes det, at beskæftigelsen er gået væk fra produktionserhvervene og over mod serviceerhverv og lignende erhverv, der ligger inde i de større byer. Det er ikke en udvikling, man bare lige kan vende«.

Men hvad siger du til historierne om, at der er ressourcestærke mennesker, der faktisk gerne vil flytte til landområderne, og som også råd til at købe husene, men bare ikke får lov af realkreditinstitutterne?

»Det er anekdotiske historier, som pressen tager frem. Det, vi i Boligøkonomisk Videncenter analyserer på, er den samlede befolkning i disse kommuner. Her kigger vi på alderssammensætning, uddannelse, indkomst, pensionsopsparing osv. – og disse analyser giver altså et væsentligt mere retvisende billede af den faktiske udvikling«, siger Curt Liliegreen og henviser til næsten 4.000 siders forskningsrapporter fra Boligøkonomisk Videncenter, hvor man har set på flyttemønstre.

Vi må bare acceptere udviklingen

Curt Liliegreen peger på, at det måske nok kan lykkes for nogle landområder at tiltrække nye borgere, men at dette som oftest blot vil være borgere fra andre landområder, for eksempel fra nabokommunen. Hvis man ser på udkantsproblemstillingen med nationale briller, er der altså tale om et nulsumsspil. Så måske burde man vælge et helt andet perspektiv, mener Curt Liliegreen.

»Langt henad vejen handler det om, at vi som samfund skal acceptere den nuværende udvikling. Historisk har vi gennemgået store forandringer – det gælder både i byerne og i landdistrikterne – og disse forandringer har været en del af den danske velfærdsudvikling, som samfundet har nydt godt af. Det har været en af årsagerne til, at vi har oplevet så stor økonomisk vækst. Derfor virker det også lidt bagvendt, at man skal standse denne udvikling«.

Hvorfor ville det egentlig være et problem at lade staten støtte via en statsgaranti?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Fordi man risikerer at gøre problemet større. Hvis staten først begynder at gå ud med garantier, risikerer man med tiden at pålægge skatteborgerne en meget stor regning. Risikoen er, at markedet kommer i frit fald, og at husene derfor bliver usælgelige – og så vil der være en betydelig udgift for samfundet, som vi måske kunne have brugt på en mere begavet måde«.

Så de mennesker, der bor i landområderne – og alle vi andre – skal bare acceptere denne udvikling?

»Jeg mener, at der er tale om et overgangsproblem. Selvfølgelig er der betydelige problemer for de folk, der bor der nu. Men befolkningen i disse områder er faldende, og man skal langsomt vænne sig til et mindre befolkningsgrundlag med en anden sammensætning. Der skal mere end nogle enkelte husstande til at ændre dette. Vi har altid haft disse forandringer i samfundet. Det er det samme, når man i København i dag taler om, at byen ikke længere er for mennesker med almindelige indtægter. Jamen, den udvikling har man jo saneret sig frem til. Det gjorde man med byfornyelserne omkring 1900-tallet, igen i 1940-50’erne, og igen i 1970-80’erne. Det er lidt den samme historie, vi nu ser med landdistrikterne. Det vil være fint med en diskussion om, hvordan vi kan hjælpe dem, men at give dem en statsgaranti vil være det samme som at gøre dem en bjørnetjeneste«.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce