Polsk mand fundet livløs i kølerum på frugtplantage

En 28-årig mand er i yderst kritisk tilstand efter en arbejdsulykke i Odsherred.

Danmark

En 28-årig mand fra Polen er i yderst kritisk tilstand. Han blev tirsdag fundet livløs i et kølerum på den frugtplantage, hvor han arbejder.

Onsdag eftermiddag er mandens tilstand ikke forbedret, og hans forældre fra Polen er kommet til Danmark. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Der er tilsyneladende tale om en arbejdsulykke. Manden var af uvisse årsager kravlet ind i et kølerum, der bliver brugt til opbevaring af frugt.

For at holde frugten frisk så længe som muligt, er der i kølerummet meget iltfattigt. I rummet er der således kun en iltprocent på én procent.

Den 28-årige kom ind i rummet gennem et vindue. Formentlig kravlede han ud på nogle frugtkasser, men mistede balancen. Han faldt ned fra kasserne og slog hovedet kraftigt.

Efterfølgende blev han fundet livløs af en kollega.

Der blev slået alarm fra frugtplantagen, og ambulancefolk ydede førstehjælp til manden på stedet. Han blev kørt til sygehuset, men hans tilstand er godt et døgn senere fortsat kritisk.

Den normale procedure for at arbejde i kølerummet er, at døren skal have stået åbent i en time. Derved kommer der et normalt iltindhold kølerummet.

Arbejdstilsynet blev tilkaldt til stedet for at undersøge omstændighederne omkring ulykken. Politiet har også skrevet rapport om ulykken, men der er ikke noget mistænkeligt i sagen, lyder det.

Den 28-årige bor i Danmark med sin kæreste.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce