Københavns Politi bekræfter nu, at det var en 19-årig mand, som mistede livet i det ene af to knivstikkerier, der skete i indre by nytårsnat.
»Det tyder på at være uoverensstemmelser mellem diskoteksgæster, som udvikler sig og fører til denne tragiske hændelse. Vi er stadig i fuld gang med efterforskningen og vil meget gerne tale med alle, der har været til stede eller ved noget om, hvad der er sket«, siger efterforskningsleder, vicepolitiinspektør Knud Hvass, i en pressemeddelelse.
Lidt over fire i nat modtog politiet en anmeldelse om knivstikkeri ved Kultorvet, hvor to mindre grupper stødte ind i hinanden, og to 20-årige mænd blev stukket med knive. De er uden for livsfare.
Kort tid efter, klokken 04.12, fik politiet så meldinger om et nyt knivstikkeri i krydset mellem Gothersgade og Borgergade, under en kilometer fra Kultorvet.
Her var en 19-årig og tre 20-årige mænd blevet stukket med knive. De tre 20-årige er uden for livsfare, mens det altså var den 19-årige, som mistede livet.
Politiet søger stadig vidner til begge episoder. De bedes ringe 1-1-4.
Ikke relaterede
Selv om afstanden mellem de to bataljer både hvad angår tid og sted var tæt på hinanden, er de ikke relaterede.
»Knivstikkerierne på hhv. Kultorvet og Gothersgade har ikke sammenhæng«, siger Knud Hvass i pressemeddelelsen.
Politiet har siden hændelserne tilbageholdt en person, som opførte sig mistænksomt, da betjentene nåede frem til gerningsstedet i Gothersgade. Vedkommende er ikke sigtet.
»Det er for tidligt at sige noget nærmere om den persons rolle, det er vi i færd med at få overblik over«, siger Knud Hvass.
Tirsdag aften meddeler politiet på Twitter, at den anholdte person er blevet løsladt, da efterforskningen viste, at vedkommende ikke havde noget med episoderne at gøre.
Politiet afviser umiddelbart, at knivstikkerierne skulle være banderelaterede.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter