8 mennesker døde, mens 16 mennesker kom til skade - 14 af dem fik lettere kvæstelser, mens 2 fik moderate kvæstelser - som følge af togulykken på Storebælt onsdag den 2. januar.
Her er, hvad vi ved - og hvad vi endnu mangler at få svar på.
Hvad er der sket?
Klokken 07.35 blev et lyntog på vej fra Fyn til Sjælland over Storebæltsbroen ramt af noget fra et forbikørende godstog, som havde revet sig løs i det kraftige blæsevejr. Ifølge et øjenvidne begyndte toget at ryste, ruderne sprang, og loftspanelerne slog sig løs.
Fyns Politi meddelte først, at 6 ofre havde mistet livet i ulykken, men efter at have arbejdet i det voldsomt beskadigede tog dagen og natten efter ulykken blev tallet opjusteret til 8 omkomne; fem kvinder og tre mænd.
De uskadte og de sårede passagerer blev efter ulykken fragtet væk fra toget til et idrætscenter i Nyborg, hvor de blev registreret og fik psykologstøtte.
Ifølge DSB var i alt 131 passagerer og tre medarbejdere om bord i toget, da ulykken indtraf.
Fyns Politi udskrev efter ulykken 40 bøder, efter at forbikørende bilister tog billeder af ulykkesstedet på Storebæltsbroen. På Twitter opfordrede politiet folk til at vise respekt over for de berørte - og i øvrigt overholde færdselsloven.
Havarieksperter skal opklare, hvad der gik galt
Årsagen til ulykken skal nu fastslås af Havarikommissionen.
Klokken 17:00 blev det meddelt, at dykkere og både begyndte at lede efter vragdele i vandet under broen, som måtte være faldet i havet i forbindelse med togulykken.
Både DSB-toget og godstoget er kørt i land, hvor de undersøges af havarieksperter, der skal forsøge at finde ud af, hvordan ulykken kunne finde sted.
Mistanken er rettet mod et godstog, der fragtede lette lastbilanhængere på godsvogne over lavbroen i den kraftige blæst. En af dem mistænkes at have revet sig løs og ramt passagertoget, da de to tog passerede hinanden ude på lavbroen.
Identifikationen af de omkomne viste sig at være vanskelig på grund af de svære læsioner, de har fået. Retsmedicinerne måtte anvende tandkort og dna for at få sat navn på ofrene.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter