0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Chokket ligger over Nyborg dagen efter togkatastrofen: »Det er uhyggeligt. Pludselig kan det hele være slut. Jeg er i en mærkelig uvirkelig stemning i dag«

Dagen efter en af de mest dramatiske togulykker i Danmark var det med en følelse af uvirkelighed, at Sandra i kiosken på tog-stationen i Nyborg betjente de mange faste pendlere, at taxachaufføren Morten kørte med kunder, og at borgmester Kenneth Muhs holdt møder på rådhuset.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Sandra arbejder i 7-Eleven-kiosken på stationen i Nyborg. Hun kender mange af de daglige tog-pendlere fra Nyborg.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I 7-Eleven butikken på togstationen i Nyborg langer Sandra en pølse hen over disken til en kunde.

»Skal du have ketchup?«, spørger hun.

Hun fortæller om en mandlig pendler, en af de faste kunder hun ofte ser her i kiosken, som hver dag kører fra Nyborg til København, og som onsdag morgen havde plads på den togafgang fra Nyborg, der kort efter blev hårdt ramt på Storebæltsbroen af et forbipasserende godstog.

Pendleren har sædvanligvis en plads i forreste vogn, men netop onsdag sad han tilfældigvis placeret i bageste vogn. Det er ret skræmmende at tænke på i dag, mener Sandra.

»Var alt gået, som det plejer, så havde han ikke været her i dag«, siger hun og tørrer hænderne i sit forklæde.

»Det er en helt vild tilfældighed, og det er det, som er så skræmmende. Tænk hvis han havde drukket sin sidste kop 7-Eleven kaffe i går«, siger hun.

Den mandlige pendler har været forbi kiosken tidligere på dagen, for at fortælle, at han var ok, og for købe sig endnu en kop kaffe til en ny togtur til København.

»Det er uhyggeligt. Pludselig kan det hele være slut. Jeg er i en mærkelig uvirkelig stemning i dag«, siger Sandra.

Et tragisk syn

På broen over jernbanen nær togstationen er Bjarne Hansen i orange arbejdstøj i gang med at samle affald ind fra vejrabatten.

Mange her i Nyborg er berørte af ulykken. Jeg har selv fået den tæt på

På skinnerne bag broen er det ødelagte lyntog rangeret ind på et spor. Et stykke plastik er trukket hen over den smadrede front. Ved siden af holder ulykkesgodstoget med trailerne med flåede presenninger og lasten af ølkasser. To mænd fra Hjemmeværnet holder vagt på sporerne.

Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Bjarne Hansen gør rent i området omkring Nyborg station. Hans nabos datter er blandt de tilskadekomne i togulykken.

Bjarne Hansen kigger ud over rækværket og ned på de ødelagte togstammer.

»Det er et tragisk syn. Mange her i Nyborg er berørte af ulykken. Jeg har selv fået den tæt på«, forklarer han.

Hans nabos datter var passager i toget og brækkede en arm ved sammenstødet.

»Hun arbejder i Slagelse og tager over med netop den afgang hver morgen. Hun sad i vogn 2«.

Bjarne Hansen samler tomme øldåser og brugte papbægere og putter dem i et par plastikposer. Denne formiddag, fortæller han, var han nede hos sin mekaniker for at skifte dæk på bilen. Mekanikeren fortæller ham, at han også kender et offer for togulykken.

»Mekanikeren havde ikke sovet hele natten. Man går jo og tænker på det. Der er jo en risiko i livet. Men det er en uventet død, man slet ikke regner med. Det må være meget hårdt for de efterladte«.

Nabo til lokofører

Ved siden af står Victor Perez med sin cykel og kigger ned på sporene. Han er nabo til en lokofører, fortæller han.

»Vi blev ret urolige, da vi ikke kunne få fat i ham onsdag. Vi var jo nervøse for, om det var ham, som førte passagertoget, men det var det så heldigvis ikke«, siger han.

Togdriften er normal nu, og vogne passerer rask forbi på sporerne på vej mod København eller Jylland. Victor Perez’ kæreste kører ofte af sted til arbejde i København med afgangen om morgenen, fortæller han.

»Det er jo det, man føler i dag. At det lige så godt kunne have været ens kæreste eller en selv, som havde siddet i det tog«, siger han.

Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Togkatastrofen på forsiden af aviserne i Nyborg

Følsomme for vinden

Ulykken er det store omdrejningspunkt mellem borgerne i Nyborg i dag, fortæller Morten, som holder med sin taxa på parkeringspladsen nede ved siden sporene med ulykkestogene. Han kigger på ind på vognene, imens han spiser en burger.

Det er dybt tragisk

»Alle kunderne taler om det i dag. Selv når du står i køen i Netto, taler folk om det. Det påvirker hele stemningen i Nyborg. Det er dybt tragisk«, siger han.

Flere lastbiler holder parkeret her på pladsen, imens chaufførerne hviler. En af dem er på vej hen til sin vogn med en trailer, som er lukket af i siderne med presenninger ikke ulig de trailere, der stadig står placeret på ulykkesgodstoget.

»De er jo noget følsomme for vinden«, siger chaufføren, som helst vil være anonym og heller ikke ønsker sit firma nævnt.

»Selv har jeg det sådan, at jeg kører ikke over broen, hvis det blæser for hårdt. Jeg synes, det er for usikkert, og det er jo mig, der har ansvaret. Jeg var i hvert fald ikke kørt over i onsdags med den her lastbil«, siger han.

Stemningen er mat og eftertænksom i dag. Vi er alle dybt berørte

Bekymret borgmester

På borgmesterkontoret i Nyborg Kommune, fem minutters kørsel fra stationen, har borgmester Kenneth Muhs (V) hele torsdagen fulgt udviklingen efter ulykken på broen.

»Stemningen er mat og eftertænksom i dag. Vi er alle dybt berørte. Vore tanker går til de efterladte, de tilskadekomne og dem, der var med i det hele taget. Det er jo en katastrofe af en sådan størrelse, at alle bare tænker på det hele tiden«, siger han.

Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Borgmester Kenneth Muhs (V) fra Nyborg er tilfreds med kommunens beredskabsindsats efter togulykken.

Han har løbende haft kontakt med kommunens repræsentant i det lokale beredskab, som trådte i kraft onsdag, da ulykken indtraf.

»I dag kan vi jo se, hvor vigtigt det er, at der virkelig står et beredskab klart, som kan løfte opgaven, når sådan en katastrofe sker, og det synes jeg virkelig, vores medarbejdere har gjort«, siger han.

Onsdag oprettede Nyborg Kommune faciliteter til et krisecenter for passagererne om bord på toget. Her stod personale klar til at hjælpe, så krisepsykologer kunne tage sig af passagererne. Centeret er nu lukket ned igen.

Storebæltsbroen er en livsnerve i Danmark, og en vigtig del af livet i Nyborg, påpeger borgmesteren.

»Vi har meget handel og vandel som følge af de mange, som passerer broen. Vi er også en stor pendlerkommune. Der er omkring 5.000 pendlere her fra Nyborg og oplandet, og derfor er det jo forfærdeligt, når det her sker. Men nu må vi afvente og se, hvad Havarikommissionen kommer frem til«, siger Kenneth Muhs.

Annonce

Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Det ødelagte passagertog er parkeret på sporarealet ved Nyborg station. Bag ved holder det forvredne godstog.

En idiot-ulykke

På stationen i Nyborg vejrer Dannebrog på halv stang i dag. Nanna og Kathrine skal med toget hjem fra et 10-klasse kursus på VUC.

»Selvfølgelig er vi påvirket. Jeg syens, det er en idiot-ulykke«, siger Nanna, imens hun går mod perronen.

»For mig at se må det her et hundrede procent være statens ansvar. Jeg forstår ikke, at man holder personbiler og lastbiler tilbage, men lader et godstog med presenninger og tomme vogne køre forbi et passagertog. Helt ærligt. Det er da nærmest logisk, at sådan noget ville kunne ske, når man lader nærmest tomme vogne kører over i uvejr«, siger hun.

Måske var ulykken et uheld. Jeg tænker bare på, om sikkerheden har været i orden

Pludselig kan det være slut

I 7-Eleven-kisoken prøver Sandra at begribe ulykken. Hun kender mange af de daglige pendlere, som tager med toget.

»Vi ved, hvem der skal have et rundstykke med skinke. Og vi ved, hvem der skal have skrabet smør. Nogle kunder får det samme hver dag, eller skal have deres kaffe på en helt bestemt måde. Det er pendlerne og stamkunder, som gør det hyggeligt at være på arbejde. Det er også derfor, at det er så uhyggeligt, at det pludselig kan være slut«, siger Sandra.

Hun rengør en is-maskine.

»Måske var ulykken et uheld. Jeg tænker bare på, om sikkerheden har været i orden. Så hellere vente med at køre over den bro, hvis der er en risiko«, siger hun.



Læs mere: