Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Forsvarsministeriets departementschef Thomas Ahrenkiel fik Kammeradvokaten til at gennemføre en hasteundersøgelse af, om han havde overtrådt forvaltningsloven. Det havde han, men det var ikke så alvorligt, at der skulle gøres mere ved det, konkluderede Kammeradvokaten. Arkivfoto
Foto: Lærke Posselt

Forsvarsministeriets departementschef Thomas Ahrenkiel fik Kammeradvokaten til at gennemføre en hasteundersøgelse af, om han havde overtrådt forvaltningsloven. Det havde han, men det var ikke så alvorligt, at der skulle gøres mere ved det, konkluderede Kammeradvokaten. Arkivfoto

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forsvarsministeriet betalte 428.879 kroner for notat, der reddede chefer

Kammeradvokaten måtte sætte seks advokater og to advokatfuldmægtige til at arbejde på overtid med et notat, der reddede Forsvarsministeriets chefer for videre tiltale.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forsvarsministeriet har brugt 428.879 kr. på at få Kammeradvokaten til at udarbejde to notater om habilitetsproblemer hos de to topchefer, departementschefen og forsvarschefen.

Det fremgår af regningen fra Kammeradvokaten til Forsvarsministeriet, som Politiken har fået aktindsigt i.

I de to notater nåede Kammeradvokaten frem til, at både departementschef Thomas Ahrenkiel og forsvarschef Bjørn Bisserup havde overtrådt forvaltningslovens regel om, at de skal informere deres chef, når der opstår en situation, hvor de kan være inhabile. Men overtrædelserne var ikke så grove, at der burde gøres mere ved det, konkluderede Kammeradvokaten.

Departementschefen havde i 2016 været med til at godkende, at hans kæreste, der var ansat som pressechef i ministeriet, fik et engangsvederlag på 75.000 kr. og en månedlig lønforhøjelse på 1.500 kr.

Forsvarschefen havde i 2010 aflyst en besparelse på Hærens Officersskole. En beslutning, som betød, at hans søn fik en plads på officersuddannelsen, som han ellers ville have mistet.

Selv om der dermed var tale om forhold, som lå henholdsvis to og otte år tilbage i tiden, skulle det lige pludselig gå forrygende hurtigt med at få dem vurderet af kammeradvokaten i november sidste år, efter at det lille nyhedsmedie Olfi havde beskrevet, hvordan ansatte længere nede i forsvarets rækker i flere tilfælde havde tilgodeset deres kærester og ægtefæller.

Først blev Kammeradvokatens vurdering af Bjørn Bisserups forhold bestilt af departementschef Thomas Ahrenkiel. Vurderingen af forholdene otte år tidligere var så akut, at den ifølge Forsvarsministeriet blev bestilt på en lørdag, nemlig 3. november.

Fem dage senere bad departementschefen, der i 2016 havde hemmeligholdt sit forhold til pressechefen i otte måneder, Kammeradvokaten vurdere, om han selv dermed havde brudt forvaltningslovens regler om inhabilitet.

Begge notater, der samlet er på 48 sider, blev udarbejdet i rekordtempo af Kammeradvokaten og afleveret samlet 12. november, en god uges tid efter at Kammeradvokaten var sat i gang med opgaven.

Arbejdet var så presserende, at Kammeradvokaten satte seks advokater og to advokatfuldmægtige på opgaven. Samlet brugte Kammeradvokaten 171 timer på opgaven, fremgår det af fakturaen fra 3. december, der løb op i 428.878 kr. og 75 øre inklusive moms.

»Det er et skræmmende højt tal«, siger Jeppe Jakobsen, der er forsvarsordfører for Dansk Folkeparti.

Han mener ikke, at det kræver en juridisk embedseksamen at kunne se, at departementschefen var inhabil, da han var med til at godkende, at hans kæreste fik et engangsvederlag og en lønforhøjelse.

»Det ville jeg også kunne konkludere. Og jeg synes ikke, at de notater fra Kammeradvokaten er så tunge og fyldestgørende, at de skulle koste en lille halv million kroner at udarbejde. Jeg synes, det er helt ved siden af skiven«.

Er det Kammeradvokaten eller Forsvarsministeriet, du kritiserer?

»Det er Forsvarsministeriet, der har et mystisk forhold til borgernes penge«.

Tavse chefer

Hverken departementschef Thomas Ahrenkiel eller forsvarschef Bjørn Bisserup har, siden notaterne blev fremlagt, ønsket at svare på spørgsmål. Men Forsvarsministeriet har via presseafdelingen sendt en udtalelse til Politiken:

»Som det fremgår, har flere medarbejdere hos Kammeradvokaten anvendt et større antal timer på opgaverne, herunder i weekender i den anførte periode, og faktureringen er sket efter de gældende timepriser og vurderes som værende rimelig«, skriver ministeriet.

Det fremgår af regningen, at en af advokaterne fra Kammeradvokaten har brugt 4,2 timer på rejsetid, som takseres til 1.220 kr. per time.

Til gengæld har Kammeradvokaten ikke brugt lang tid på at udarbejde et overslag over salæret, så Forsvarsministeriet kunne vurdere udgiften på forhånd. Opgaven med at udarbejde »salæroverslag og statusrap. mv.« blev således løst på i alt 12 minutter.

Politiken har bedt Tomas Ilsøe Andersen, der er partner hos Kammeradvokaten og har underskrevet notaterne, om at svare på spørgsmål om regningen. Han forklarer, at han har tavshedspligt og derfor »ikke rigtigt kan gå ind i det«, men vi forsøger alligevel.

En af jeres advokater har brugt mere end fire timer på rejsetid. Hvorfra og hvortil har han rejst?

»Det kan jeg ikke gå ind i. Jeg synes egentlig ikke, jeg kan udtale mig om sagen. Den er løst, og Forsvarsministeriet har offentliggjort de rapporter, vi har lavet. Det er nok så langt, det kan strækkes«, siger Tomas Ilsøe Andersen.

Strækningen mellem Kammeradvokatens kontor i Vester Farimagsgade i København og Forsvarsministeriet i Holmens Kanal er ifølge Krak 2 kilometer og kan tilbagelægges på cykel på 6 minutter.

Så taler vi om 30-40 ture mellem de to kontorer. Kan det være rigtigt?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De der beregninger kan jeg ikke rigtigt forholde mig til«.

Det kunne jo indikere, at I har rejst rundt til andre steder i landet. Har I gjort det?

»Jeg har ingen kommentarer til det«, siger Tomas Ilsøe Andersen.

I har opkrævet et beløb for at udarbejde »salæroverslag og statusrap. m.v.«. Det har taget mindre end 12 minutter at udarbejde. Er I så hurtige til at lave overslag over jeres salær?

»Ingen kommentarer«.

Der er også en udgift til »bistand ved forhandlinger«, som en af jeres advokater har brugt halvanden time på. Jeg har forstået, at I skulle foretage en vurdering af noget materiale, ikke at I skulle deltage i en forhandling. Hvad var det for en forhandling?

»Det er en tidskode, der har heddet det. Det er ikke nødvendigvis udtryk for en forhandling«.

Hvad kunne det så være?

»Det dækker over, at det er sagsbehandling«.

Men der er en kode, der hedder sagsbehandling, kan man se på regningen?

»Ja, men der kan være flere typer af sagsbehandling«.

Men hvorfor kalder man det så en forhandling?

»Det er det, der er aftalt, at forskellige typer af tidskategorier skal hedde. Det kan også være en fejlregistrering«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ja, det kan det selvfølgelig. Men har I haft en forhandling med Forsvarsministeriet?

»Ingen kommentarer«, siger Tomas Ilsøe Andersen.

Forsvarsministeriet oplyser i besvarelsen af Politikens anmodning om aktindsigt, at regningen på 428.879 kr. dækker udgiften frem til 15. november 2018 med at vurdere, om de to topchefer har overtrådt reglerne om inhabilitet.

Politiken har så spurgt, om der er løbet flere udgifter på siden da, og til det svarer ministeriet, at der »også efter den 15. november 2018 (er) anvendt juridisk rådgivning fra Kammeradvokaten vedrørende inhabilitet«, blandt andet i en undersøgelse af personaledirektørens habilitet og udarbejdelse af informationsmateriale.

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden