Spørgetime med statsministeren på Christiansborg. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Foto: Jens Dresling

Spørgetime med statsministeren på Christiansborg. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Danmark

Kritik af Løkke: Tre ting, der er værd at vide før møde i Venstre

Lars Løkke Rasmussen skal fredag møde sit utilfredse bagland, der er nervøse for regionernes fremtid i den kommende sundhedsreform.

Danmark

Fredag aften skal Lars Løkke Rasmussen (V) møde de kritikere, der den seneste måned offentligt har luftet deres frustrationer over regionernes rolle i den bebudede sundhedsreform. Det sker, når der er møde i partiets hovedbestyrelse.

Her er tre ting, der er værd at vide før mødet.

Hvordan nåede Løkke hertil?

Allerede inden sommerferien bebudede Lars Løkke Rasmussen, at regeringen ville præsentere en sundhedsreform, der skulle sætte retning for de næste ti års sundhedspolitik.

Ambitionerne var store, måtte man forstå. Da statsministeren efter sommeren åbnede Folketinget i oktober, løftede han lidt af sløret for sine planer. Det samme gjorde han i sin nytårstale.

Men et egentlig udspil er igen og igen blevet udskudt. Først skulle det komme efter efterårsferien. Så før jul. Senest i det nye år.

Alligevel har der bredt sig en fortælling om, at Løkke - efter pres fra Dansk Folkeparti, de konservative og Liberal Alliance - vil droppe regionerne. Og det har fået kritikken til at falde over den reform, som ingen endnu kender det præcise indhold af. Både i Venstres bagland og Folketingsgruppe har markante stemmer opfordret Løkke til at lade et folkevalgt organ bestå, uanset hvordan en ny struktur for sundhedsvæsenet måtte se ud.

Hvem er hovedbestyrelsen, og hvad har den magt til?

Fredag skal Lars Løkke Rasmussen møde flere af de kritikere, der særligt i Avisen Danmark har luftet deres bekymringer. Det sker, når Venstres hovedbestyrelse holder møde på hotellet Crowne Plaza i København.

Løkke er som formand for partiet også formand for hovedbestyrelsen. De øvrige medlemmer er blandt andre formænd for kommuneforeningerne og regionsbestyrelserne, repræsentanter fra Folketingsgruppen og VU og medlemmer af formandskabet i KL og Danske Regioner.

Det er altså en blanding af lokale politikere, Venstreministre og folketingsmedlemmer, der fredag mødes, men forsamlingen har ikke nogen formel magt over den førte politik.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at sundhedsreformen er et udspil, som en samlet regering skal præsentere. Det er derfor ikke et ud af tre partiers baglande, der kan diktere indholdet.

Hvorfor er det alligevel interessant?

Det er altid ubelejligt for en partiformand - og særligt en statsminister - at få kritik fra egne rækker. Særligt forud for et folketingsvalg er det vigtigt, at Løkke kan regne med sit bagland, når der landet over skal føres valgkamp og kapres stemmer.

Derudover er statsministeren havnet i en uheldig klemme mellem sine egne tropper og de øvrige regeringspartier og Dansk Folkeparti, der samstemmigt og i årevis har talt for en afskaffelse af regionerne. Det er svært at se, hvordan han kan gøre alle parter tilfredse.

Hvornår en endelig sundhedsreform bliver præsenteret, ved vi endnu ikke.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce