Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningDer er flere meters afstand fra stolene i forelæsningslokalet til underviseren. Han peger på diagrammer i en PowerPoint-præsentation i håb om at gøre sine teorier om forhandlingsprocesser ved klimatopmødet synlige for enhver fremmødt studerende.
26-årige Gustav Kallan, der læser miljøplanlægning på Roskilde Universitet, kan ikke se sammenhængen, og det hjælper ham næppe at rykke tættere på.
Gustav Kallan er blind.
»Det er ikke umiddelbart til at se, at jeg har et synshandikap, men jeg kan næsten ikke se noget. Hvis folk er helt tæt på, kan jeg kun se omridset af deres ansigter. Ikke mere end det«, forklarer Gustav Kallan, der bærer et par briller med gulligt glas, som filtrer det blå lys fra.
Hans kontrastsyn er dårligt, og han har svært ved at se niveauforskelle, når han bevæger sig rundt. At kigge på hvide skærme som dem i forelæsningslokalet kan næsten blænde ham.
Svært at følge med
Synshandikappet har været der, siden Gustav Kallan blev født. Han har altid kun kunnet se en tiendedel af det, de fleste andre kan se, hvilket kan gøre hverdagen til lidt af en udfordring – for ikke at tale om studielivet, der nogle gange føles umuligt, når synet ikke kan følge med.
Jeg prøver at lade være med at tænke for meget over det. Men jeg ved jo godt, at jeg ikke får lige så meget ud af at sidde til en fredagsbar, hvor der er mange mennesker, jeg ikke kender, og som ikke ved, at jeg er blind
»Der er en del ting, jeg misser, når jeg er til forelæsning, og jeg læser ekstremt langsomt på grund af mit syn«, forklarer Gustav Kallan og påpeger, at tilværelsen som synshandikappet er tidskrævende.
Gustav Kallan har en computer, hvor alt kan skaleres op, ligesom tekster kan læses højt. De andre studerende er også hjælpsomme, men Gustav Kallan må bide lidt stolthed i sig, hver gang han skal spørge, for han vil helst kunne det meste selv.
»Hvis de andre fra mit hold bruger 20 timer om ugen på studiet, skal jeg bruge omkring 30 timer. For når du ikke kan se noget, tager alting længere tid«.
Mens vi holder pause fra klimaforelæsningens diagrammer, illustrerer Gustav Kallan studielivets udfordringer med endnu et eksempel:
»På RUC skal vi tit være i forskellige lokaler, og det er frustrerende, når man er blind. Det er ikke nemt at finde rundt, hvis man skal finde nye steder hen, og jeg bliver tit nødt til at møde en halv time tidligere for at finde det lokale, vi skal være i, inden forelæsningen starter«, siger han.
Hjælpen er nær
På sit værelse på Egmont-kollegiet i København, hvor Gustav Kallan har boet de sidste 3,5 år, har han en computer, der kan opskalere alt, lige fra kort over universitetet til PowerPoint-præsentationer og tekster fra pensum. Og computeren kan endda også læse studietekster op for ham.
»Normalt beder jeg universitetet om at få materiale tilsendt, inden semestret starter, så jeg kan forberede mig og sørge for, at jeg har styr på det hele på forhånd. Det hjælper mig en del«, lyder det fra Gustav Kallan.
Hjælpen fra folk omkring ham ender dog altid med at være vigtigst, har han indset.
»Der er mange ting, der bliver lettere for mig, hvis jeg spørger om hjælp, og jeg har et stort netværk af seende. Det tror jeg, jeg vinder meget på, for der er altid hjælp at hente«.
Blinde kan ikke dissekere
Gustav Kallan er opvokset i Svendborg, og da han flyttede hjemmefra, var det i første omgang for at starte på biologistudiet i Odense. Han forberedte sig på nye ruter i byen, veje og stier på universitetet og følte sig helt klar, da første semester endelig begyndte.
Alligevel fandt han ud af, at udfordringerne ved at være blind studerende kan ende med at blive til begrænsninger.
»Jeg havde en vildt dygtig biologilærer i gymnasiet, og det var nok mest derfor, jeg startede på biologi. Men efter to semestre på uddannelsen måtte jeg give op. Der var meget laboratoriearbejde, og jeg blev virkelig afhængig af andre mennesker, fordi jeg ikke selv kunne udføre forsøg, hvor jeg skulle hælde syre op i små reagensglas eller dissekere dyr«, fortæller Gustav Kallan.
Han understreger, at han på ingen måde har lyst til at lade handikappet være en sovepude, der kræver, at andre trækker ham igennem uddannelsen. Han vil jo egentlig gerne være den, der hælder op og den, der fører skalpellen, og det er lettere på miljøplanlægningsstudiet i Roskilde, synes han.
»På RUC føler jeg mig i højere grad som en, der bidrager. Vi har forelæsninger eller laver projektarbejde meget af tiden, og der kan jeg forberede mig ud af mange udfordringer, så jeg ikke behøver at få hjælp«.
Den indre kamp