»Jeg havde brug for, at der skulle ske noget helt nyt«

I et lille hjørne af Den Sorte Diamant i København sidder fem unge kvinder ved et bredt bord bøjet over deres laptops. Vægge polstret med mahognibrune arkivskabe omkranser dem, og fra toppen kigger hvide kalkbuster af mænd med monokler, fyldige skæg og vigende hårvækster dem over skulderen.

»Hun søger vel bekræftelsen? Gør hun ikke?«, siger en af kvinderne prøvende og lavmælt for ikke at forstyrre gruppen i den anden ende af bordet.

»Har hun sagt det, eller er det noget, vi siger? Vi kan jo lige lave den rød. Ja, vi laver den rød, ikke? Så kan vi kigge på det senere«, svarer en anden.

En af dem er 22-årige Freja Skjødt. De andre fire er en del af hendes projektgruppe, og på deres computerskærme ligger et næsten færdigt projekt om kropsaktivisme, som markerer den snarlige afslutning på deres første semester på Roskilde Universitet.

Deres projekt beskæftiger sig med DR 3-dokumentaren om Ida Rud - eller ’Tykke Ida’, som hun blev døbt i dokumentarens titel. Og de er næsten i mål. En enkelt retter i det endelige dokument, mens andre læner sig ind over hinandens computerskærme og diskuterer formuleringer.

Det med at skrive et projekt i en gruppe på fem personer er nyt for dem alle. Men for Freja Skjødt er det – i modsætning til de andre i hendes gruppe – også udtryk for en kulturforandring forårsaget af et tidligt sporskifte i den akademiske verden. I sommeren 2017 startede hun på statskundskab på Københavns Universitet, men det tog hende kun to og en halv måned at finde ud af, at statskundskabssporet ikke nødvendigvis ville tage hende i den retning, hun ønskede.

»Der var en fortælling om, at statskundskab er et generaliststudie, der er meget bredt, og som åbner for enormt mange muligheder«, fortæller Freja Skjødt.

Men i løbet af hendes to sabbatår fandt hun ud af, at den stærke interesse for politik, hun havde haft i folkeskolens sidste år og op gennem gymnasiet, nok var blevet erstattet af en spirende interesse for den humanistiske gren af universitetsverdenen.

Ville ikke miste hurtigstartsbonus

Det harmonerede ikke godt med at blive generalist inden for den politiske verden. Og så var en ikke uvæsentlig faktor for hendes valg af statskundskab, at hendes karaktergennemsnit fra gymnasiet var endt der, hvor det gjorde. Med to sabbatår i bagagen skulle det være i 2017, hvis ikke hun skulle miste sin hurtigstartsbonus og dermed muligheden for lige akkurat at kunne krybe over den daværende adgangskvotient for statskundskab på Københavns Universitet i kvote 1.

»Selv om jeg helst ikke vil indrømme det, betød det på daværende tidspunkt også noget for mig, at jeg ved at vælge statskundskab kunne udnytte det snit, jeg havde tilkæmpet mig gennem gymnasiet«, fortæller Freja Skjødt og understreger, at valget også hang sammen med en politisk interesse, hun har haft siden folkeskolen.

»Jeg fortalte også mig selv dengang, at det kunne jo ikke gå galt med at vælge statskundskab, for jeg kan jo bare dreje det i en humanistisk retning. Men så nåede jeg frem til, at der var for lang vej til målet, og at man godt kunne gå en federe vej til målet i stedet for at skulle igennem en masse fag, der ikke sagde mig noget. En femtedel af fagene sagde mig måske rigtig meget, men det var ikke nødvendigt for mig at bruge 5-6 år på mange fag, jeg ikke fandt så spændende«, siger hun.

Kulturforandringen består dog ikke så meget i de faglige forskelle mellem statskundskab og den humanistiske bachelor. Den består for Freja Skjødt mest af alt i måden, hvorpå man studerer de to forskellige steder.

Foto: Christian Lindtoft

»Jeg havde bare brug for, at der skulle ske noget helt nyt efter KU. Og gruppearbejdet er så fremtrædende på RUC. På statskundskab er de egentlig okay til at sige, at det er en fordel for dig at være i en læsegruppe, men du kan jo godt gå alene. Der er nogen, der holder øje med dig på RUC, og du kan ikke bare droppe ud, uden der er nogen, der ved det. Der er et andet fællesskab. Der er selvfølgelig også fællesskab på statskundskab, og de fleste var rimelig sociale på mit hold. Men der var nogle, hvor man godt kunne mærke, at de skulle bare kun have undervisning. Men man er bare nødt til at have meget med hinanden at gøre på RUC på grund af gruppearbejdet«, fortæller Freja Skjødt og fortsætter:

»Jeg synes også, at lektorerne er gode til at sige, at vi skal lære for at lære noget, og at det ikke bare skal være for at få en god karakter. Det er processen, det handler om – at udvikle sig. Den slags er der meget fokus på i forhold til KU«.

Kærester på kollegium

Det mere gruppefokuserede, sociale studieliv passer Freja Skjødt rigtig godt. Det stemmer overens med tilværelsen på Egmont Kollegiet, hvor hun bor. Og kollegietilværelsen stemmer overens med det højskoleophold, hun gennemførte i sit sabbatår. På højskolen mødte hun sin kæreste, som hun deler kollegieværelse med.

Hvordan er det at bo på kollegieværelse med sin kæreste?

»Øh, det er, øøøh…«. Freja Skjødt holder ordene tilbage. Som havde hendes hjerne allerede en sætning klar, synes der at foregå en subtil annullering af den, før hun siger:

»Altså, jeg har jo ikke prøvet andet, så jeg kan ikke sige, hvordan det ikke er«. Hun klukgriner let som en hoppebolds sidste tre-fire hurtige hop over jorden, før den ligger helt stille. Ansigtsmuskulaturen lukker grinet og strammer den milde maske i mere seriøse folder.

»Vi mødte jo hinanden på højskolen, så jeg tror, vi er vant til det med at være kærester blandt mange mennesker. Så jeg tror, at vi er meget gode til at være ude i køkkenet hver for sig. Og det er ikke, fordi vi bare hænger sammen. Vi er ligesom hvert vores menneske. Men der er da lidt fokus på det, og der er nogle kommentarer en gang imellem«, siger Freja Skjødt. Hendes stemme bliver mærkbart lavere fra ‘kommentarer’ til ‘imellem’, og sætningen glider ov

Foto: Mads Nissen

er i et ‘hehe’, mens hun kigger væk og ud i luften.

Hvad kunne det være?

»Hehe, det ved jeg ikke«, griner hun og trækker med en høj tone luft ind i sit genåbnede smil, før hun lukker det med stramme læber. Øjnene smiler stadig ved tanken om det, hun ikke vil sige.

»Øøh, det tror jeg ikke, at vi skal have med«, siger Freja Skjødt og starter en ny sætning som for at undgå endnu et spørgsmål.

»Jeg har snakket med flere, fordi jeg ikke ved, hvordan de tidligere par på kollegiet har været. Er man for kæresteagtig? Og det er da også irriterende, hvis der er nogen, der bare sidder ovre i hjørnet og«, hun rækker tungen ud af munden, »er helt over hinanden«, siger hun og afslutter:

»Men der er da flere, der har sagt til os, at de synes, det er vildt hyggeligt, og at vi er gode til at, ja - de tænker ikke så meget over, at vi er kærester, tror jeg«.

Tillid til fremtiden

Projektgruppen arbejder sig med langsomme skridt i retning af det sidste punktum og den sidste korrekturrettelse. Mellem rettelser og diskussioner er der tid til at grine ad at blive overvåget af en journalist. Gruppen er da også i god tid. I dag er det torsdag, og de skal aflevere den kommende tirsdag. Også Freja Skjødt føler sig i god tid, når man spørger hende, hvad studiet skal føre til. Det er, som om skiftet fra det strømlinede statskundskabsstudie til RUC, hvor man selv vælger alle fag undervejs, har udstyret hende med en vis tillid til, at fremtiden nok skal falde på plads undervejs.

Præcis hvad hun vil efter studiet, ved hun ikke. Om hun kommer til at bruge det tilsagn om at kombinere sin uddannelse med journalistik, som hun sikrede sig i sommer, ved hun heller ikke. Ikke engang fagkombinationerne på de kommende semestre har hun nogen klar plan for. Men det skal nok gå, forsikrer hun sig selv. Men den langsigtede fremtidsplan kan hun godt ane konturerne af.

»Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville lave noget organisationsarbejde i en ngo for eksempel. Og det må gerne være noget med pressede unge«, fortæller Freja Skjødt.

Foto: Christian Lindtoft