Ina sendte sin mand, Jonas, og sin storesøster, Dorthe, i forvejen med retning mod barselsafsnittet. Hun havde brug for at være alene. Bare et øjeblik. Alene med sine tanker og følelser. Alene med sin datter, som hun bar inde i maven. Med tunge skridt bevægede hun sig op ad trappen. Hun kunne mærke, at Alma sparkede og tænkte på, at det lille menneske ikke vidste, hvad der snart kom til at ske.
»Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, Alma«, sagde Ina, i takt med at hun nærmede sig afsnittet og den stue, hvor hun, godt halvvejs i graviditeten, lige om lidt skulle føde Alma. Ikke for at leve. Men for at dø. For at blive skånet for de lidelser, som livet formentlig ville byde hende.
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
