Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Arkivfoto: : Jens Dresling

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skulle sikres god omtale i forbindelse med lovgivning mod bandekriminalitet. Og så gik det ud over den gode forvaltningsskik, konkluderer ombudsmanden.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Politisk kommentar: Embedsmænd optrådte som Papes håndlangere i sag om LTF

Ombudsmanden har udtalt skarp kritik af Justitsministeriets embedsmænd, der blæste sagligheden et stykke for at sikre Pape den bedste sendetid.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Gad vide, om ørerne er røde i Justitsministeriet? En eller anden form for eftertanke må da indfinde sig efter den røffel, som ministeriet for nogle dage siden fik af ombudsmanden: Han fandt ministeriets ageren i sagen om offentliggørelse af nyheden om, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) 28. juni 2018 besluttede at følge Rigsadvokatens indstilling om at rejse sagen om at opløse banden Loyal to Familia ved lov, »meget kritisabel«:

Ministeriet var så forhippet på at få historien ud over rampen hos DR og Jyllands-Posten, at det dels undlod at orientere forsvarsadvokaten før medierne (!) og, som det ellers skal, at give oplysningerne videre til de medier – i det konkrete tilfælde Ekstra Bladet og TV 2 – der havde spurgt til sagen.

Ministeriets forklaring til ombudsmanden – som han forståeligt nok hælder ned ad brættet – viser, at man her anså den historiske og juridisk principielle beslutning om at søge LTF opløst ved domstolene for at være en politisk beslutning snarere end en juridisk beslutning afstedkommet af saglig og objektiv behandling.

Siden sommer har Politikens indlandsredaktion skrevet indgående om forholdet mellem forskellige grene under Justitsministeriet og offentligheden. I serien ’Forbrydelse og straf’ stillede vi spørgsmålet: Hvad sker der med borgernes retssikkerhed, når succeskriterierne hos ministeriets embedsmænd og anklagemyndigheden bliver mere og mere identisk med dagsordenen hos den siddende regering?

Der er ikke tale om en hypotese, for sådan er det. Hverken regeringen, dens parlamentariske grundlag eller departementscheferne på Slotsholmen har offentligt vist forståelse for den bekymring, som et stadig mere tætflettet forhold mellem magten og de embedsmænd, der også skal varetage borgeres interesser, giver anledning til. Tværtimod. Den nye rigsadvokat, Jan Reckendorff, sagde direkte til Politiken i et interview, at han opfatter sig selv som en forlænget arm for den til enhver tid siddende regerings politiske ønsker.

Den vigtige forskel

Ministre er både politiske chefer for lovgivningsmaskinerne og har indlysende grunde til at ville fremstå bedst muligt i medierne. Ministeriernes embedsmænd skal derimod både betjene den til enhver tid siddende regerings politiske ønsker og varetage borgernes interesser ved f.eks. at sikre god forvaltningsskik og saglighed i beslutningerne.

Når denne forskel viskes ud, risikerer embedsmændene at nedprioritere deres ansvar for den sidste del, og det er det, ombudsmanden så klart siger skete i sagen om LTF.

Det bekræftes af ministeriets egen forklaring, at det tilsidesatte almindelige ligheds- og saglighedskrav og sked højt og flot på god forvaltningsskik i sagen om LTF for at sikre Pape god omtale.

Offentligheden skal kunne have tillid til, at embedsværk og anklagemyndighed, foruden i et vist omfang naturligvis at være underlagt skiftende ministres ønsker, arbejder efter principperne om objektivitet, saglighed og god forvaltningsskik. Det er en væsentlig tillid, som der ikke bør gambles med af departementschefer eller andre embedsmænd.

Pæne ord

På Politiken havde vi i efteråret en sag, hvor vi klagede til Folketingets Ombudsmand , fordi Forsvarsministeriet og Finansministeriet ikke gav os oplysninger om regeringens nye strategi om cybersikkerhed, som Politikens journalister havde spurgt til.

Historien var givet til Berlingske som en såkaldt solohistorie. Vi klagede over forløbet, fordi vi ved ministeriernes ageren var afskåret fra at give en god dækning af nyheden på dagen, hvor den kom.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er forskel på saglig ministerbetjening og overdreven politisk tjenstvillighed betalt med borgernes retssikkerhed

Begge ministerier beklagede efter ombudsmandens forespørgsel forløbet, krydret med løfter om forskellige grader af tiltag, som skal sikre, at det ikke sker igen.

»Finansministeriet kan på baggrund af ombudsmandens henvendelse oplyse, at de konkrete medarbejdere i det pågældende team har lært meget i forbindelse med sagens behandling i ministeriet og er i den forbindelse blevet ekstra opmærksomme på at sikre en ligelig behandling af pressen«, skrev Finansministeriet og lovede, at man her skam går op i god forvaltningskik. Lignende toner lød fra Forsvarsministeriet.

Man må håbe, at de pæne ord ikke bare er opfundet til ombudsmanden, men afføder reel selvransagelse i toppen af departementerne. Der er forskel på saglig ministerbetjening og overdreven politisk tjenstvillighed betalt med borgernes retssikkerhed. Tilliden til departementscheferne og deres systemer afhænger af, at de varetager den forskel professionelt og lødigt.

Hos medierne bør man desuden iagttage en anden forskel. Nemlig forskellen mellem solide solohistorier og håndmadder fra spindoktorers bord. Det er en anden, men nok så vigtig historie.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden