Foto: Torben Stroyer/fotomontage: Søren Arke
Danmark

Skatteministeriet: Advokatfirmaet Bech-Bruun var inhabil og kunne misbruge fortrolige oplysninger i udbyttesag

Ministeriet vil både have millionsalær fra advokatundersøgelse tilbage, og have Bech-Bruun straffet i klage til Advokatnævnet.

Danmark

Der er ualmindeligt kold luft mellem Kampmannsgade i det indre København, hvor Kammeradvokaten bor, og Langelinje Allé lidt længere mod nord, som er advokatfirmaet Bech-Bruuns adresse.

Kammeradvokaten har brugt flere af sine mange kasketter som advokat for staten til at sende missiler afsted mod et af Danmarks største advokatfirmaer, Bech-Bruun, for deres rolle i sagen om formodet svindel med udbytteskat for 12,7 milliarder kroner.

Skatteministeriets 35 sider lange klage til Advokatnævnet over Bech-Bruuns optræden i sagen, som Politiken har fået aktindsigt i, fortæller hidtil ukendte elementer af historien.

Eksplosive dokumenter

Det hele begyndte i oktober sidste år, da Kammeradvokaten fandt to dokumenter. Kammeradvokaten efterforsker udbyttesagen sammen med Skattestyrelsen.

I forbindelse med det arbejde fandt Kammeradvokaten de eksplosive papirer som viste, at Bech-Bruun har rådgivet den tyske North Channel Bank om skattetransaktioner, som involverede amerikanske pensionsfonde, som skulle søge tilbagebetaling af udbytteskat i Danmark.

Eksplosive papirer af to grunde: North Channel Bank er en af hovedaktørerne i udbyttesvindlen - to af bankens bagmænd er sigtet for groft bedrageri i sagen. Og Bech-Bruun gennemførte i 2017 en uvildig advokatundersøgelse af udbyttesagen for Skatteministeriet, og fik 3,5 millioner kroner for arbejdet.

Kammeradvokaten gav oplysningerne videre til den mand i Skattestyrelsen, som leder efterforskningen af udbyttesagen, Steen Bechmann Jacobsen, som 23. oktober sendte dem videre i et brev til en afdelingschef i Skatteministeriet.

Steen Bechmann tilføjede for egen regning en ekstra sprængladning i brevet: Skattestyrelsen havde nemlig »erfaret«, at Bech-Bruun i sommeren 2018 påtog sig at være advokater for to canadiske pensionsfonde, som er impliceret i udbyttesagen ved at have fået store millionbeløb udbetalt som tibagebetaling af udbytteskat med metoder, som Skattestyrelsen anser for svindel.

Skatteministeren ventede ikke på svar

Skatteministeriet arbejdede hurtigt: 29. oktober sendte skatteminister Karsten Lauritzen (V) et brev til managing partner hos Bech-Bruun, Simon Evers Kalsmose-Hjelmborg, og bad om en forklaring.

Karsten Lauritzen ventede ikke på et svar fra Bech-Bruun, før han torsdag den 1. november ved middagstid holdt et pressemøde, hvor han fortalte om det, han opfatter som Bech-Bruuns dobbeltrolle i udbyttesagen. Ministeren bebudede få dage senere en klage over Bech-Bruun til Advokatnævnet.

Her kom Kammeradvokaten på banen igen, nu som advokat for Skatteministeriet. Det var to af firmaets topfigurer, Boris Frederiksen og Steffen Sværke, som skrev den 35 sider lange klage, som blev sendt til Advokatnævnet 21. december.

Det er en såkaldt adfærds- og salærklage, hvor Skatteministeriet både vil have de 3,5 millioner kroner, som ministeriet betalte for advokatundersøgelsen, tilbage, og samtidig have Bech-Bruun straffet for en række påståede overtrædelser:

  • Rådgivningen af den tyske North Channel Bank gjorde Bech-Bruun inhabil i advokatundersøgelsen af udbyttesagen.
  • Rådgivningen var i sig selv i strid med Skatteministeriets anbefalinger om grænseoverskridende skatterådgivning.
  • Da Bech-Bruun gennemførte advokatundersøgelsen for Skatteministeriet, havde undersøgerne adgang til fortrolige oplysninger fra både Skattestyrelsens og bagmandspolitiets efterforskning af sagen. Da Bech-Bruun, efter at undersøgelsen var afleveret, tog de to canadiske pensionsfonde ind som kunder, opstod der ifølge Skatteministeriet risiko for, at Bech-Bruun i den rolle kunne misbruge de fortrolige oplysninger fra undersøgelsen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bech-Bruun vil »af respekt for Advokatnævnet« ikke kommentere Skatteministeriets klage i medierne. Men advokatfirmaet har tidligere afvist, at rådgivningen af North Channel Bank gjorde dem inhabile i advokatundersøgelsen, eftersom de ikke vidste, at banken var en del af sagen, da de fik opgaven med undersøgelsen.

Skyder på forklaringer

Kammeradvokaten forsøger at gennemhulle den forklaring med flere skud:

Da Bech-Bruun lagde sit tilbud på undersøgelsen, var det allerede kendt, at amerikanske pensionsfonde spillede en central rolle, og derfor burde rådgivningen af den tyske bank om emnet have fået en klokke til at ringe - ikke mindst fordi Bech-Bruun bekræftede sin rådgivning til den tyske bank i marts-april 2017, blot få uger efter, at kontrakten med Skatteministeriet om advokatundersøgelsen blev underskrevet.

Mens Bech-Bruun var i gang med undersøgelsen, havde de flere chancer for at opdage, at den tyske bank, som de havde rådgivet, var mistænkt i sagen, hvilket burde have fået advokatfirmaet til at frasige den opgave, de var gået i gang med for Skatteministeriet: Dels fik Bach-Bruun, ifølge Kammeradvokaten, indsigt i politianmeldelsen mod North Channel Banks to bagmænd.

Dels måtte Bech-Bruun senest 10. juli 2017, da de var tre-fire måneder inde i undersøgelsen, være fuldstændig klar over bankens rolle: Den dag afslørede Politiken, at North Channel Bank i Mainz var blevet ransaget på begæring af bagmandspolitiet i Danmark, og to af bagmændene sigtet for groft bedrageri i udbyttesagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men Bech-Bruun reagerede heller ikke på den oplysning. Det skete først i november 2018, da skatteminister Karsten Lauritzen afslørede, at Bech-Bruun havde tjent penge på at rådgive en af udbyttesagens formodede hovedaktører.

Bech-Bruun har taget afsked med to partnere som følge af forløbet. Advokatfirmaet afbrød desuden arbejdet for de to canadiske pensionsfonde, da det blev afsløret af skatteministeren.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden