Fire mænd udvises af Danmark for ambassade-angreb

Tyrkiets ambassade i København blev sidste år angrebet med brandbomber. Det koster fængsel og udvisning.

Danmark

Der bliver grædt i retssal 27 i Københavns Byret onsdag morgen.

Årsagen er, at fire unge mænd er blevet idømt fængsel og udvisning af Danmark for at have angrebet den tyrkiske ambassade i København med brandbomber i marts sidste år.

De fire mænd på 19, 22, 23 og 24 år er dømt for at have kastet flere molotovcocktails mod bygningen på Østerbro i København.

Tre af mændene har fået en fængselsstraf på et år og ni måneder, mens den fjerdes dom lyder på et år og seks måneder. De er alle blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.

Flere pårørende, der er mødt op for at støtte de fire mænd, bryder sammen i gråd efter domsafsigelsen. Andre samles foran retslokalet og snakker om dommens udfald.

Angrebet fandt sted natten til 19. marts sidste år.

De fire mænd er alle fra det kurdiske miljø i København.

En af de tiltalte har tidligere forklaret, at de egentlig skulle have fejret kurdisk nytår i Odense, men droppede festen, da den tyrkiske hær havde indtaget byen Afrin i det nordvestlige Syrien.

Han tog derfor til et kurdisk mødested i Valby, hvor de tre andre tiltalte også var.

De fire kørte lidt rundt i København i den enes bil, og her begyndte de at snakke om ambassaden, og idéen opstod.

I alt havde de syv brandbomber med til ambassaden den nat.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden