Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningNår Jette Kofod Poulsen må erkende, at hendes fag har slidt hende ned, rammer det især ét sted. På den faglige stolthed.
Efter mere end 25 år som gartner er hun plaget af dårlige skuldre, ben og hænder. Hendes smerter har flere gange været forsøgt lindret med operationer. Alligevel har hun ondt hver eneste dag.
»Man er magtesløs, når man ikke kan det, man gerne vil«.
Derfor er det afgørende for den 57-årige kvinde, at hun har fået hjælp, der sikrer, at hun for nu kan blive ved med at passe sit job i Københavns Kommune. 20 timer om ugen får hun ekstra assistance af to kollegaer til at klippe hæk, slå græs og fælde træer.
»Det har gjort en stor forskel. De hjælper mig med alle de tunge ting. Løft og træk. Og så starter de motorsaven for mig, for det har jeg svært ved«, siger Jette Kofod Poulsen.
Langtfra alle seniorer med fysisk anstrengende arbejde har dog samme muligheder for at tilpasse arbejdet til kræfterne, som Jette Kofod Poulsen har. Det viser ny forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Her har over 12.000 danskere i arbejde svaret på, hvilke af 15 mulige seniorpolitiske tiltag de har til rådighed på deres arbejdsplads.
Og svarene viser et paradoks – de ansatte, som har det hårdeste arbejde – blandt andet plejepersonale, jord- og betonarbejdere og smede – er også dem, som oplever, at de har de færreste muligheder for at vælge eksempelvis nedsat tid, efteruddannelse eller fysisk træning på deres arbejdsplads, forklarer professor Lars L. Andersen, som står bag forskningen.
»Vi ved, at dem med det mest fysisk anstrengende arbejde har størst risiko for at blive langtidssyge og falde ud af arbejdsmarkedet før tid. Jo hårdere arbejde, man har, desto større er den risiko. Selv når man tager højde for folks livsstil«.
En del af de tiltag, der er spurgt til, handler om muligheden for at skifte jobområde. Det er blot 6 procent af dem med anstrengende fysisk arbejde, der oplever det som en mulighed, ligesom 9 procent oplever, at de har mulighed for kompetenceudvikling og efteruddannelse.
Netop muligheden for at foretage et jobmæssigt sporskifte er ellers en af de løsninger, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) ser for sig som en den af løsningen.
»Nogle har brug for at komme til at lave noget andet end det arbejde, de har nu. Vi har et dynamisk arbejdsmarked. Og derfor har vi sat turbo på den såkaldte sporskifteordning med en stor informationskampagne, som vi er i gang med nu«, siger Troels Lund Poulsen.
Sporskifteordningen er møntet på ansatte, der er i risiko for at blive nedslidte, eller som er nedslidte, på grund af fysisk eller psykisk belastende arbejde. Konkret drejer det sig om 40 arbejdsdage, der kan bruges på beskæftigelsesrettet vejledning og afklaring, erhvervsrettet efteruddannelse og eventuel praktik i en anden virksomhed.
Folk med fysisk arbejde skal træne
Forsker Lars. L. Andersen peger på, at forebyggelse af nedslidning eksempelvis i form af styrketræning i arbejdstiden sammen med kollegaerne kan være en konkret vej at gå for at ændre billedet. Blandt undersøgelsens deltagere med stillesiddende arbejde svarer knap hver femte, at de har mulighed for motion eller fysisk træning på arbejdspladsen, mens det kun er 8 procent for dem med hårdt arbejde. Det betyder, at akademikeren oftere end håndværkeren og den ufaglærte har mulighed for at træne sin ryg. Lars L. Andersen forklarer, at mange fejlagtigt tror, at dem med fysisk hårdt arbejde bliver stærke i kroppen af at arbejde. Sådan er det ikke.
»Måler man folks muskelstyrke, når de er 50-60 år, er dem med fysisk anstrengende arbejde ikke stærkere end dem, der har haft arbejde på en kontorstol. Så man bliver ikke stærkere af fysisk hårdt arbejde, man bliver bare træt i kroppen«.
Derfor skal også folk med hårdt fysisk arbejde træne, selv om det er svært, når de komme træt hjem, forklarer han.
»Vi ved, at man fra 40-års alderen mister 1-2 procent af sin muskelstyrke hvert år. Så når man er 70 år, har man mistet 30 procent eller mere. Hvis ikke arbejdet tilpasses, bliver det med alderen hårdt at gå på arbejde, hvis man har fysisk krævende arbejde«.
Men hvorfor er det sådan, at de, der varetager de fysisk tunge jobs, samtidig er dem, som oplever, at de har færrest muligheder for at få et lettere seniorarbejdsliv? En del af forklaringen handler om normer, forklarer Hans Jørgen Limborg, der er arbejdslivsforsker og medejer af Team Arbejdsliv og adjungeret professor ved Arbejdsliv og Sundhedsfremme på Roskilde Universitet.
Inden for fagene i industrien, byggebranchen og servicebranchen vil der typisk være en sammenhæng mellem produktiviteten og den løn, man får, forklarer han.
»Konsekvensen er, at det er vanskeligt at lave ordninger, som betyder, at nogle skal lave mindre end andre. Den slags er der ikke tradition for. En byggeplads er typisk underlagt stramme tidskrav, og så er der ikke plads til, at nogen kan have mere lempelige arbejdsopgaver end andre«.
Hvis det skal lykkes at skabe bedre plads til flere seniorer, kræver det et brud med den kultur, der hersker i disse brancher. Og politisk handler det om at skabe rammer for et arbejdsmarked, der er tilgængeligt og attraktivt for seniorer, for det findes ikke i dag, vurderer han.
»Vi har tænkt for meget i optimering i disse brancher. Nu skal vi tænke en anden vej. Idealforestillingen om den ældre medarbejder, der lærer tricks fra sig, er der ikke plads til i praksis. Men vi kan for eksempel begynde at tænke i at lave reelle jobfunktioner, hvor seniorer bliver brugt som eksempelvis mentorer for lærlinge«, siger han og fortsætter:
»Men der skal en regulær holdningsændring til, som kræver et nyt sprog, som bidrager med nye forestillinger om, hvad der er muligt, for at det her kan blive legitimt. Det skabes ved, at det bliver attraktivt for virksomhederne at gå den vej, og det kræver kreative politiske tiltag, der inddrager både lovgivning, overenskomster og pensioner«.
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fremhæver også, at arbejdsgivere skal se mere langsigtet på deres medarbejdere – og på arbejdsmiljøet. For nok har arbejdsmiljø været et særligt indsatsområde for fagforeningernes ved de sidste to overenskomstforhandlinger, men arbejdsgiverne har været mere tilbageholdende, fordi de nødig vil binde sig til obligatoriske ordninger, som koster penge, forklarer han.