Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg
Foto: Olivia Loftlund

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg

Danmark

Ny mail dukker op i sag om adskilte asylpar

Endnu en mail sætter ifølge oppositionen spørgsmålstegn ved, om Inger Støjberg (V) har talt sandt.

Danmark

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har konsekvent afvist, at hun skulle have givet ordre til at bryde internationale konventioner i en sag om adskillelse af asylpar.

Men trods flere samråd er oppositionen fortsat ikke overbevist om ministerens skyld.

Og en ny mail, som Udlændingestyrelsen på opfordring har udleveret til Folketingets Ombudsmand, øger ifølge ordførere fra Socialdemokratiet, De Radikale og Enhedslisten mistanken om urent trav.

Information fortæller mandag om mailen, der stammer fra 16. februar 2016. Den er en del af en intern korrespondance i Udlændingestyrelsen.

Mailudvekslingen omhandler, hvilken hjemmel der er for at adskille asylpar, hvoraf mindst den ene er under 18 år.

Her skriver den daværende direktør for styrelsen, Henrik Grunnet:

»Så vidt jeg forstår det, har vi kun følgende, hedder det i mailen, efterfulgt af en pressemeddelelse, der blev udsendt fra ministeriet nogle dage forinden.

Pressemeddelelsen fortæller, at man fremover vil forhindre, at personer under 18 år bliver indkvarteret sammen med en ægtefælle eller samlever på et asylcenter, uanset om de har børn sammen eller ej.

Inger Støjberg har fastholdt, at der i forbindelse med instruksen på et internt koncernmøde blev understreget, at der kunne være undtagelser, blandt andet som følge af internationale konventioner.

Johanne Schmidt-Nielsen, der er udlændingeordfører for Enhedslisten, mener, at mailen understreger hendes opfattelse af, at ministeren har talt usandt.

»Det her er endnu et skriftligt spor, der fuldstændigt undergraver Inger Støjbergs påstand.

»Jeg synes, at det er meget tydeligt, hvad der er foregået, men vi kommer nok ikke til bunds i sagen, før embedsmændene får mulighed for at udtale sig under vidneansvar, siger hun.

Enhedslisten har ikke umiddelbart planer om at indkalde til et nyt samråd om sagen, men vil stille skriftlige spørgsmål til ministeren.

Hos De Radikale har udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen også opgivet håbet om at komme endnu dybere ned i sagens substans på denne side af et folketingsvalg.

»Så længe Dansk Folkeparti holder hånden over Inger Støjberg, så sker der ikke noget.

»Men vi er i oppositionen blevet enige om, at vi skal til bunds i sagen, og det kan vi forhåbentlig komme med et nyt flertal, siger hun.

Der findes intet skriftligt referat fra det interne møde. Inger Støjberg har på tidligere samråd understreget, at det ikke var alle asylpar, der blev adskilt, efter at instruksen var givet.

Det mener hun, er bevis for, at der netop blev taget individuelle hensyn og gjort undtagelser i de sager, hvor det var påkrævet.

Ifølge Støjbergs ministerium har hun ikke mere at tilføje til sagen.

Københavns Byret tilkendte 1. marts et syrisk ægtepar en erstatning på 10.000 kroner hver, fordi det tilbage i 2016 uberettiget blev adskilt med tvang.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden