Sagen om Venstre og partistøtte i Region Midtjylland er måske kun toppen af isbjerget, lyder det fra Pelle Dragsted (Ø), som kræver mere kontrol på området. 
Foto: Nanna Navntoft

Sagen om Venstre og partistøtte i Region Midtjylland er måske kun toppen af isbjerget, lyder det fra Pelle Dragsted (Ø), som kræver mere kontrol på området. 

Danmark

Pelle Dragsted om Venstres partistøtte: »Måske er det kun toppen af et isbjerg«

I dag beror danske partiers oplysningspligt, hvad angår økonomiske donationer, udelukkende på tillid. Enhedslistens Pelle Dragsted opfordrer indenrigsministeren til at indføre et kontrolorgan efter sagen om, at top folk i Venstre har modtaget pengedonationer uden at have videregivet disse oplysninger.

Danmark

»Det er åbenlyst, at der er brug for kontrol«.

Det må være konklusionen ovenpå sagen om Venstre i Region Midtjylland, der har fået en bøde på 10.000 kroner for at have tilbageholdt oplysninger om pengedonationer til en række af Venstres topfolk, mener Enhedslistens demokratiordfører, Pelle Dragsted.

»Det er jo et tilfælde, at det her er blevet afsløret. Og måske er det kun toppen af et isbjerg, der er meget større«.

Venstre i Region Midtjylland straffes for at skjule penge

Han har derfor bedt indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille redegøre for det tilsyn, der er i Danmark i sammenligning med vores nabolande og bedt ministeren forholde sig til, hvorvidt det er relevant at styrke tilsynet herhjemme.

I Danmark beror partiers oplysningspligt i forhold til økonomiske donationer på tillid, og der findes ikke noget kontrolorgan, der fører tilsyn. I både Norge og Sverige derimod har man kontrolorganer, der holder øje med partiernes indberetninger i forhold til partistøtte.

»Kernen i det her er, at vi som borgere skal kunne sætte vores kryds ved et valg på et oplyst grundlag. Med til et oplyst grundlag hører viden om, hvem der sponsorerer partierne, så man kan vurdere, om man som vælger mener, at det påvirker partiernes politik«, siger Pelle Dragsted.

Han mener, at det vigtigste sted at sætte ind er overfor muligheden for anonymt at kanalisere penge til partierne gennem såkaldte penge- eller erhvervsklubber.

»Hvis man har erhvervsklubber, der ikke har andre formål end at samle penge ind til partier, bør de være omfattet af de samme regler som partierne – det vil sige, at de skal offentliggøre alle donorer, der giver mere end 20.000 kroner. En anden mulighed er helt at forbyde den slags klubber«.

Vælgerne har brug for åbenhed

Susanne Eilersen, der er medlem af Dansk Folkepartis retsudvalg, er ikke bekendt med de specifikke kontrolorganer, som vores nordiske nabolande gør brug af. Hun er dog villig til at kigge på lignende muligheder, der skal sikre mere åbenhed omkring indberetninger af partistøtte.

»Jeg synes, at det er ærgerligt, at den her sag kommer frem nu. Vælgerne bliver nødt til at vide, hvem der står bag partierne og støtter dem«.

Hun mener, at sagen er endnu en anledning for vælgerne til at kalde dansk politik for »et lukket system«, hvor der ikke »spilles med åbne kort«. Politikerleden bliver i hendes optik ikke ligefrem mindre af sager som denne.

Politiken har forgæves forsøgt at få kommentarer fra retsordførerne i henholdsvis Konservative, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Socialdemokratiet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden