Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    Folketingsmedlem Jørn Dohrmann (DF).
Foto: Steen Ole

Folketingsmedlem Jørn Dohrmann (DF).

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Efter klammeri med fotograf: DF'er står til at få ophævet sin immunitet

Dansk Folkepartis europaparlamentariker Jørn Dohrmann kan i næste uge se frem til at få frataget sin parlamentariske immunitet. Dermed er vejen banet for en retssag.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Medlem af Europa-Parlamentet Jørn Dohrmann (DF) får ophævet sin immunitet i sagen om et to år gammelt klammeri med en filmfotograf.

Det tyder alt på, efter at særligt udvalg i parlamentet mandag eftermiddag har indstillet til parlamentet, at Jørn Dohrmanns parlamentariske immunitet ophæves. Det oplyser det danske medlem af udvalget, Jens Rohde (R).

Det var et enigt udvalg, der mandag stemte for ophævelsen af Dohrmanns immunitet. I næste uge skal Europa-Parlamentet ved afstemning afgøre, om ophævelsen bliver en realitet.

I så fald vil vejen være banet for, at den danske anklagemyndighed kan retsforfølge Jørn Dohrmann.

De danske myndigheder ønsker at rejse en sag mod Jørn Dohrmann for tre forskellige overtrædelser af straffeloven, da han i 2017 med magt tog et kamera fra en tv-fotograf, som måtte have politiets hjælp til at få kameraet igen. Fotografen arbejdede på DR-dokumentaren ’DF og de skjulte bilag’.

Der er tale om lovovertrædelser i den grove ende af skalaen. Af fortrolige breve mellem danske myndigheder, som Politiken har læst, fremgår det, at der i første omgang blev lagt op til, at Dohrmann skulle have en egentlig frihedsstraf. Nærmere bestemt for overtrædelse af straffelovens §260, der omhandler ulovlig tvang, da Dohrmann fik kameramanden til at give slip på kameraet, efter at Dohrmann havde spurgt, om han skulle smadre det. Rigsadvokaten er dog landet på, at han kan nøjes med en bøde.

Efter at have fået forelagt brevvekslingen har professor i strafferet på Københavns Universitet Jørn Vestergaard tidligere udlagt sagen således for Politiken:

»Statsadvokaten har indstillet, at der nedlægges påstand om frihedsstraf, for så vidt angår punktet om ulovlig tvang; men rigsadvokaten vil nøjes med bødestraf for det hele«.

Ud over brud på paragraf 260 mener anklagemyndigheden, at Dohrmann brød straffelovsparagrafferne 291 (beskadigelse af et kamera) og 293 (uberettiget brug af kameraet og et memory card).

Af brevvekslingen fremgår det også, at en senioranklager vurderer, at 20.000 kroner er en passende bøde, men som hun også anfører i et brev til Rigsadvokaten, er frihedsstraf den sædvanlige sanktion i sager om brud på straffelovens paragraf 260.

Meget sjælden sag

Professor i strafferet på Københavns Universitet Trine Baumbach har over for Politiken forklaret, at »det er meget sjældent, at vi ser sager af denne karakter mod politikere«:

»En overtrædelse af straffelovens paragraf 260 om ulovlig tvang er en alvorlig sag, hvor der ofte bliver idømt i hvert fald en betinget frihedsstraf. De fleste sager om ulovlig tvang er sådan nogle sager om dummebøder i kriminelle miljøer. Hvis forholdet ikke er så groft, kan der dog idømmes en bøde«, har hun forklaret.

Brevvekslingen mellem de forskellige danske anklagere har også afsløret nye detaljer om forløbet den aprilmorgen i 2017, da Dohrmann konfronterede filmfotografen. Det skete, da denne filmede Dohrmanns landbrugsgrund i Sydjylland, knap 200 meter fra Dohrmanns hus. Optagelserne skulle bruges i forbindelse med en kritisk DR-dokumentar om blandt andre Dohrmanns brug af såkaldte blyantspenge fra EU.

Dohrmann kørte i sin bil hen til fotografen, hvorefter de kom i klammeri og begge havde fat i kameraet. Fotografen gav dog slip, da Dohrmann spurgte, om han skulle smadre kameraet. Herefter ringede Dohrmann først til en journalist bag dokumentaren og skældte ham ud, hvorefter han kørte tilbage til sit hus med kameraet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fotografen Birger Lund tilkaldte politiet, der efter at have mødtes med Lund fortsatte til Dohrmanns hus. DF’eren afviste at tale med betjentene, men udleverede kameraet, som politiet herefter kunne køre ud til Lund og aflevere.

Lund konstaterede dog, at der manglede et memory card, og at kameraet var beskadiget. Betjentene kørte for anden gang hen til Dohrmann og sigtede ham for at have taget kortet, men Dohrmann ville fortsat ikke tale med dem, fremgår det af brevene.

Betjentene forlod derfor endnu en gang adressen, men da centralen efterfølgende bad dem køre hen til Dohrmann – tredje gang – for selv at finde memory cardet, vendte de om for at køre tilbage.

Ved ankomst til adressen kunne de dog konstatere, at Dohrmann og Lund endnu en gang var kommet i klammeri ved fotografens bil. Nærmere bestemt sad fotografen i bilen, mens Dohrmann stod lænet op ad bilens åbne dør og rakte ind i bilen. Ifølge Lunds forklaring til betjentene havde han siddet i bilen og skrevet en sms-besked, og Dohrmann havde forsøgt at tage telefonen fra ham. Derfor var Lund begyndt at køre langsomt frem, mens Dohrmann gik ved siden af bilen.

Politiet fik adskilt parterne, og fotografen forlod stedet. Politiet informerede Dohrmann om, at han ville blive sigtet for at ødelægge kameraet, og at de ville lede efter kortet i hans hus, hvorefter han dog udleverede det til dem.

Glistrup er topscorer

Med mandagens afgørelse i Bruxelles skriver Jørn Dohrmann sig ind i historiebøgerne. En dansk europaparlamentariker har ikke fået frataget sin parlamentariske immunitet i de seneste 25 år, hvis nogensinde, meddeler Folketingets Oplysning, som ikke umiddelbart kan se længere tilbage i arkiverne.

Dohrmann bliver dog en del af den relativt lange række af danske folketingspolitikere, der har fået ophævet deres parlamentariske immunitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I alt har 45 folketingsmedlemmer siden grundlovsændringen i 1953 oplevet at få frataget deres immunitet, oplyser Folketingets Oplysning. Topscoreren på listen er Mogens Glistrup, stifter af Fremskridtspartiet, som i perioden 1972-1982 hele ti gange fik ophævet sin parlamentariske immunitet på grund af skattebedrageri, herunder en stribe forlængelser.

Kendte politikere som Mogens Camre (ulovlig transport af pistol med fly), Peter Brixtofte (groft mandatsvig) og Lene Espersen (overså en knallert og fik frakendt sit kørekort betinget) har ligeledes måttet acceptere en ophævelse af den parlamentariske immunitet. Det seneste eksempel var i 2015, da Venstres nuværende klimaordfører, Thomas Danielsen, kørte for stærkt.

Ophævelsen af parlamentarisk immunitet er ikke ensbetydende med, at man dermed er uværdig til at sidde i Folketinget eller bestride et andet folkevalgt embede, som eksempelvis europaparlamentariker. Kun fem gange er et folketingsmedlem siden 1953 blevet frataget sin valgbarhed.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden