0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tre nye kæmpe vandværker skal give københavnere blødere vand

Drikkevandet i hovedstaden skal i fremtiden være endnu blødere, så københavnerne slipper for problemer med kalk i vandet. Derfor skal tre, nye, topmoderne vandværker opføres.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kalk i vandet er dagligt til stor gene for mange københavnere, som både oplever problemer i forbindelse brusebadet, hvor der skal bruges ekstra sæbe for at blive ren, når vandet er hårdt, men også i køkkenet, hvor elkeddel og opvaskemaskine hurtigere stopper til og oftere skal udskiftes.

For at komme ønsket om blødere drikkevand i møde har HOFOR påbegyndt arbejdet med at bygge tre helt nye og topmoderne vandværker. De skal erstatte tre af landets største vandværker, der leverer drikkevand til hovedstadsområdet.

Det skriver TV 2 Lorry.

»Der er stor efterspørgsel på blødere vand fra både forbrugere og virksomheder i vores forsyningsområde, så vi vil løbende udrulle denne modernisering på alle vores syv regionale vandværker«, siger Erling Fischer, projektchef i HOFOR for vandværker og blødgøring, til TV 2 Lorry.

På et fælles projektkontor i Rødovre sidder han i samarbejde med førende specialister og arbejder på at få løst det udfordrende projekt bedst muligt.

»Med de nye vandværker vil mere end halvdelen af HOFOR's drikkevandsproduktion være blødgjort. Vi er i gang med en proces, hvor hele vores produktion skal omstilles til de nye standarder«, siger han.

Blødere vand er også godt for miljøet

Ikke nok med, at vand med højt kalkindhold kan være generende for den enkelte borger, så kan det også være samfundsmæssigt yderst rentabelt med blødere vand i hanerne. Med blødere vand kan man ifølge HOFOR gøre noget godt for miljøet samtidig, da man eksempelvis kan spare en tredjedel af sæbeforbruget til vask og rengøring samt spare på kemikalier til afkalkning.

Det betyder samtidig, at der - når vandet kommer på renseanlæg - skal bruges færre ressourcer på at fjerne de skadelige stoffer, som stammer fra vaske- og rengøringsmidler, inden spildevandet ledes ud.

Derudover giver det et lavere energiforbrug til husholdningsapparater og varmtvandsanlæg, når de langsommere kalker til ved brug af blødere vand.Tilkalkning kan samtidig give vandspil fra løbende toiletter og dryppende haner, som mindskes ved brugen af blødere vand. Ifølge HOFOR kan vandspillet mindskes med 100 kubikmeter om året pr. toilet, der løber, når blødere vand benyttes.

De tre nye vandværker skal placeres ved de nuværende anlæg vest for Ishøj, ved Søndersø og ved Gevninge. Det forventes, at det samlede projekt vil koste mere end en milliard kroner.

»Det er tre af de allerstørste vandværker, der findes i Danmark. Der er ikke bygget så store vandværker i landet de seneste 50 år, så alene anlæggenes størrelser er en udfordring. Nu skal vi tilmed indføre en helt ny blødgøringsteknologi efter danske forhold, og her ligger de største udfordringer«, siger John Kristensen, der er projektleder på opgaven hos ingeniørvirksomheden NIRAS, der også sidder med på kontoret i Rødovre.

De nye vandværker vil stå klar i 2024

De nye anlæg skal erstatte de nuværende vandværkers indmad i form af procesanlæg, men også selve bygningerne vil blive moderniseret. De har alle tre været brugt til produktion i mere end 70 år.

Med på opgaven er også ingeniørvirksomheden Krüger, der allerede nu glæder sig over projektet, der dog først forventes at blive afsluttet i 2024, hvor de tre nye anlæg vil stå klar og komme i drift.

»Det er virkelig spændende at være med til at udvikle nogle af Danmarks første, rigtig store blødgøringsanlæg i et konsortium med en masse kompetente mennesker. Det vil generere en masse ny viden imellem både rådgiverne på opgaven og HOFOR – det ser vi allerede nu«, siger Max Toft Pedersen, projektleder hos Krüger.

De to ingeniørvirksomheder har indledt et samarbejde med det hollandske rådgiverfirma Witteveen + Bos, da de hollandske erfaringer med lignende projekter skal hjælpe herhjemme, da der er tale om komplicerede procesanlæg.

På Brøndbyvester vandværk har man med succes siden 2017 forsøgt sig med den nye teknologi, der nu skal gøre drikkevandet i store dele af hovedstaden blødere.

Men udover, at københavnerne får blødere drikkevand med mindre kalk i, så vil moderniseringen af vandværkerne også betyde, at drikkevandet vil få en højere fødevaresikkerhed.Det sker via nye standarder, hvor vandbehandlingen foregår i helt lukkede kredsløb i stedet for på anlæg med åbne vandoverflader og iltningstrapper som på de gamle anlæg.