Kærlighedsjagt på Tinder: »Jeg spørger hende, om hun er god til andre ting med hænderne. Derfra går det kun én vej: nedad«

Jeg bladrer mellem billeder af mig selv. Er ét billede nok? Jeg vælger nogle stykker, hvor der også optræder andre end mig. Jeg skal jo ikke virke ensom. Jeg stirrer på feltet beregnet til en kort tekst ’om mig’. Og dropper det. Jeg aner ikke, hvad jeg skal skrive.

Profil oprettet. Så er det bare at gå i gang med at stryge til højre og venstre på mobilskærmen – vælge til og fra blandt de mange andre singler.

Mit navn er Simon. Jeg er 25 år og journalistpraktikant på Politiken. Jeg har været single i snart tre år efter at have været ynkelig og ked af det på grund af et forlist forhold. Siden da har jeg ikke fundet kærligheden. Der har været halvhjertede forsøg og momentane glæder. Jeg har smugkigget på datingappen Tinder et par gange, men jeg har ikke formået at investere mig selv i det.

Jeg har en eller anden idé om, hvad den store, evige kærlighed er – og hvordan den opstår på den smukkeste, mest romantiske og uforglemmelige måde. Og jeg har ikke ønsket at skulle fortælle mine fremtidige – meget fiktive – børn, at jeg har mødt deres mor via en app.

Omvendt finder jeg hende jo heller ikke ved at læse hjerteskærende poesi og prosa om andres forhold, mens jeg hører Bon Iver i min 1-værelses lejlighed på Amager. De fleste af mine venner har kærester, og mine to søstre har også – den ene har sågar et barn. Og så er der mig og min forestilling om, hvordan det bliver en dag.

Så nu skal det være. Jeg har hentet appen med den røde flamme som logo i håb om at finde kærligheden igen. Jeg har sat kravet til alder fra 23-35 år og valgt en radius på 10 kilometer fra min bopæl.

Her følger min rejse gennem en måned på jagt efter kærligheden.

Klods Hans på shuffle-mode

Den første kvinde, jeg ser på skærmen, er 26 år og få kilometer væk. Under hendes billede bliver jeg konfronteret med teksten: »En mand, som opnår evne til at tage sit eget sind i fuld besiddelse, kan tage alt andet i besiddelse, som han kan gøre krav på«. Jeg forstår det ikke og fortryder øjeblikkelig, at jeg har hentet appen.

»500 tegn er ikke nok til at beskrive mig« og »Søger en mande-mand«, står der nogle swipes senere. Kærlighed, er du virkelig her?

Bikinibilleder, det klassiske ’jeg har været i Thailand og klappet en tiger og/eller en elefant’-billede, beskårede billeder, hvor kun halvdelen af ansigtet vises og teases, Instagram-konti, humorforladte profiltekster, målrettede, jobopslagslignende krav til drømmefyren og ikke mindst hans højde – ja, og alt det modsatte selvfølgelig.

Af en eller anden grund kommer der også en fyr op på skærmen i ny og næ. Måske for lige at sige: ’Er du helt sikker på, at du orker det andet?’.

På forhånd er jeg skeptisk, og de mange forskellige profiler, der gør mig en smule ængstelig, hjælper ikke på det. Det minder mig om shuffle-funktionen på de gamle iPods, hvor der udkæmpes en febrilsk kamp gennem et hav af sange, der er fede nok, men bare ikke er den helt rigtige. Jeg håber på noget à la Daft Punks ’Instant Crush’.

Flere af mine venner og veninder har fundet deres kærester på Tinder, og jeg fornemmer ikke, at det er ugleset at bruge appen. Det er kun inde i mit hoved, en lille stemme råber: »Kærlighed er noget romantisk og næsten uopnåeligt«. Jeg tør næsten ikke springe ud i det.

Jeg har matchet med nogle stykker, og det er på mange måder alt for konsekvensfrit ikke at starte en samtale – det har endda sit eget begreb: ghosting. I stedet for at agere som kongedatteren i Klods Hans, er det måske bedre at tage træskoen under armen og gøre noget. Men hvad er den perfekte indgangsbesked?

Jeg skriver til et match ved navn Freja: »Du ser vældig rar ud. Vil du helst se på moderne kunst alene eller sammen med en anden?« – som en reference til et billede, hvor hun står og kigger på et maleri. I sin profiltekst har hun skrevet noget med, at hun ikke orker at spilde sin tid. Der går et par dage, hvor hun ikke svarer. Efter endnu et par dage er hun væk. Hun har vel slettet mig. God start, Simon!

Jeg overvejer, om jeg ikke bare skal slette den app. Men jeg vil jo af sted på en date.

Det kommer jeg med Ida. Hun er 24 år, og efter en halv kop kaffe fortæller hun, at hun bruger meget tid på at strikke og sy – alt lige fra viskestykker til strømper. Jeg spørger hende, om hun er god til andre ting med hænderne. Derfra går det kun en vej: nedad.

Date nummer to hedder Julie og er 25 år. Vi mødes ved metroen på Christianshavn. Idet hun kommer op nede fra undergrundsmørket, ser jeg, at vi er mødt op i stort set det samme tøj: en hvid T-shirt, hvide sneakers og lyse shorts. På vores gåtur rundt om voldene kan jeg ikke tænke på andet. Det er jo ikke negativt, at vi har iklædt os det samme sæt. Jeg kan bare ikke lade være med at se os udefra og tænke: ’Hvad er det egentlig, vi har gang i? – til trods for at daten egentlig går meget godt. Hun er sød og klog. Hun får mig til at grine – og omvendt.

Vi har begge en bagkant, og på vej hen til vores cykler taler vi om at mødes igen om et par dage. Jeg skal til at sige, at jeg har meget travlt, men får alligevel sagt ja. Det kan jo være, at jeg bliver mere ramt af at ses igen. Men det gjorde jeg ikke.

Er det kærlighed?

Allerede efter de første dates er jeg ør i hovedet. Det lyder meget privilegeret at sige, at det er hårdt at date, men det synes jeg virkelig, det er. Det er sin sag at møde nye mennesker på et nyt studie eller på en ny arbejdsplads, men at skulle få et fremmed menneske til at føle sig tiltrukket af ens indre og ydre er noget ganske andet. Det er opslidende.

Efter nogle beskeder frem og tilbage med en, der hedder Sara, ender jeg på date i Zoologisk Have. Da hun foreslår det, har jeg mest lyst til at finde på en dårlig undskyldning for, at det ikke kan lade sig gøre. Noget à la: ’Jeg har allergi’. Jeg kan omvendt ikke slippe tanken om den løgn, jeg skal holde kørende resten af mit liv, hvis vi rent faktisk ender sammen.

Men Sara vil rigtig gerne af sted, så det vil jeg selvfølgelig også. Det er lørdag. Jeg er ramt af den fredagsøl, der blev til flere. Der er mange mennesker i zoo. Jeg har svært ved at dechifrere, hvad hun siger. Børn, der råber. De mange lugte. Dyr i indhegning. Klaustrofobisk. Jeg tror ikke, jeg egner mig til at være aktiv-dater.

En dag tager en kvinde for første gang kontakt til mig. Af en eller anden grund er der konsensus på Tinder om, at det er mændene, der skal tage det første skridt. Hun hedder Emma og får med det samme pluspoint i min bog. Hun er 24 år, og jeg kan mærke, at jeg virkelig har lyst til at se hende. Jeg har brug for lidt medvind.

Vi går en tur rundt om Kastellet. Emma ser sød ud i sin sommerkjole. Det er stadig varmt, selv om klokken er over 20. Jeg kan hurtigt mærke, at den kolde øl, jeg har købt på vejen, gør underværker. Jeg er træt efter en hård arbejdsdag, og det er svært at vise det engagement, Emma selvfølgelig fortjener. Og hun fornemmer det hurtigt, tror jeg: Efter at have drukket halvdelen af hver vores øl og udvekslet nogle trivialiteter om uddannelse, ophav og yndlingskunstnere på årets Roskilde Festival kigger hun lettere opgivende på mig.

»Okay, hør, jeg er egentlig ikke ude efter noget seriøst, men du virker sød og oprigtig. Har du lyst til at udveksle numre og se, hvad der sker?«, siger hun.

Jeg tænker først, at jeg må have en kærlighedsløs udstråling. Jeg indvilliger dog hurtigt i hendes forslag. To dage senere, om lørdagen, mødes vi tilfældigt i Indre By. Vi er begge på vej hjem. Emma siger, at hun bor »lige rundt om hjørnet« og tilbyder mig at tage med.

Det virker så nemt bare at sige ja. Men jeg er jo godt klar over, at det ikke fører til mange romantiske gåture eller lange søndage i den samme seng, når hun ikke er »ude efter noget seriøst«. Jeg fører argumenter for og imod oppe i mit hoved, mens hun afventer mit svar. »Der er virkelig langt til Amager«, bliver tungen på vægtskålen. Én søndag er trods alt bedre end ingen.

En tidselsommerfugl lander

»Hej, du ser virkelig sød ud. Har du lyst til at drikke en kop te?«, skriver jeg til et match ved navn Anne.

Med det samme fortryder jeg, at der ikke er en slags optakt inden invitationen. Der går en time, og tanken æder mig op indefra. To timer. Og så svarer hun: »Mange gange i lige måde. Det vil jeg meget gerne. I morgen aften?«.

Vi ender på den date, som alle har været på før os: en gåtur på Assistens Kirkegård i hjertet af Nørrebro. Anne kommer gående fra den ene ende af Hans Tavsens Park, mens jeg står ved åbningen til kirkegården. I sekunderne op til kollisionen ser jeg mig selv udefra: Jeg har en mulepose over skulderen, hvori der ligger en termokande med sort te og to kopper. I ramme alvor har jeg taget mine to eneste matchende kopper med i et dumt forsøg på at få Anne til at føle sig forbundet til mig. Jeg krummer tæer.

»Har du gjort det her mange gange før?«, spørger hun med et smil på læben, da vi har givet hinanden et nervøst kram, og jeg har hældt te op i kopperne.

Det har jeg ikke, fortæller jeg med en nagende frygt for, at hun ikke tror på mig. Der er stille et øjeblik, og jeg tænker, at jeg er den mest klicheagtige type af alle typer. Men så bryder hun ud i latter og siger, at det er meget sødt.

Anne er 27 år. Hun er smuk, interessant og begavet. Tre timer flyver af sted, mens vi spankulerer rundt blandt sommerglade mennesker i nåletræs-grønne omgivelser. Det er svært ikke at lade sig rive med og åbne op. Men samtidig kværner mine tanker om, hvad hun mon tænker om situationen. Om mig. Det føles, som om der er en barriere. Jeg vil så gerne have det til at lykkes.

Idet vi skal til at skilles, tager hun mine hænder. Jeg har ingen ord.

»Tusind tak for i aften. Det var, oprigtigt, lige præcis det, jeg havde brug for i aften«, siger hun, og før jeg ved af det, er hendes øjne lukkede, og hun giver mig et hurtigt kys på munden.

Efter hun er gået, står jeg et minut ved min cykel. En tidselsommerfugl lander på mit styr. Det virker helt uvirkeligt. Jeg ser mig selv udefra: en lille dreng, der lige har fået sit første kys af den søde pige i klassen ude i skolegården. Og jeg smiler. Hele vejen tilbage til Amager smiler jeg, mens jeg hører Daft Punks ’Instant Crush’.

Et par dage senere mødes vi over en øl på Vesterbro. Samtalen glider let, og det føles helt naturligt at fortælle om mig selv og spørge ind til hende. Alligevel er der noget, der skurrer. Vi når også kun én øl, inden Anne fortæller, at hun lige er kommet ud af et længerevarende forhold. To minutter senere er hun væk. Hun vender sig ikke om, da hun går. Det gør ondt. Men jeg føler ikke, at jeg kan tillade mig at være skuffet. Sådan er spillet vel. Og jeg er mest bare imponeret over den oprigtighed, der er opstået mellem to mennesker på så kort tid.

Hvor skal vi hen, du?

Har jeg fundet den store kærlighed? Næppe. Har der været spirende glæder, varme håndflader, et bankende hjerte og ømme kinder efter utallige smil og grin? Bestemt.

For en måned siden var det svært for mig ikke at opfatte Tinder som en forloren kærlighedssimulator, hvis mål er at facilitere så mange digitale møder mellem singler som muligt. Jeg var lige dele skeptisk og utryg ved at se og bladre igennem de mange potentielle forhold. Jeg følte mig som skærmtrolden Hugo, der i 90’erne bankede på skærmen og spurgte: »Hvaaa, hvor skal vi hen, du?«.

Der er dog noget meget ægte i netop det spørgsmål: Det er jo det, to søgende singler skal finde ud af. Sammen.

Og det er først muligt, når relationen forlader skærmen og flyttes ud i virkeligheden. Hvis Tinder bliver brugt som en bro til at komme ud i den verden, der ikke kræver lynhurtige beslutninger truffet med et swipe, tror jeg på, det kan lade sig gøre. Øjeblikket, hvor glimtet i et par forventningsfulde øjne bliver blotlagt, er nemlig fyldt med håb. Den digitale kærlighed findes – også selv om det ikke lykkedes for mig i denne omgang – der har været præget af flere dates, end jeg nogensinde har været på i mit liv på en måned. Jeg har sluppet min Tinder-angst, men nu har jeg også brug for en pause. Jeg vil dog ikke udelukke, at jeg åbner appen igen. Måske det lykkes at gribe forsigtigt fat om den næste sommerfugl, der lander.

Alle navne er opdigtede af hensyn til kvinderne.