Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

For at få kontanthjælp skal hjemløse skal selv bevise, at de har opholdt sig i Danmark. (Arkivfoto).

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Omtumlet tilværelse sender hjemløse danskere på lav integrationsydelse

Hjælpeorganisationer er jævnligt i kontakt med danske hjemløse, der bliver sat på den lave integrationsydelse, fordi de ikke er i stand til at redegøre for, at de har opholdt i Danmark. Den ny regering bør se på de lave ydelser, mener formanden for Dansk Socialrådgiverforening.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hjemløse John, hvis historie Politiken tirsdag kan fortælle, har fået Ombudsmandens ord for, at han var berettiget til kontanthjælp, selv om der er to år, hvor han ikke kan dokumentere, at han opholdt sig i Danmark.

Den blåøjede pæredanske hjemløse blev ellers af Københavns Kommune sat på den lavere integrationsydelse, og han er ikke den eneste hjemløse, som har oplevet det. I organisationen Settlementet på Vesterbro i København, hvor de blandt andet rådgiver socialt udsatte, har de løbende den slags sager, fortæller Settlementets formand, Nikolaj Nielsen, som er jurist og ph.d. i socialret og boligrettigheder. Han ser det som et retssikkerhedsmæssigt problem.

»Det er dybt problematisk, at man opstiller krav, som dem, der har allermest brug for ydelserne, ikke kan opfylde«.

Loven siger, at man skal have opholdt sig i Danmark i ni ud af de sidste ti år for at få kontanthjælp. Ellers er man kun berettiget til integrationsydelse, der typisk er cirka 5.000 kroner lavere end kontanthjælpen hver måned før skat.

Det er borgeren, som skal kunne bevise, at han eller hun har haft bopæl her i landet, men det er svært for hjemløse, fortæller Nikolaj Nielsen.

»Det er folk, der er i kanten af samfundet, og som har klaret sig uden kontanthjælp en periode og derfor ikke kan fremvise digitale spor, og det er helt ude af proportioner, at de skal dokumentere, hvad de har lavet for så mange år siden, fordi man vil sikre sig mod, at nogen får ydelsen uberettiget«.

Flere andre ngo’er, som rådgiver hjemløse, kender også til den slags sager. Blandt andet kan Kirkens Korshær på en hurtig rundringning finde eksempler fra både sjællandske og jyske kommuner.

Og i De Hjemløses Landsorganisation Sand rådgiver man to grønlandske kvinder og en mand, som søgte kontanthjælp, men blev tildelt den lavere integrationsydelse, fordi de ikke kunne dokumentere, at de har opholdt sig i riget de seneste otte år. Begge kvinder er hjemløse og modtog kontanthjælp i andre kommuner, men blev sat på integrationsydelse, da de flyttede til København.

Det er folk, der er i kanten af samfundet, og som har klaret sig uden kontanthjælp en periode og derfor ikke kan fremvise digitale spor

Vejen tilbage bliver lang og svær

René Nielsen, socialrådgiver i Sand, forklarer, at man bliver erklæret forsvundet, hvis man ikke har en folkeregisteradresse. Og har man ikke en adresse, mister man sin NemID, da den er bundet op på adressen. Og med nedlæggelsen af NemID ryger også ens bankkonto.

»Folk kommer til at leve fra hånden i munden og samle flasker. Netop disse perioder uden offentlig forsørgelse med et omtumlet liv på gaden skal de hjemløse redegøre for. Når de så skal ind i systemet igen, skal de igennem en labyrint for overhovedet at få mulighed for at få en ydelse«, siger han.

Sagerne undrer René Nielsen, fordi Ankestyrelsen, den instans, som blandt andet fastlægger kommunernes tolkning af socialloven, allerede i 2017 i en såkaldt principafgørelse slog fast, at man er berettiget til kontanthjælp, hvis man har gået i grundskole i Danmark og kun har været i udlandet en kort periode. René Nielsen mener desuden, at kommunerne bør tage hensyn til borgerens ressourcer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De hjemløse får besked om at indhente papirer fra tidligere arbejdsgivere, fra pensionsinfo og fra mange andre instanser, men de har ikke de digitale kundskaber, det kræver. Kommunen pålægger dem en bevisbyrde, de ikke har chance for at løfte. Jeg synes, at det ligner en kommunal spareøvelse«, siger René Nielsen.

Han har skrevet til Københavns Kommune og klaget over, at kommunen svigter sin forpligtelse til at få sagerne oplyst og til at yde særlig hjælp hertil til socialt udsatte. Kommunen har svaret, at man overholder loven og er klar over, at det er svært for hjemløse at skaffe den nødvendige dokumentation.

Folketingets Ombudsmand er kommet med en afgørelse i hjemløse Johns sag, som har gjort, at han fik ret til kontanthjælp. Sagen er også fra Københavns Kommune, som Politiken har bedt om en kommentar. Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen skriver i en mail, at man ikke ønsker at kommentere konkrete personsager. Men, oplyser man:

»Ankestyrelsen har som følge af udtalelsen fra Folketingets Ombudsmand ændret praksis i afgørelsessager om integrationsydelse. Derfor har Københavns Kommune også tilrettet praksis, så den stemmer overens med udtalelsen fra Folketingets Ombudsmand og Ankestyrelsens ændrede praksis«.

Ny regering vil se på ydelser

I Dansk Socialrådgiverforening mener formand Mads Bilstrup, at de hjemløse i løbet af de senere år er kommet i klemme på en række områder. Det er med loven, som forbyder tiggeri, reglerne om utryghedsskabende lejre og kontanthjælpsloftet, som rammer de udsatte hårdest.

»Vi har set et stigende antal hjemløse – og et stigende antal unge hjemløse, og vi risikerer at tabe de svageste på gulvet, så de ikke længere er en del af fællesskabet. Det første, de ansvarlige politikere skal gøre her efter valget, er at fjerne de lave ydelser, så ingen skal leve i fattigdom, og så skal vi have et sikkerhedsnet, så vi kan gribe dem, der falder«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Netop de sociale ydelser er et af omdrejningspunkterne for de regeringsforhandlinger, som er i gang i øjeblikket. SF havde ligefrem i valgkampen en afskaffelse af kontanthjælpsloftet som et ultimativt krav for, at partiet ville stemme for den næste finanslov.

Socialdemokratiet har i første omgang fredet de lave ydelser og kontanthjælpsloftet, men foreslog allerede i vinter, at der bliver nedsat en ydelseskommission, som skal se på reglerne. Partiet ønsker ikke at kommentere de aktuelle sager på grund af igangværende regeringsforhandlinger.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden