Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningStatsminister Mette Frederiksen (S) har under et arrangement i embedsboligen Marienborg givet en officiel undskyldning til de danskere, der som drenge blev udsat for tæsk, psykisk vold og seksuelle overgreb på børnehjemmet Godhavn og andre børnehjem i perioden 1946 til 1976.
Det sker, efter at mændene, samlet i Landsforeningen Godhavnsdrengene, i mere end et årti har kæmpet for at få skiftende regeringer til at give en officiel undskyldning for, at drenge blev mishandlet, uden at myndighederne greb ind og bremsede det.
Mette Frederiksen gik rundt og gav hånd til de fremmødte, inden hun tog ordet.
»Alle jer som var anbragt på børnehjem i efterkrigstiden og så grusomt blev svigtet af det samfund, som skulle passe på jer. Der kommer en dag. I dag er jeres dag«, sagde statsministeren, der bredte sin hilsen ud til dem, som ikke kunne magte at dukke op, eller som er gået bort.
»Det er en dag med store følelser«, sagde en tydelig berørt Mette Frederiksen.
»Jeg vil indfri mit løfte, og i dag vil Danmark give en undskyldning for det, som skete, da I var børn. I vor tid er der begået alvorlige svigt og overgreb på børn, som var i samfundets varetægt. Det skete i en tid, hvor den danske stat var ansvarlig for at føre tilsyn. Børn blev fjernet fra deres mor og far. I stedet for omsorg blev I udsat for overgreb«, sagde Mette Frederiksen.
Der var en berørt stemning i salen på Marienborg, da statsminister Mette Frederiksen på Danmarks vegne gav en undskyldning til Godhavnsdrengene.
»I fik at vide, at det, der skete, var jeres egen skyld. Det vigtigste i dag er at få sagt én gang for alle: Det var ikke jeres skyld. Det var de voksnes skyld. Det var de voksne, der begik overgrebene, som ikke greb ind. Det var samfundet, som lukkede øjnene. [...] I mistede den ene barndom, vi har i vores liv. Det, I har gennemlevet, er i mine øjne et af de mørkeste kapitler i vores historie, som er i modstrid med alt det, Danmark står for«.
»Jeg kan ikke påtage mig skylden, men jeg kan påtage mig ansvaret«.
Tidligere regeringer har afvist at sige undskyld
Allerede inden sommerferien – 3. juli – annoncerede Statsministeriet i en pressemeddelelse, at en undskyldning var på vej til tidligere beboere på Godhavn og andre børnehjem. Fra 1946 og frem til 1976 blev en række anbragte børn udsat for overgreb og svigt. Tidligere regeringer har imidlertid afvist at give en officiel undskyldning, da de ikke selv har været ansvarlige for de overgreb, der fandt sted for mange år siden. Men med den nye regerings tiltræden er kursen ændret.
I mistede den ene barndom, vi har i vores liv
Mette Frederiksen
»Nogle af samfundets mest sårbare børn blev mishandlet. De blev svigtet af de voksne, der skulle passe på dem. Myndighederne gjorde intet. Det kan og må vi ikke som samfund lukke øjnene for. Vi kan ikke ændre det, der er sket. Men vi kan og skal lære af det. Det var ikke børnenes skyld. Det er det aldrig. Derfor er det på høje tid, at vi giver ofrene en undskyldning«, lød det fra Mette Frederiksen i pressemeddelelsen fra juli.
Flere politikere var til stede ved arrangementet på Marienborg. Her ses Nye Borgerliges Pernille Vermund, SF-leder Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper fra Enhedslisten.
Mod slutningen af sin tale kom Mette Frederiksen til det ord, som alle gæsterne på Marienborg havde ventet på.
»Kære alle sammen. I har ventet længe, men nu skal I ikke vente længere. På vegne af vores fortid, nutid og fælles fremtid vil jeg gerne se hver eneste af jer i øjnene og sige undskyld. Undskyld for den uret, som er begået mod jer og jeres kære. Dem, som var og er, og dem, som følger efter. På vegne af Danmark: Undskyld«, lød det fra statsministeren.