0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Søren Pind: »Jeg følte mig dygtigere end Kristian Jensen«

15. september 2019
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I 2011 havde Søren Pind sat et helt apparat på stand by til at kunne udfordre Kristian Jensen i et kampvalg om formandsposten i Venstre, hvis Lars Løkke Rasmussen dengang havde trukket sig som partiformand. I dag er formandsposten ledig, mens Pind har forladt politik. Det ærgrer ham ikke. Som en af partiets fløjkrigere anser han sig selv for uegnet til at lede et parti, hvis opgave er at komme fri af de gamle fløje.


I disse uger med undtagelsestilstand i Venstres øverste geledder er der en del mennesker, som har kontaktet Søren Pind for at forhøre sig, om han monstro går rundt og ærgrer sig lidt over, at han sprang fra sidste år og forlod hele butikken iført pompøs ministeruniform. Naturligvis med det underforståede budskab, at chancen for et gedigent avancement til partiets øverste poster nu er til stede som ved et trylleslag.

»Nogen har drillet mig med, at hvis jeg bare var blevet, kunne det have været mig nu og så videre. Mit svar har været, at nej, det kunne det ikke. For jeg var også selv for fedtet ind i det. Også i forhold til Løkke. Essensen er, at vi var låst inde i hinanden. Mest Lars og Kristian, som jeg mente, tømte rummet for ilt. Men vi blev alle sammen, hvor vi end stod, fedtet ind i det der. Derfor er det kloge valg nu at sige, at det her uvæsen er nødt til at forsvinde«, siger Søren Pind.

Med »uvæsnet« mener han fløjene. De evige kampe mellem dem, som holdt med Kristian Jensen, og dem, der som Pind holdt med Løkke.

»Hvis Venstre skal eksistere som parti, er det nødt til at være strømningerne, der regerer. Ikke fløjene personificeret i personer. Det tror jeg ikke, der er så mange, som kan. Men jeg ved, at Jakob kan«, siger Søren Pind.

Jakob Ellemann-Jensen har på rekordtid overhalet hele det slæng af formandsbejlere, som Søren Pind i årevis har tilhørt. Indimellem som et varmt formandsbud. Mens Jakob Ellemann i 90’erne og 00’erne gik rundt og sagde til alt og alle, at han absolut ikke ville følge i sin fars politiske fodspor, har Søren Pind i de samme årtier kæmpet og kæmpet og kæmpet for sig selv, sit parti og dets fløje.

I den forstand ville man ikke kunne fortænke den tidligere minister i, hvis han alligevel går rundt og er en smule forbitret over, at han nu befinder sig det forkerte sted på det rigtige tidspunkt. Altså uden for politik. Men Søren Pind insisterer. Der er ikke noget, der stikker i hjertet.

»Næ, det gør det sådan set ikke. Jeg har jo prøvet de ting«.

Du har da ikke prøvet at være partiformand og statsministerkandidat. Det ville du jo gerne?

»Det ville jeg da gerne have prøvet. Men jeg er nået frem til, at du kan bestemme så og så meget i politik. Og så kan du heller ikke bestemme mere. Du kan kæmpe og knokle lige så meget, du vil. Men der skal også held til. Jeg har haft masser af held. Masser af det. Men jeg har også haft ikke-held. Det er altid et spørgsmål om tid. Det er også derfor, jeg skriver, som jeg gør om 2011. Og tiden bagefter«, siger Søren Pind.

Han refererer til erindringsbogen ’Frie ord’, der er udkommet i denne uge. Søren Pind af karsken bælg kan man roligt udtrykke det. Fra opvæksten i Schweiz og bornholmske Østermarie samt hele vejen frem til formandsopgøret i Venstre.

Perioder med stolpe ind og stolpe ud. Om at være på mode og pludselig ikke være det. Og en tid, der løb fra ham som et seriøst bud på en kommende formand.

»Man begår selv dumme ting. Andre hjælper en med at fremme de dumme ting. Og så videre og så videre«, siger Søren Pind.


Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen


Tiden som både udviklings- og integrationsminister før valget i 2011 endte med at blive højdepunktet. Han toppede popularitetslisterne og havde i det skjulte lagt detaljerede planer for at udfordre næstformand Kristian Jensen i et kampvalg om formandsposten. Hvis ellers Lars Løkke Rasmussen allerede dengang havde trukket sig.

»Jeg følte mig dygtigere (end Kristian Jensen, red.) og mente at kunne udføre den opgave bedre«, skriver han i bogen.

Omvendt kørte det skævt i valgperioden 2011-15. Løkkes tilbud om justitsministerposten blev i realiteten et signal om, at Søren Pind havde nået endestationen. Faktisk blev han edderspændt rasende over at blive sorteret fra til drømmejobbet som udenrigsminister til fordel for Kristian Jensen.

»Jeg var oprigtigt vred over, at jeg skulle derover i Justitsministeriet. I realiteten vidste jeg næsten, at det sådan set var slut. Instinktivt vidste jeg, at det her var enden af vejen«, siger han.

Fordi du – som du skriver i bogen – regnede med, at du i løbet af ret kort tid ville blive flyttet igen, fordi det ville blive nødvendigt at indlemme Dansk Folkeparti i regeringen på et tidspunkt?

»Ja, jeg tror også, det var meget tæt på at ske. I stedet for blev det bare noget andet. Men rationalet var rigtigt nok«, siger Søren Pind.

Den egentlige politiske endestation blev så halvandet år som uddannelses- og forskningsminister i V-LA-K-regeringen. En tid, hvor det hele løb sammen i et mismod over det politiske liv. Alle mulige ting løb sammen i en konklusion om at trække sig. Sat på kort formel:

»Jeg synes, de diskussioner, man havde i Venstres folketingsgruppe om udlændingepolitik, var udmattende. Simpelthen udmattende. Den måde Finansministeriet bedrev deres virksomhed på, kunne jeg ikke stå inde for. Og den iltløshed, der opstod omkring Kristian Jensen og Lars Løkke, havde jeg ikke lyst til at være en del af. I det hele taget havde jeg lyst til at være glad, når jeg gik på arbejde«.


Den iltløshed, der opstod omkring Kristian Jensen og Lars Løkke, havde jeg ikke lyst til at være en del af


Finansministeriet forvalter ødelæggelse

Finansministeriet først. På et centralt punkt adskiller ’Frie ord’ sig fra politikererindringer, som de er flest. Traditionelt hylder politikere det fantastisk dygtige embedsværk, som fra morgen til aften arbejder som besatte for at betjene ministeren til UG med kryds og slange.

Søren Pind deler både roser og torne ud. Han brokker sig over ministerbetjeningen i Integrationsministeriet, hvor han første dag på jobbet blev mødt af en 45 centimeter høj sagsbunke, hvor sager i uprioriteret rækkefølge lå »hulter til bulter«. Særligt retter han en sønderlemmende kritik mod, hvad han opfatter som Finansministeriets ødelæggende måde at forvalte sin alt for store magt på.

Det er bedst illustreret gennem et opsigtsvækkende eksempel på magtudøvelse, som, han mener, kom på tværs af noget så centralt som rigets sikkerhed. Udgangspunktet er en økonomisk diskussion mellem Justitsministeriet og Finansministeriet før forhandlingerne om en ny politireform. En dag var Justitsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, kommet oprevet ind på Pinds kontor, fordi Finansministeriet ville ændre på en trusselsvurdering fra Politiets Efterretningstjeneste.

»Barbara kommer ind til mig, og så siger hun: »Nu er det nok«. Jeg spørger, hvad der er los. Så siger hun: »Jamen, de har rettet i trusselsvurderingen, og de insisterer på, at det ser for dyrt ud«. For mig var det kulminationen på en diskussion, jeg havde ført med mig selv og andre omkring Finansministeriet. En glidende overgang, hvor Finansministeriet gik fra at være et økonomisk ministerium til at være et fagtilsynsførende ministerium«, siger Søren Pind.

Det fremgår ikke, hvad Finansministeriet konkret ønskede rettet.

Kan det have handlet om, at Finansministeriet satte spørgsmål ved f.eks. behovet for indkøb af ekstra politibiler eller lignende?

»Der kan sagtens være eventualiteter beskrevet i den. For mig handler det om, at man går ind og piller i fagligheden«, siger Søren Pind.


Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen


I bogen hedder det råt for usødet, at Finansministeriet har en »uhyre ubehagelig og beklagelig arbejdsform, der er eskaleret gennem årene, og som jeg ikke længere kunne leve med, da det kom til stykket«. Konsekvensen er til at tage at føle på:

»Det er min overbevisning, at præcis denne måde at forvalte sit skålpund kød på er en stor del af årsagen til skandalen i Skat – den måde, hvormed det også er gået galt ved DSB og Post Danmark«, hedder det i bogen.

Søren Pind nævner, at han jævnligt har rejst problemstillingen i diverse regeringsfora. I den konkrete sag om trusselsvurderingen valgte den daværende justitsminister at sætte sin stilling ind på det over for statsministeren.

»Sagen er, at den slags kampe kan du kun tage et vist antal af. Du kan ikke bare blive ved og ved og ved«.

Hvad har svaret været, når du har rejst det?

»Nu fik jeg selv ordnet den konkrete sag. Statsministeren sagde, at han ville prøve at snakke med Kristian Jensen om det. Men meget handlede også om politisk gefühl«, siger Søren Pind.

Problemet er, mener han, at hverken finansministeren eller statsministeren havde noget incitament til at ændre på tingene.


»Det her giver finansministeren enorm magt. Statsministeren kan altid få penge på den korte bane til det, han skal bruge penge til. Skandalerne kommer først langt senere. Tag Skat som eksempel. Incitamenterne er i virkeligheden små«.

Så handler det vel om noget andet. Om en kultur i embedsværket?

»Det handler om kultur. Lige så vel som man i slut-80’erne og i begyndelsen af 90’erne talte om den juridiske magtfuldkommenhed indtil Tamil-sagen. Nu er der kommet en økonomisme ind. Den mener, at ingen andre hensyn tæller end det snævre økonomiske. Man betragter i realiteten andre ministerier som laverestående, som kun er ude på at genere Finansministeriet«.

Barbara Bertelsen har ikke ønsket at kommentere Søren Pinds referat af samtalen. Og Finansministeriet ønsker heller ikke at kommentere Søren Pinds anklager, men Enhedslistens Rosa Lund har i et folketingsspørgsmål bedt ministeriet redegøre for forløbet om PET’s terrorvurdering.

Kammeradvokaten skriver lovforslag

’Økonomismen’ har ifølge Søren Pind også sneget sig ind på andre områder i statsforvaltningen. »Det forlyder«, skriver han, »at det er kommet så vidt, at man i bestemte dele af statsadministrationen har udliciteret selve kerneopgaven, nemlig udarbejdelsen af lovforslag, til udefrakommende – Kammeradvokaten«.

Denne »udsultning« af den juridiske ekspertise i ministerierne har betydet, at de enkelte departementer ikke længere har »kompetencen til at udfylde denne kerneopgave i et departement – formulering af lovforslag«.

Søren Pind tør imidlertid ikke sige, hvilke ministerier, der konkret er tale om.

»Jeg tror, det er i Miljø- og Energiministeriet, hvor Kammeradvokaten sidder og laver lovarbejde. Men jeg er ikke sikker. Det er også derfor, jeg skriver ’forlyder’. Når man skriver sine erindringer, må man godt skrive om ’forlydender’«.

Men hvad betyder det?

»Spørgsmålet er: Hvad skal et departement? Der er selvfølgelig en række ting. Men det er klart, at den lovgivningsmæssige kompetence – altså det, at man skal fremsætte lovforslag ovre i folketingssalen – er et kerneo