En tidligere ansat i jernbanefragtfirmaet DB Cargo er torsdag ved Retten i Glostrup idømt 20 dages betinget fængsel i forbindelse med togulykken på Storebælt i januar, hvor otte personer mistede livet.
Manden har ingen andel i ulykken overhovedet. Det understreger dommer Henrik Munkholm også ved domsafsigelsen.
Men den 47-årige, der var tillidsmand for stationsbetjentene på terminalen i Høje Taastrup, valgte at slette et navn og en dato fra et dokument, som ledelsen havde bedt om at få udleveret umiddelbart efter ulykken.
På dokumentet stod navnet på en kollega, og det valgte den 47-årige at strege over.
»Det var en tanketorsk«, forklarede han torsdag i retten.
Tanketorsk eller ej, så var handlingen så alvorlig, at den ifølge Retten i Glostrup er at regne som bevisforvanskning i straffelovens forstand.
For manden måtte være klar over, at dokumentet en såkaldt læsseliste - skulle indgå i undersøgelsen af ulykken.
Den 47-årige har nægtet sig skyldig, og han ankede på stedet dommen til landsretten. Han vil frifindes.
Ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter