0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Linda Johansen
Foto: Linda Johansen

Flere års økonomisk støtte til forskellige projekter, der giver bedre forhold for cyklister, har fået en del til at opgive bilen.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Cykelmilliard gav mere pedallyst lokalt, men dansk cyklisme er for nedadgående

5 års uddeling af statskroner til cykelprojekter fik flere til at cykle på de støttede strækninger. 3 procent af dem tog bilen før.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er luksus for cyklister

En 3 meter bred dobbeltrettet asfaltsti med hvid midterstribe adskilt fra landevejen med en lille græsrabat gør det muligt at cykle sikkert og nemt fra Store Heddinge til Strøby Egede. Derefter ligger verden åben – i hvert fald kan man fortsætte videre til Køge ad andre sammenhængende cykelstier.

Takket være en bevilling på 3,4 millioner kroner fra Vejdirektoratet lod projektet på Stevns sig realisere for 8 år siden, og siden har en lokal brugerundersøgelse vist, at flere tager cyklen på grund af de godt 3 kilometer ny cykelsti.

Det østsjællandske cykelprojekt er bare et af mange, der blev realiseret som resultat af en bred aftale i Folketinget i 2009 om en grøn transportpolitik.

En del af det forlig var en cykelpulje, hvor staten frem til 2014 har givet en rund milliard kroner til cyklismen. Med puljen blev der ifølge Vejdirektoratet investeret for i alt over 2 milliarder kroner, fordi der var krav om, at kommunerne tilsvarende skulle have pungen op af lommen.

Nu er evalueringen af puljens samlede effekter klar. Ifølge såkaldte stopinterviews udført på 81 udvalgte stiprojekter har mere end hver femte ikke cyklet på de konkrete strækninger, før stierne blev anlagt.

3 procent af af alle adspurgte kørte bil på strækningen tidligere, og de udgjorde hovedparten af alle de nye cyklister på vejstykket. Den effekt, hvor brændstofmotorer erstattes af rugbrødsditto, gør transportminister Benny Engelbrecht (S) særlig glad.

»En sådan overflytning fra bilisme på grund af puljeprojekterne vil jeg kalde betydelig. Den skal ses, i sammenhæng med at Vejdirektoratet tidligere også har fundet ud af, at andre faktorer flytter folk væk fra biler over til cykler. Her er især elcykler en vigtig faktor«, lyder det optimistisk fra transportministeren.

Nu må der cykles på gågaden

Cykelpuljemidler for 265 millioner kroner gik til nye cykelstier, som der blev 470 ekstra kilometer af.

Men puljen har blandt andet også finansieret planlægning af såkaldte cykelbyer med helhedsløsninger, der skal gøre det mere attraktivt at benytte cyklen. Ud over stisystemer kan det ske gennem kampagner, cykelparkering eller arrangementer med skolecykling og cykelpendlerruter.

Et eksempel på en cykelby er Aalborg, hvor kommunen med 7 millioner kroner i støtte fra puljen har iværksat pendlerruter, cykelparkering, cykelbarometre og pumper ude på stisystemerne. Det er suppleret med en forsøgsordning med cykling tilladt i gågaden og cykelbokse ved samkørselspladser.

Transportminister Benny Engelbrecht hæfter sig også ved, at hver tredje cyklist siger, at de føler sig tryggere på grund af de nye cykelinvesteringer.

»At få folk til at føle sig tryggere er det helt afgørende. Målet er ikke bare at få flere pendlere til at vælge cyklen, men også at få dem til at sende deres børn mere ud at cykle, og det kræver tryghed«.

Transportministeren er ikke i tvivl om, at der igen kommer penge til øget cyklisme i regeringens kommende infrastrukturplan, der skal fremme mobiliteten i Danmark.

»Nu handler det også om at begrænse trængslen, investere i den kollektive transport og at få samspillet til at fungere mellem cykler og andre transportformer«.

Jeg synes jo ikke, at vi skal piske alle danskere til at cykle 365 dage om året i al slags vejr

Er det ikke dyrt at få bilisterne ud af deres køretøjer, når en milliard til cyklisme ganske vist fører til øget cyklisme lokalt, men kun 3 procent af de adspurgte er tidligere bilister på de strækninger ?

»Jeg synes jo ikke, at vi skal piske alle danskere til at cykle 365 dage om året i al slags vejr. Men flere skal føle, at det er sikkert, og i den sammenhæng er det vigtigt at få bedre fat i de unge. De er jo ofte meget klimabevidste, og her kan det være på sin plads at få flere af dem til ikke at overtale forældrene til at køre dem til håndbold 3 kilometer væk, når de i stedet kan tage turen på cykel eller i kombination med kollektiv trak. Så får de også lidt træning i den sammenhæng. Det vil have en stor effekt, hvis flere lader bilen stå på de kortere ture på 2-5 kilometer og finder en anden transportform«.

Negativ cykeludvikling

Et indeks fra Vejdirektoratet over cyklisme i Danmark viser, at cykeltrafikken i Danmark har været jævnt faldende de sidste 30 år bortset fra en optur i årene fra 2010 til 2014. Nu er indekset faldet igen.

Benny Engelbrecht mener, at det blandt andet er sket, fordi der er kommet markant flere biler, og at vi pendler over længere afstande. Han erklærer sig parat til arbejde for at knække kurven i opadgående retning. Men hvordan?

Annonce

Teknologien vil hjælpe, vurderer ministeren.

»Der kommer hele tiden nye elcykler, der er lækre og til at betale sig fra. Jeg kender en mand i Varde, der kører 17 kilometer hver vej til og fra arbejde hver dag. Og tro mig, det blæser ret meget i Varde, men han kan klare det på elcykel«.

Et andet vigtigt greb er bedre parkering af cykler i forbindelse med kollektiv trafik, »for det er billige investeringer, der giver meget for pengene«.

Næste år er der i en ny cykelpulje afsat 50 millioner statskroner til kommunale cykelprojekter, hvor det igen forudsættes, at kommunerne spytter tilsvarende i bøssen.



Læs mere:

Læs mere