0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Da kaptajnen forlod det brændende skib, var der stadig passagerer tilbage på agterdækket

15. marts 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst


Resumé: Den første brand på Scandinavian Star var blevet slukket af to passagerer lidt i klokken to natten til 7. april 1990. Men pludselig væltede giftig, sort røg op gennem skibet fra en sektion med ubenyttede kahytter, der skulle renoveres. Den nye brand var antændt tæt ved kahyt 219.


Som andre passagerer flygtede danske Else Guldager og hendes familie ud gennem de røgfyldte korridorer. Det samme gjorde norske Jan Harsem med sin søn på halvandet år, mens hans gravide hustru, Christine, var løbet i forvejen. Men da Jan kom ud på agterdækket, var Christine forsvundet. Ved siden af ham stod Else og to af hendes børn. Men hendes mand, Benny, og hendes datter og plejedatter var ikke kommet med ud på agterdækket.


Her er kapitel 2 af Lars Halskovs fortælling om sagen.


Receptionisten skyndte sig at ringe op til broen og meldte, at der var brand igen. Alarmknapper begyndte at lyse på tavlerne og meldte om brand på dæk 4 og 5. Klokken var lidt over to natten til 7. april 1990, dagen før Palmesøndag.

Det måtte være passagerer, der trykkede brandalarmen ind i de to områder. Kaptajn Hugo Larsen var klar over, at situationen var alvorlig. Samtidig trådte førstestyrmanden igen ind ad døren.

»Her er brand. Vi slår brandalarmen ind«, sagde Hugo Larsen.

Førstestyrmanden trykkede på de to røde alarmknapper, der aktiverede klokkealarmen på skibet. Signalet var syv korte og en lang tone. Det var generalalarmen og betød, at mandskabet skulle møde ved deres stationer, så de var klar til at gå i aktion.

Han trykkede også en vedvarende tone, som var selve brandalarmen og signal til brandfolkene blandt mandskabet om, at de skulle iføre sig brandudstyr og indlede slukningen.

Øhman, Rolf/Ritzau Scanpix
Foto: Øhman, Rolf/Ritzau Scanpix

Kaptajn Hugo Larsen forklarede under retssagen i København i 1992, at han havde følt sig presset af rederiet til at sætte skibet i drift 1. april. Han mente dog, at skibet var sikkert nok.

Kaptajn Hugo Larsen udløste fra broen branddørene i de områder, hvor brandalarmerne var blevet trykket ind. Han stoppede skibets fremdrift og lukkede ventilationen i passagerområderne.

Imens meldte førstestyrmanden over skibets højttalere på norsk og engelsk, at der var brand, og bad passagererne om at gå på brodækket.

Klokken var 02.24, da der blev sendt mayday med skibets position. Den først opgivne position blev fejlagtigt angivet som norsk område, og derfor blev redningstjenesten i Norge fra begyndelsen udset til at lede indsatsen fra land. Senere viste det sig, at skibets rette position var i svensk område.

Den norske kystradiostation Tjöme sendte straks en melding ud om, at der var brug for hjælp. I løbet af den første halve time blev der sendt helikoptere, kystbevogtningsskibe og lodsbåde fra Sverige og Norge mod ’Scandinavian Star’, mens helikoptere gik i luften fra Danmark.

Det nærmeste skib var Stena Lines svenske skib ’Stena Saga’, som lå fire sømil foran ’Scandinavian Star’ på ruten mellem Oslo og Frederikshavn.

Via radioen kaldte Hugo Larsen på nødkanalen op ’til Stena Saga’. Kun et minut efter mayday-signalet.

»Vi har brand om bord«, meldte Hugo Larsen, som bad ’Stena Saga’ om at dreje rundt og sejle tilbage mod ’Scandinavian Star’.

Tovet flåede hænderne op

Da den giftige røg sivede gennem korridorerne, var Else Guldager flygtet ud af kahytten sammen med sin mand Benny og deres tre børn og en plejedatter.

Nu stod hun på agterdækket. Men kun to af børnene, 15-årige Jakob og 13-årige Tine, var kommet med ud på dækket. Så de stod og råbte ind i korridoren efter de andre børn – Janne og Christina – og Benny.

De måtte rykke længere ud på agterdækket, da branden brød gennem glasvæggen ud mod dækket. Else Guldager begyndte at kigge ud over rælingen.

»Du må ikke springe«, råbte Jakob.

»Nej, nej, jeg springer ikke, jeg skal bare finde ud af, hvad der foregår. Om der kommer nogle både«, svarede hans mor.

Jakob stod kun i underbukser og redningsvest. Han frøs og tænkte:

»Der må da komme nogen og redde os«.

Tanken om, hvad der mon var sket hans far, søsteren Janne og plejesøsteren Christina plagede ham. Men han blev enig med sin mor og Tine om, at de måtte være løbet den anden vej og kommet ud i den anden ende af skibet. Pludselig var der folk, der råbte, og Else, Jakob og Tine gik op ad trapper for at komme op på et andet dæk.

Her hang et tov, som de kunne fire sig ned ad, så de kunne komme i en redningsbåd. Det var Jakob Guldager ikke meget for. Han tog sig sammen og tog fat i tovet. Men i stedet for at sætte benene mod skibssiden og tage turen langsomt kørte han bare direkte ned.

Tovet flåede hænderne op. De blev fyldt med brandsår. Men Jakob kunne ikke mærke smerten. Adrenalinen kørte rundt i kroppen. I redningsbåden var der kaos. Båden gyngede, og besætningsmedlemmerne forstod ikke engelsk.

Men båden nåede over til fragtskibet ’Bakkafoss’. De kom ned i en kahyt og fik spiritus for at få varmen. Teenageren Jakob tog også et par slurke. Andre drak væsentligt mere. Det var nok deres måde at håndtere det på, tænkte han.

Jakob havde ingen idé om, hvor slemt det stod til på ’Scandinavian Star’. Han håbede blot, at hans far og søstre befandt sig på den anden side af skibet og var ved at blive reddet. Ligesom ham selv, hans mor og søsteren Tine.



Kaptajnen forlod sit skib

På det tidspunkt havde Hugo Larsen allerede forladt skibet. I en redningsbåd sammen med overstyrmanden, førstestyrmanden, maskinchefen og tredjemaskinisten.

Først anede kaptajn Lennart Nordgren på ’Stena Saga’ intet om, at hans norske kollega var gået i en redningsbåd. Efter klokken 03.07 forsøgte den svenske kaptajn flere gange at kalde Hugo Larsen over radioen. Men fik ikke noget svar.

Først efter 16 minutter meldte Hugo Larsen tilbage, og samtalen blev båndet på det svenske skib.

»Jeg er i redningsbåden. Har en walkie-talkie her, så jeg skifter ...«

Fem minutter senere – klokken 03.28 – stillede Lennart Nordgren det afgørende spørgsmål: »Har både passagerer og besætning forladt fartøjet?«

»Ja, alle. Alle fra borde«, svarede Hugo Larsen.

»Selv besætningen? Konfirmer selve besætningen«, fortsatte den svenske kaptajn.

»Ja, selv besætningen, ja«, svarede den norske kaptajn på ’Scandinavian Star’.

Lennart Nordgren blev ved: »Er der ingen tilbage om bord på fartøjet?«

»Ja, ikke som vi har fået fat i, så hvis der er nogen tilbage om bord, det er helt umuligt at sige. Vi har fået alle dem med, som vi kender til og tror ...«, svarede Hugo Larsen.

Tidslinje

1971 Juli

Under navnet Massalia blev det senere Scandinavian Star bygget på et fransk værft og blev sat i rute i Middelhavet fra Marseille

1983 16. december

Det svenske rederi Stena Cargo Line købte skibet for 7,4 millioner dollar

1984 December

Skibet blev omdøbt til Scandinavian Star

1985-1990

Scandinavian Star sejlede som krydstogt- og kasinoskib for først Scandinavian World Cruises og derefter SeaEscape

1990 16. januar

DaNo Linjens direktør Ole B. Hansen rejste til Florida for at se på Scandinavian Star. Under dette ophold blev direktøren enig med maskinchef Heinz Steinhauser om, at han skulle fortsætte, hvis DaNo Linjen overtog skibet

1990 Ultimo Januar

DaNo Linjen indgik en foreløbig aftale med det amerikanske selskab SeaEscape om at købe skibet

1990 23-24. januar

Ole B. Hansen foretog endnu en rejse til Florida for at se skibet. Det blev aftalt, at ni medlemmer af den oprindelige besætning fra SeaEscape skulle rejse med skibet til Skandinavien

1990 12. marts

Kaptajn Peter Schaab sejlede Scandinavian Star fra Florida mod Europa. Egentlig skulle skibet have været til Lissabon i Portugal, men det blev ændret til Cuxhaven i Tyskland.

1990 23. marts

Scandinavian Star ankom til Cuxhaven. Samme dag gik kaptajn Hugo Larsen om bord på skibet. De næste dage skulle kaptajn Peter Schaab sætte ham ind i forholdene på skibet. Desuden gik direktør Ole B. Hansen også om bord

1990 28. marts

Den første gruppe på 29 portugisiske besætningsmedlemmer kom fra Portugal til Cuxhaven

1990 29. marts

Om aftenen sejlede Scandinavian Star fra Cuxhaven mod Frederikshavn

1990 30. marts

Det amerikanske selskab SeaEscape havde i flere år lejet skibet af det svenske rederi Stena Line, og købte nu skibet for 10,3 millioner dollar og solgte samme dag skibet videre til ejeren af DaNo Linjen for 21,7 millioner dollar. Samtidig overtog kaptajn Hugo Larsen skibet fra kaptajn Peter Schaab, som i de følgende dage kun skulle rådgive Hugo Larsen

1990 31. marts

Skibet blev klargjort i Frederikshavn. Der var kommet yderligere 30 portugisiske besætningsmedlemmer om bord

1990 1. april

Flere skandinaviske besætningsmedlemmer kom om bord, og klokken 23.05 blev Scandinavian Star sat ind på ruten mellem Frederikshavn og Oslo. De næste dage sejlede skibet frem og tilbage mellem Danmark og Norge med passagerer

1990 5. april

Kaptajn Hugo Larsen holdt et møde med skibets officer og ledende medarbejdere, og det blev besluttet at afholde en båd- og brandøvelse tre dage senere 8. april

1990 6. april

Scandinavian Star var forsinket og sejlede først fra Oslo kl. 21.45 med kurs mod Frederikshavn

1990 7. april

Kort før klokken 02.00 opdagede to passagerer, at der var sat ild på sengetøj og tæppe uden for kahyt 416, men ilden nåede ikke at få ordentligt fat, før de fik slukket branden. Lidt efter klokken 02.00 blev der antændt en brand nummer to ved kahyt 219 i en korridor med ubenyttede kahytter, der skulle renoveres. Den blev senere kaldt dødsbranden

Den svenske kaptajn accepterede Hugo Larsens forsikringer og bad ham om at melde sig på broen, så snart han kom over på ’Stena Saga’.

Men Hugo Larsens melding var forkert.

Kaptajnen havde forladt sit skib, selv om der stadig var passagerer og besætningsmedlemmer om bord. Da han var i redningsbåden, var en svensk redningsbåd fra ’Stena Saga’ på vej mod ’Scandinavian Star’, og det blev hurtigt klart, at mange var blevet efterladt. Især på agterdækket.

Omkring ti minutter efter radiosamtalen med Hugo Larsen kunne Lennart Nordgren fra sin position på ’Stena Saga’ med egne øjne se mindst ti mennesker bevæge sig på agterdækket. På broen fik han øje på en person, og på båddækket var der to mennesker.

Senere sagde Hugo Larsen under forklaringen i Sø- og Handelsretten, at han var nødt til at forlade broen, fordi han ikke kunne trække vejret og begyndte at få opkastningsfornemmelser af røgen. Han vidste godt, at der var »nogle personer på agterdækket bag ved brandstedet«, som han formulerede det.

Men branden gjorde det umuligt at komme frem til dem, og han havde et bedre overblik over situationen fra ’Stena Saga’, sagde han under søforklaringen. Siden har Hugo Larsen forklaret, at han ville hente de efterladte passagerer på agterdækket med en redningsbåd fra ’Stena Saga’, men da var redningsbåden allerede på vej.

Men alt det sagde han ikke til den svenske kaptajn over radioen.

Hvor er Christine?

Jan Harsem var i chok på agterdækket. Han gav sin lille søn på halvandet år, Halvor, til en anden passager, så han kunne gå ind i den røgfyldte gang og finde Christine. Men én tanke stoppede ham, da han nåede bunden af trappen, som han tidligere var kommet op ad:

»Halvor kan ikke miste os begge to«.

Nederst ved trappen lå et par bukser, som han tog med op på dækket. I en lomme lå et gammelt ur med lænke, som han tog til sig. Flere måneder senere leverede han uret tilbage til den rette ejermand, men den nat på agterdækket hjalp uret ham med at holde styr på tiden.

På agterdækket stod efterhånden mange mennesker. Jan Harsem kunne se det svenske skib ’Stena Saga’ ligge tæt ved, og andre skibe lå også i nærheden. Det gav en vis tryghed. De var måske reddet. Men lettelsen var blandet med angst. Hvor var Christine?

Privatfoto
Foto: Privatfoto

Jan Harsem og hans søn på halvandet år forsøgte at få et nyt liv efter katastrofen. Foto: Privatfoto

En portugiser fra mandskabet stod højere oppe og kastede redningsveste ned til dem. Jan fik fat i to veste. Andre passagerer foreslog, at Halvor skulle hejses ned i en bøtte, når de skulle evakueres i redningsbåde. Men det var for risikabelt. I stedet blev Halvor bundet fast til sin far med de to redningsveste.

Jan Harsem kunne se redningsbåde langt nede i vandet og kunne høre branden inde i skibet. Det lød som torden. Med ét slog branden gennem glasvæggen inde fra baren, hvor Jan Harsem havde siddet bare få timer før – inden han gik i seng. Ilden skabte tilløb til panik.

Spørgsmålet var, om de var nødt til at springe i havet og satse på at blive hevet op i redningsbådene. Men da flammerne ikke bredte sig ud på dækket, blev de stående.

Redningsbåde kom hen på siden af skibet, og flere blev firet ned langs skibssiden. Med Halvor bundet ind til kroppen klatrede Jan Harsem ned ad en rebstige til en redningsbåd fra ’Stena Saga’.

Der var en hylde nederst ved havoverfladen, hvor han kunne træde over i båden. Kort efter kom han og Halvor om bord på ’Stena Saga’.

Solen stod op i vest

Larmen var øredøvende. Selv om de svenske brandmænd sad lige ved siden af hinanden i helikopteren, var det umuligt at tale sammen. Stemningen var anspændt. De anede ikke, hvad der ventede.

Brandmændene havde fået høreværn mod motorstøjen. Kun brandmester Ingvar Brynfors fik hovedtelefoner, så han kunne høre piloterne tale i radioen og følge med i kommunikationen mellem ’Stena Saga’ og den norske nødradio Tjöme.

Radiokommunikationen handlede om ’Scandinavian Star’.

»It’s burning like hell«, skrev Ingvar Brynfors på en lap papir, som han sendte rundt blandt brandmændene.

Egentlig havde den svenske brandmester ikke fået meget at vide om deres opgave. Kun at besætningsmedlemmer og passagerer var evakueret fra skibet. Der kunne dog være flere om bord, og brandfolkene skulle lede efter overlevende.

Nattehimlen var kulsort, men efter et stykke tid kunne han se et rødt skær rejse sig fra det mørke hav ude mod vest. Mærkeligt, tænkte han. Solen står op i øst.

Men så gik det op for ham: Det var flammer fra ’Scandinavian Star’ langt ude i horisonten. Ingvar Brynfors fik kuldegysninger.

I 14 år havde Brynfors været en af fire brandchefer på Frölunda Brandstation i Göteborg. Ud over sig selv og sin næstkommanderende havde han seks brandfolk med sig i helikopteren. Ingvar Brynfors og hans folk var specialuddannet til at slukke brande på skibe. En af mændene i helikopteren var brandmesterens egen søn.

Brandingeniør Svante Carlsson var også med i helikopteren, men han skulle i første omgang ikke ned på ’Scandinavian Star’. I stedet skulle han afleveres på ’Stena Saga’ for at overvåge koordineringen af indsatsen. Efter en flyvetur på lidt over en halv time nåede de frem.

Helikopteren slog et sving rundt om skibet. Stikflammer stod ud fra skroget. En heftig brand hærgede både agterude og midtskibs. Piloterne diskuterede, om det var forsvarligt at sætte brandfolkene ned på dækket.

Olle Wennström
Foto: Olle Wennström

Den svenske brandmester Ingvar Brynfors og hans folk kæmpede for at få styr på branden på ’Scandinavian Star’.

Den svenske brandmester havde set redningsbåde på fordækket og agterdækket, så brandfolkene ville have en chance for at slippe væk fra skibet igen, hvis det skulle blive nødvendigt. Ingvar Brynfors var derfor enig med sin chef, Svante Carlsson, om, at mandskabet skulle lade sig fire ned på skibet. Klokken var knap halv seks om morgenen.

Først blev Ingvar Brynfors og hans næstkommanderende firet ned. Så kom udrustningen med 18 iltflasker. Til sidst de seks brandmænd. De samledes på skibets fordæk klokken 05.55, klatrede ned ad en lejder midt på skibet og kom ned på et andet dæk. Her var en indgang, hvor de kunne komme ind i skibet.

Brandmesteren delte brandmændene op i to grupper. De tog røgmaskerne på. De to grupper gik ind og begyndte at søge efter overlevende. Kun på samme dæk, så de systematisk kunne arbejde sig gennem skibet. Brandmesteren gav besked om, at de skulle være forsigtige.

Stilheden var foruroligende. Først så de ikke et eneste menneske. Ingen røg. Ingen flammer. Skibets brandslanger var uskadte, og når de drejede på brandhanerne, kom der vand ud. Alt så ud til at være intakt. Men da den ene gruppe nåede frem til receptionen på skibet, måtte brandmændene stoppe.

De kunne ikke åbne dørene til korridorerne med kahytter, der lå agterude. Varmen øgede trykket så meget, at dørene ikke kunne skubbes op. Den anden gruppe kom derimod ind i gange, hvor de kunne kigge ind i kahytterne.

De fleste døre stod åbne. Kun få steder måtte de svinge brandøkserne og brække dørene op. Sengetøj og håndklæder lå smidt på gulvet. Flasker var efterladt. Som et spøgelsesskib, der var blevet forladt i al hast. Ikke en levende sjæl og ingen døde.

Det skulle ændre sig.

Ét stykke tape per lig

Da brandfolkene nåede frem til nye korridorer, fandt de pludselig omkomne. Det gik op for dem, at dette var langt værre, end de havde ventet. Samtidig blev nye brandfolk fløjet ind fra Göteborg. De fik flere iltflasker. En anden svær opgave ventede på at blive løst.

Ingvar Brynfors’ brandmænd fik ordre om at tælle de omkomne. Hver brandmand fik en rulle tape, og hvis de fandt en død person, rev de et stykke tape af og satte det på liget. Derefter talte de, hvor mange de havde givet tape.

Gert Jensen
Foto: Gert Jensen

I alt omkom 159 som følge af branden på ’Scandinavian Star’.

Hvis en anden brandmand fandt et lig med tape, var han klar over, at personen var registreret, så der ikke opstod misforståelser om antallet af døde. Hver gang de gik ind, havde de 20 minutters luft, før de var nødt til at gå tilbage og skifte iltflaske.

Efter kun to ture ind i gangene havde de fundet 71 døde. Psykisk blev de presset til grænsen.

De klatrede hen over lig. Børn, fædre, mødre. Det var svært at orientere sig i korridorerne, og de skulle passe på ikke at træde på ligene, der flere steder dækkede hele gangen.

Skibet ville kæntre eller brænde

Brandslukningen gav skibet slagside, fordi vandet lagde sig i de øverste dele af skibet uden at kunne komme væk. ’Scandinavian Stars’ maskinchef, Heinz Steinhauser, og chefelektriker, Hans Rytter, blev sendt tilbage til skibet fra ’Stena Saga’ for at assistere med at pumpe vandet væk og mindske krængningen.

Senere forklarede både Heinz Steinhauser og Hans Rytter, at det var deres forslag, at de sammen skulle flyves tilbage til det brændende skib for at hjælpe brandmændene.

Argumentet var, at de to besætningsmedlemmer kendte ’Scandinavian Star’. Da de kom om bord på det brandhærgede skib igen, forklarede maskinchef Heinz Steinhauser ifølge den svenske brandmester, at hvis skroget hældede mere end 11 grader, ville de ombordværende være i stor fare.

»Hvad kan man gøre ved det?« spurgte de to svenske brandledere.

»Man kan lænsepumpe«, svarede maskinchefen.

Jens Dige
Foto: Jens Dige

'Scandinavian Star’ blev slæbt ind til den svenske havneby Lysekil, hvor der igen udbrød brand.

Maskinchefen og elektrikeren blev bedt om at finde ud af, hvordan det kunne gøres. Heinz Steinhauser forsvandt ned i maskinrummet og kom tilbage efter et stykke tid og sagde, at han måtte have hjælp af en maskinist, som var evakueret til ’Stena Saga’.

Kort efter blev kaptajn Hugo Larsen og en maskinist fløjet med helikopter tilbage til ’Scandinavian Star’. Ifølge ’Stena Sagas’ log var klokken 09.02.

Maskinchefen Heinz Steinhauser sagde til de to svenske brandledere, at hvis vandet skulle pumpes væk, krævede det, at der blev lukket for pumperne til slukkevandet. Begge dele kunne ikke køre samtidig.

»Okay, pest eller kolera. Vi kan kæntre eller brænde«, tænkte Ingvar Brynfors.

De to brandledere besluttede at slukke for vandet til brandslangerne. Det var vigtigt, at skibet ikke fik mere slagside. Heinz Steinhauser forlod dem, og kort efter forsvandt vandet i slangerne.

Brandfolkene var ellers ved at få styr på branden, men i løbet af den halve time, hvor de stoppede med at sprøjte, blussede flammerne op igen. Nu var de lige vidt med bekæmpelsen af branden og kunne begynde forfra.

Ingvar Brynfors forklarede senere i retten, at de kunne have slukket ilden fuldstændigt, hvis de ikke havde stoppet slukningen. Det skete flere gange i løbet af lørdag formiddag. Maskinchefen og hans folk pumpede med mellemrum vand ud af skibet, og hver gang måtte brandmændene stoppe slukningsarbejdet. Og så blussede ilden op igen.

Lang tid senere fandt Ingvar Brynfors ud af, at det var muligt på samme tid at pumpe vand ud af skibet og sprøjte vand på ilden. Det var to forskellige systemer, som uden problemer kunne være i funktion på samme tid. Desuden var der pumpekapacitet til både brandslukning og lænsepumpning. Men det var ikke den besked, han fik fra Heinz Steinhauser.

På et tidspunkt forsvandt maskinchefen helt. Nu vidste Ingvar Brynfors ikke, hvor de to fra den oprindelige besætning var henne. Her er der modstridende forklaringer, for Heinz Steinhauser forklarede i retten, at han hele tiden kommunikerede med den svenske brandmester. Men det har Ingvar Brynfors senere afvist.

Chefelektrikeren, Hans Rytter, kom op på dækket efter at have været i maskinrummet, og Ingvar Brynfors konstaterede, at elektrikeren opførte sig mærkeligt. Den svenske brandmester skrev i sin logbog, at elektrikeren flere gange sparkede trækilerne væk under dørene, da branden var mest intensiv, så dørene lukkede.

Men brandfolkene havde netop sat kilerne i for at sikre, at de selvlukkende døre ikke lukkede. Det var afgørende for brandslukningen, at vandslangerne ikke blev kilet fast i døråbningerne, og de åbne døre var også nødvendige for røgdykkerne, så de hurtigt kunne slippe væk, hvis de manglede frisk luft.

»Elektrikeren fik forbud mod sin virksomhed på en ganske brysk måde«, skrev Brynfors i logbogen.

Hans Rytter sagde, at han havde lært, at man skulle lukke en brand inde. Det fik Ingvar Brynfors op i det røde felt.

»Hvis du sparker én trækile mere væk, bliver du smidt i havet«, sagde han.

Så forsvandt chefelektrikeren også.

Senere under søforklaringen kom Hans Rytter med en anden version. Han fortalte, at han snakkede med en svensk brandchef, som han ikke kendte navnet på, men det må enten have været Ingvar Brynfors eller Svante Carlsson.

»Jeg sagde til ham, at de skulle sørge for at holde branddørene lukkede, og de skulle ikke slå flere ruder ud eller ind«, forklarede Hans Rytter, der ikke fik et svar: »Han kiggede bare på mig, som om at det skulle jeg altså ikke blande mig i«.

I dag ønsker Hans Rytter ikke at kommentere forløbet på ’Scandinavian Star’.

Også maskinmester Heinz Steinhauser kritiserede brandfolkene i Sø- og Handelsretten.

»Så snart de ligesom havde fået slukket ilden i et værelse, åbnede de alle døre og vinduer, selv branddørene, og lod dem forblive åbne«, sagde Heinz Steinhauser.

Han sagde, at han flere gange gjorde den svenske brandmester opmærksom på, at det ikke var rigtigt at holde dørene åbne. Men ifølge maskinmesteren fik han det svar, at brandfolkene havde brug for luft og ventilation.

Selv forklarede Ingvar Brynfors i retten, at det eneste sted, hvor han gav ordre til at slå ruder i stykker, var i skibets restaurant. Her var der røg og ingen flammer, så der var en kort retrætevej for røgdykkerne til et område med frisk luft.

Lige før klokken 12 begyndte bugseringen af det brændende skib mod den svenske kystby Lysekil.


Dansk politi blev kimet ned

Frederikshavns politimester, Søren Kamp Knudsen, vågnede lørdag morgen ti minutter i seks, da den vagthavende på stationen ringede. Han fik besked om, at ’Scandinavian Star’ var i brand. Knap en time senere holdt Søren Kamp Knudsen det første møde på politistationen.

De første meldinger fra Søværnets Operative Kommando (SOK) var, at alle var blevet reddet af skibe og redningshelikoptere. Frederikshavns Politi var derfor uvidende om katastrofens reelle omfang.

Desuden var ulykken ikke sket i dansk farvand, så redningsaktionen var norsk og svensk ansvar. Dansk politis hovedopgave var udelukkende at registrere overlevende og eventuelle døde, der kom med skibe til Frederikshavn.

Kontorpersonale blev kaldt på arbejde for at betjene omstillingsbordet og hjælpe kriminalpolitiet med registreringer. Desuden blev ordensbetjente sendt ned på havnen for at informere folk så godt, som det var muligt.

Allerede et kvarter efter at politimesteren var mødt, dukkede de første pårørende op på politigården og ville vide, hvad der var sket. Politifolkene kunne ikke fortælle meget, men sørgede for kaffe og et sted at være. Et ledigt lokale, som normalt blev brugt til teoriprøver, blev inddraget til formålet.

Lidt i otte om morgenen fik Søren Kamp Knudsen et usædvanligt opkald fra rederiets direktør, Ole B. Hansen. Det viste sig, at rederidirektøren var ivrig efter at aflevere et bestemt budskab. Som politimesteren forklarede i bogen ’Branden – gåden om Scandinavian Star’:

»Ole B. Hansen fortalte, at de ejede skibet og havde købt det af SeaEscape. Det var ikke relevante oplysninger for os, og jeg studsede over, at han ringede på det tidspunkt og gjorde meget ud af at fortælle om ejerforholdene, for det havde ikke noget at gøre med vores redningsopgaver«.

Men da politimesteren havde rigeligt at tage sig til, spekulerede han ikke nærmere over det besynderlige opkald.

Politistationen blev kimet ned af bekymrede familier. Hele tre færger var på vej til Frederikshavn fra Norge, og mange vidste ikke, hvilken færge deres familie eller venner var med. Da folk hørte i medierne, at der var en brændende færge, frygtede mange med familier og venner i Norge, at de måske var med færgen. De ringede også.

Så telefonsystemet gik i sort, og ingen kunne komme igennem.

I chok i Bilka

Margit Porsborg var lørdag morgen taget på arbejde i Bilka i Skalborg og var begyndt at gøre klar til, at butikken skulle åbne. Hendes mand, Torben Porsborg, var som lastbilchauffør kørt ind på ’Scandinavian Star’ aftenen før – og hun havde talt med ham over telefonen.

Nu glædede hun sig til, at han kom hjem. Hendes piger, Bettina og Karina, ville tage imod ham, mens hun var arbejde.

I Bilka havde Margit ansvaret for, at chokoladeafdelingen åbnede, så hun begyndte at sætte varer op. Men hun nåede ikke så langt, før hun fik at vide, at der var telefon til hende. Det var hendes ældste datter, Karina på 12 år.

»Mor, mor, farfar har ringet til mig, og han siger, at der er ild i ’Stena Saga’, og det er der, at far er med«, sagde Karina.

Margit beroligede sin datter:

»Nej, Karina, du skal ikke være bange, fordi far er ikke med ’Stena Saga’. Han er med ’Scandinavian Star’«.

Så gik Margit ud i butikken, men hun følte, at der var noget, der var forkert. Hun gik tilbage til kontoret og ringede til telefonavisen. Så hørte hun, at der var ild i ’Scandinavian Star’, og at der var fundet fire omkomne.

Det sortnede for hendes øjne, og hun løb ud i Bilka. Grædende og skrigende.

Privatfoto
Foto: Privatfoto

Lastbilchauffør Torben Porsborg med døtrene Karina og Bettina. Langturschaufføren var en af de omkomne på 'Scandinavian Star.

Video på havet

Carl Johan Andersen var kriminalbetjent i Frederikshavn. Han foreslog, at Frederikshavns politi tog ud til ’Stena Saga’ for at registrere de overlevende. Når de overlevende kom i havn, ville de gerne hjem så hurtigt som muligt, så det ville være svært at styre, argumenterede han.

Sammen med ni andre betjente blev han sendt afsted. De fik fat i et redningsskib, der kunne sejle ud fra Skagen. Med på turen var også en fotograf med et videokamera. Carl Johan Andersen mente, at det var vigtigt at filme de overlevende. Det ville være nyttigt, hvis de fik en beskrivelse af en person mistænkt for at være brandstifter.

De ti politifolk gik om bord på båden i Skagen og satte sig ned agter i båden. Her åbnede de madpakker med smørrebrød, som de skyllede ned med øl.

Synet af ølflaskerne fik skipperen til at skælde ud på kriminalbetjenten:

»Hvad fanden foregår der her? I sidder ikke og drikker øl om bord på mit skib«.

Først troede Carl Johan Andersen, at skipperen lavede sjov. Men han fandt lynhurtigt ud af, at det var alvor. Han skyndte sig at beklage:

»Det må du sgu undskylde. Det er mig, der har fundet på det her. Jeg har ikke lige tænkt mig om«.

»Er du klar over, at det er både første og sidste gang, at der er spiritus om bord i min redningsbåd?« erklærede skipperen.

Carl Johan Andersen undskyldte endnu en gang sin tankeløshed, og efterhånden tøede skipperen op.

Da redningsbåden nåede frem til ’Stena Saga’, vippede den lille båd, så betjentene måtte vente med at springe ind gennem en luge i færgen, til de var på toppen af en bølge.

Carl Johan Andersen fik kontakt med kaptajn Lennart Nordgren og gik i gang med at registrere de overlevende. De måtte oplyse navn, personnummer, bopæl og andre personlige data foran et videokamera.

Røgpartikler sad i håret

Uvisheden om Christine plagede Jan, da ’Stena Saga’ sejlede mod Frederikshavn. Han forsøgte at hvile sig, og en del af tiden tog andre sig af Halvor.

Sent på eftermiddagen lørdag sejlede ’Stena Saga’ ind mellem havnemolerne i Frederikshavn. Politifolkene havde registreret og filmet samtlige 57 overlevende under sejladsen.

Jan blev tilbudt beroligende piller, men han spurgte, om de i stedet havde en bibel - og det fik han. Han åbnede den ikke, men knugede den ind til sig. Selv uden at læse var det en trøst for ham at holde Guds ord i hænderne.

Hans egen bibel lå i kahyt 746 på ’Scandinavian Star’. Den fik han først tilbage flere uger senere. Når han i årene efter fik det dårligt om natten, lagde han biblen på hovedpuden. Det dulmede smerten.

Da Jan Harsem og Halvor på halvandet år kom i land i Frederikshavn, blev de straks sendt med et fly til Norge. De lettede med to andre nordmænd fra Sindal Lufthavn, og flyet satte kort efter landingshjulene på Oslos gamle flyveplads, Fornebu. Familien tog imod dem, og Jan sov hos sin bror.

Lugten af røg hang fast i huden. Da han stod op søndag morgen, gik han ind under bruseren og forsøgte at skrubbe brandlugten af sig. Røgpartikler sad i håret, og det sved i hele kroppen, da vandet løb ned over ham. Ude af badet ringede han til lægevagten:

»Jeg er her i Asker, jeg har overlevet, og jeg har en søn på halvandet år. Er der ikke nogen, der ved, at vi er her? Skal vi undersøges, eller hvad skal der ske?«

En ung læge, kun et par år ældre end ham selv, kom ud til lejligheden. Lægen virkede overvældet. Jan ville ikke have beroligende medicin. Lægen vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre, men lovede at ringe igen et par dage senere.

Alt var kaos inde i Jan. I forhold til Christine befandt han sig i et vakuum: Måske lever hun, måske lever hun ikke.

Er der nogen, du vil efterlyse?

Else Guldager og hendes to børn, Jakob og Tine, kom ind til Fredrikstad i Norge med fragtskibet ’Bakkafoss’.

Else vidste ikke, hvor hendes mand, datteren Janne og plejedatteren Christina var. De var blevet væk fra hinanden i de røgfyldte gange. Det samme var sket med venneparret og deres to børn. Det plagede Else.

Men hun ville hjem. Med det samme. Bare ikke med et skib. Der var ikke fly fra Oslo, så de kørte i al hast i taxa fra Fredrikstad til Göteborg i Sverige for at nå et almindeligt rutefly.

Else og datteren, Tine, fik plads på første klasse, hvor de fik flymad. Men 15-årige Jakob sad på et sæde, hvor mad ikke var inkluderet. Det var dog fuldstændig ligegyldigt. Ingen af dem kunne få en bid mad ned. De havde fået nyt tøj, men stank alligevel af røg.

Ingen vidste, at de var overlevende fra ’Scandinavian Star’. Foran Else og Tine sad en mand og læste om skibsbranden i en avis. Ifølge avisen var der kun fire døde. Else tænkte, at de havde set to døde på skibet, og det var ikke hendes mand eller børnene. Der var stadigvæk håb.

I Københavns Lufthavn bad Else Guldager om at komme til en politistation. Hun ville vide, om de vidste noget. Det gjorde de ikke, men politifolkene spurgte, om Else ville efterlyse nogen.

Str/Ritzau Scanpix
Foto: Str/Ritzau Scanpix

Overlevende kommer i land i Norge.

»Det vil jeg gerne«, sagde Else.

Det tog tid med alle de personlige data, og hun fik det stadig dårligere, efterhånden som hun fik nævnt alle syv navne. Ud over hendes mand og to børn nævnte hun navnene på venneparret og deres børn, som de havde været på skiferie med.

Imens listede Jakob ud. Der var et tv, og han så den seneste nyhedsudsendelse. Det gik op for ham, at der var langt flere omkomne end blot fire. Han sagde ingenting til sin mor.

Else Guldager hørte, at de kunne få krisehjælp på Rigshospitalet. Hun kom i tanke om, at hun var medlem af Falck, så de kunne blive kørt derind, men på Rigshospitalet var der ingen hjælp at hente. En læge gav dem ti stesolider i hånden og ønskede dem god tur hjem. Falck kørte dem videre til Aabenraa, så de var hjemme næste morgen.

På døren hang en seddel. Elses veninde havde skrevet, at hun bare skulle ringe dag og nat, hvis hun havde brug for det. Else Guldager blev hjemme i påskeugen. Derefter gik hun på arbejde, selv om hendes chef sagde, at hun kunne blive hjemme, lige så længe hun ville.

Men hun havde brug for at tænke på andet end uvisheden om manden og børnene. Jakob og Tine begyndte også i skole. Skolekammeraterne til hendes to savnede døtre, Janne og Christina, ringede ofte på døren i dagene efter for at høre, om der var nyt.

»Nej, ikke endnu«, svarede Else.

Andre gange tilføjede hun: »Det kan jo være, at de er på en øde ø«.

Selv om hun selvfølgelig vidste, at det var de ikke. Savnet var størst, når Jakob og Tine var gået i skole klokken otte. Hendes yngste datter, Janne, gik kun i fjerde klasse og mødte tit en time senere.

Så sad hun normalt og spillede klaver. Nu blev tangenterne ikke rørt. I stedet fyldte stilheden huset.

Historien fortsætter i kapitel 3 i næste uges PS søndag 22. marts. Artikelserien er baseret på interviews, sagsdokumenter, artikler og uddrag fra Lars Halskovs bog ’Branden – gåden om Scandinavian Star’. Instruktør Mikala Krogh har også bidraget. Der indgår også interviews og research i forbindelse med tv-dokumentarserien ’Scandinavian Star’, som vises på DR, NRK i Norge og TV 4 i Sverige og er produceret af Nordisk Film og Danish Documentary Production. Tv-serien er skabt af instruktør Mikala Krogh, journalist Lars Halskov og manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig. Du kan se anden episode af tv-serien på streamingtjenesten DRTV fra i dag søndag eller på DR 1 mandag 16. marts kl. 20.


kolofon


Tekst:
Lars Halskov


Layout og digital tilrettelæggelse:
Christine Vierø Larsen


Visuelt koncept:
Nima Hajarzadeh og Emilia Michalsdotter


Fotoresearch:
Philip Von Platen


Fotocredit:
VG/NTB Scanpix, privatfoto, Jan A. Martinsen/Aftenposten, Mads Winther, Lars Poulsen







Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts