0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Konditor var begyndt at fyre og frygtede konkurs: »Nu kan vi holde skindet på næsen«

Regeringens lønkompensation til virksomheder, der er ramt af coronanedgang, modtages med glæde af konditor Mette Søgaard. Nu tror hun på, at virksomheden overlever.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Hartmann Schmidt
Foto: Jens Hartmann Schmidt
Danmark

»Ser du det? Ser du pressemødet?«.

Pressemødet om en hjælpepakke til virksomheder, der er trængte af coronavirus, er endnu ikke slut. Gennem telefonen kan man høre finansminister Nicolai Wammens (S) stemme, men konditor Mette Søgaard har allerede fået sms-beskeder fra en af sine ansatte.

For H. C. Andersen-konditoriet, som hun i 40 år har drevet, er hårdt ramt at coronakrisen, fortalte hun torsdag til Politiken. Kunderne køber ikke mange kager, alle de hjemsendte, der normalt arbejder på kontorene tæt på konditoriet, spiser ikke sandwich til frokost.

Da hun gik ind i sidste uge, havde hun 18 ansatte. Nu har hun fem tilbage. Alle de deltidsansatte er fyrede, to fastansatte er også. To mere havde hun planer om at fyre, men nye regler om arbejdsdeling redder dem formentlig.

»Dem, der blev fyret, er studerende og deltidsansatte, som alle sammen sagde, at de godt kunne klare det. Dem, der er er tilbage, er dem, der lever af at være inde hos mig. Det er jo deres levebrød«, sagde hun.

Nu lysner det

Hun frygtede indtil pressemødet i dag, at hun også måtte fyre resten af sine ansatte og i værste fald lukke konditoriet. Men nu lysner det lidt, synes hun:

»Der er ingen, der kan spå om fremtiden, og ordningen varer kun fra 9. marts til 9. juni, og jeg kan godt frygte, at det kommer til at tage meget længere tid at komme helt op i tempo igen. Men det her giver foreløbig ro på, hvis jeg har forstået den her pakke korrekt«, siger hun.

Regeringens udspil giver mulighed for 75 procents lønkompensation fra staten med et lønloft på højst 23.000 for fastansatte og op til 26.000 til timelønnede. Medarbejderne skal til gengæld holde mindst fem ferie eller fridage i perioden, hvor virksomheden får udbetalt lønkompensation. Virksomheden forpligter sig til i samme periode ikke at fyre sine ansatte. Ordningen gælder for virksomheder, der står overfor at fyre 30 procent af sine ansatte eller mindst 50 personer.

De krav lever Mette Søgaards konditori op til, og hun glæder sig over ordningen, som lige nu vil kunne redde hendes virksomhed:

»Hvis regeringen ikke lukker helt ned som i Italien og Spanien, kan vi klare os gennem det med skindet på næsen nu. Medarbejderne har virkelig gjort, hvad de kunne, vi afvikler ferie og feriefridage og laver arbejdsdeling, så med det nye tiltag kan vi få dækket de faste udgifter, så vi kan komme igennem det her«, siger hun.

Brød som takeaway

Samtidig har kunderne også opdaget, at konditoriet var i krise, så der har været flere kunder, så hun nu ikke kun omsætter for 15 pct af sin normale omsætning, men 25 pct fredag og lørdag.

»Vi har lavet sådan nogle støttepakker med rugbrød, rundstykker og wienerbrød, som folk bestiller online og får leveret hjem til sig selv som takeaway. Det er der mange, der har taget godt imod det. Vi plejer at lave mange kager. Måske skal vi lave noget andet. Vi kan komme gennem det her ved at tænke nyt og hjælpe hinanden, for sammen er vi stærke«.

Og regeringens tiltag er en lille hånd i ryggen?

Hun griner.

»Det er en stor hånd, det tror jeg godt, man kan sige. Jeg var sgu noget slukøret i sidste uge, da jeg havde været rundt og snakke med hver enkelt medarbejder og måtte sige ’det her er meget mere alvorligt, end du regner med’. Men nu er der håb«.

Hun har svaret den ansat, der sms’ede.

»Yes!«, skrev hun.

Og fik en thumbs up-emoji tilbage.

Hos hotelkæden Scandic, der torsdag fyrede 100 ansatte, er man også positiv overfor regeringens tiltag, siger kommunikationschef Daniel Kirchhoff:

»Hvordan og om den nye aftale kan hjælpe os, er vi i gang med at undersøge de nærmere deltaljer omkring, da vi er fuldstændig optaget af at kunne beholde så mange af vores medarbejdere som overhovedet muligt«.

Hotelkæden er i gang med at hjemsende en del af sine medarbejdere uden løn, som en aftale mellem arbejdsmarkedets partnere har gjort det muligt. Hvordan - eller om -de nye tiltag påvirker Scandic, kan Daneil Kirchhoff søndag eftermiddag ikke fortælle.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter