0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Kapitel 4: »Kan Gud findes, når det her sker?«

29. marts 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Resumé: I løbet af 38 timer havde der været mindst fire brande på ’Scandinavian Star’, og de to sidste store brande opstod mange timer senere end de første to påsatte brande. Brandfolkene undrede sig over det mystiske brandforløb. Den svenske brandmester Ingvar Brynfors mente, at det måtte være nye påsatte brande, mens andre brandfolk vurderede, at det måtte være varmen i skroget, som havde ført til en genopblussen af dødsbranden.


Under søforklaringen stod forretningsmand Henrik Johansen frem som den, der havde overtaget skibet kun en uge før branden. Familien Porsborg ventede stadig på nyt om Torben Porsborg.


Her er kapitel 4 af Lars Halskovs fortælling om mordbranden på ’Scandinavian Star’.


Sognepræst Laurids Korsgaard pakkede toilettasken. Et krisecenter var blevet oprettet på flådestationen i Frederikshavn. Han flyttede ned på flådestationen og svarede, når folk ringede for at få hjælp. Mange mødte også personligt op.

Sammen med et hold psykiatere og psykologer fra Rigshospitalet, der var blevet fløjet til Frederikshavn, tog præsten sig af de mange henvendelser fra overlevende og pårørende til omkomne fra mordbranden på ’Scandinavian Star’.

Laurids Korsgaard lyttede mest under de timelange samtaler. Døden havde været hans følgesvend siden teenageårene. Da han var 15 år, fik hans mor en sjælden blodsygdom, og efter seks års sygdom døde hun. Mange gange i løbet af de år troede han, at det var slut.

Blodsygdommen gjorde hende modtagelig for alverdens infektioner, og ofte kom han hjem fra skole og blev mødt af sin far: »Ambulancen har lige været og hentet mor«.

Utallige timer blev tilbragt på en stol ved siden af hans mor på intensivafdelingen: Overlever hun, eller overlever hun ikke?

Kjær Ole
Foto: Kjær Ole

Laurids Korsgaards mor døde, da han var 21 år, og få år efter sænkede han også sin fars kiste i graven. Derfor havde han tidligt erfaret, at vi alle skal dø. Det var en naturlig del af livet og gav ham en ro, når han senere som præst talte med folk om livets afslutning i forbindelse med begravelser.

Alligevel var ’Scandinavian Star’ en anderledes oplevelse. Døden var kommet uventet og ramte mange familier. Han mente, at det var vigtigt at være afventende – og ikke komme med alle mulige løsninger på deres situation. Det var vigtigt at møde dem med ro og tryghed.

Præsten måtte tage udgangspunkt i, at verden var brudt sammen for de efterladte. Det handlede om at få styr på kaos. Selv små, simple ting som et opvarmet lokale, et glas vand, en kop kaffe, rolige omgivelser og et lyttende menneske var altafgørende. Meningsløsheden var det mest overskyggende tema.

Som en spurgte: »Kan Gud findes, når det her sker?«

En anden sagde: »Jeg kan ikke stole på nogen mere, jeg kan ikke stole på noget som helst i den her verden«.

»Det er du nødt til, ellers kan du ikke leve«, svarede Laurids Korsgaard.

Han opfordrede familierne til at snakke videre med deres egen præst. Folk skulle have langsigtet hjælp, hvor de boede. Ikke i et fremmed lokale på en flådestation i Frederikshavn.

Ordene kom til ham

Laurids Korsgaard havde aldrig prøvet at holde en lignende prædiken som ved sørgegudstjenesten 17. april 1990 i kirken i Frederikshavn. Fra prædikestolen skulle han udlægge teksten for de efterladte familier, overlevende og tre ministre, mens de hvide kister stod på kirkegulvet.

Laurids Korsgaard bad kirketjeneren om at måle op, hvor mange kister der kunne være inde i kirken. Så mange kister havde de ikke før prøvet at skulle finde plads til. 13 kister med 15 af de danske omkomne kom til den nordjyske by. To små børn lå sammen med henholdsvis deres far og mor.

I alt var 33 ud af de 159 omkomne danskere, og kisterne i kirken var de første med danske omkomne, der var klar til at blive begravet.

Egentlig havde Laurids Korsgaard bedt sin biskop om at holde prædiken, men da denne var bortrejst, måtte han selv påtage sig opgaven. Det var dog nemmere, end han troede. Han skrev prædikenen i løbet af ingen tid. De mange samtaler på flådestationen med efterladte havde skaffet det nødvendige råstof, og ordene gav næsten sig selv.

Alligevel var han nervøs, da dagen for sørgegudstjenesten oprandt. Det var afgørende, at ceremonien var værdig og respektfuld over for familierne. Han måtte ikke sætte en fod forkert eller lave en fejl under sin prædiken.

En præstekollega tog sig af opgaverne ved alteret, så Laurids Korsgaard kunne koncentrere sig om sin prædiken. Kollegaen var også klar til at træde til, hvis han skulle få problemer med at gennemføre ceremonien.

Præsten kendte sig selv godt. Han var et følelsesmenneske og kunne blive meget bevæget. Der var en risiko for, at han knækkede sammen på prædikestolen og gik i stå. Han ville gøre alt for, at det ikke skete.

Han var også vestjyde, så det var vigtigt for ham, at gudstjenesten ikke blev reduceret til føleri og kunstig sentimentalitet. Ordene skulle være tro mod virkeligheden, og prædikenen skulle respektere, at folks følelser var private, så for at kontrollere sine følelser tog han en forholdsregel.

Gik rundt om kisterne

Tidligt om morgenen kom kisterne med en færge fra Larvik i Norge og blev placeret i en hal på flådestationen. Om formiddagen gik han hen til hallen og gik rundt om kisterne. Igen og igen. Indtil han havde vænnet sig til kisterne, så de ikke ville overvælde ham, når han senere så dem i kirken.

I kirken indledte Laurids Korsgaard sin prædiken med et kendt bibelcitat, fra da Jesus hang på korset langfredag: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«.

Ligesom i samtalerne med de efterladte de foregående dage på flådestationen talte han om meningsløsheden.

»Dette kan ikke være Guds værk. Det kan kun være tilintetgørelsens værk. Tilintetgørelsen, tomhedens, ødelæggelsens sugende magt, som altid ligger og lurer under vort liv«.

Han brugte påskebudskabet om genopstandelsen, som »gemmer et varmt lys, som lige så stille kaster sit skær ind i vore mørke og fortvivlede sind«.

Stemningen var fortættet. Følelserne fyldte hele kirkerummet. Men det lykkedes ham at gennemføre sin prædiken uden at blive så rørt, at han gik i stå. De omkomnes navne blev læst op, og efter en bøn og en velsignelse sluttede gudstjenesten med en salme.

Kisterne blev båret ud i rustvognene uden for kirken. De pårørende gik efter rustvognene hen til den nærliggende rutebilstation. Her samledes familierne, inden rustvognene fulgte hver deres rute til kirkerne rundt om i landet.

Slut med påskeæg

Margit Porsborg og hendes to døtre, 12-årige Karina og Bettina på 10 år, gik også sammen med deres familie bag kisterne. I en af kisterne lå hendes mand og børnenes far, Torben Porsborg.

Få dage tidligere havde det ringet det på døren. Margit tog mod et par betjente:

»Jeg har på et tidligere tidspunkt skullet give nogle beskrivelser af nogle ting, altså om Torben havde nogle ar, sådan at de kunne identificere ham«.

Betjentene fortalte, at Torben Porsborg var blevet fundet som omkommet, og at familien skulle hente ham i Frederikshavn.

Efter beskeden begyndte Margit at få styr på det praktiske. Den lokale præst kom ud til familien og havde påskeæg med til børnene. Det førte til, at de to døtre aldrig siden har kunnet fordrage påskeæg.

»Vi har heller ikke pyntet til påske hjemme hos os før mange år senere«, fortæller Margit.

Privatfoto
Foto: Privatfoto

Langturschauffør Torben Porsborg døde ombord på Scandinavian Star.

Billeder af tårer

Da familien Porsborg kom til sørgegudstjenesten i Frederikshavn, lagde 12-årige Karina mærke til de mange journalister og fotografer. Især fotograferne gjorde indtryk, for de tog så mange billeder fra balkonen:

»Mest når vi græd«, husker hun.

Karina sad med sin farfar, og Bettina sad sammen med sin morfar.

»Små børn og ældre mennesker, der græder sammen, er tilsyneladende en stor sællert«, fortæller Karina.

Billederne af dem var slået stort op i flere aviser. Men ellers husker Karina mest de mange mennesker, der stod langs vejen, da de gik efter kisterne. De var så stille, og det var mærkeligt, syntes hun.

10-årige Bettina kunne ikke forklare det, men af en eller anden grund vidste hun, hvilken kiste hendes far lå i, da de var inde i kirken. Hun talte kisterne og pegede på en bestemt kiste.

Hendes mor, Margit, sagde ellers til hende, at »det ved vi ikke endnu«.

»Vi skal lige vente på, at vi får at vide, hvilken kiste far ligger i«.

Men Bettina var ikke i tvivl.

»Jeg havde bare sådan en underlig fornemmelse og intuition af, at det var dér, han var«, husker Bettina.

Det gav hende en ro. Nu vidste hun, at hendes far var til stede:

»Jeg havde brug for at se ham igen. Det var jeg ikke i tvivl om. Jeg skulle have lov at se ham igen«.

Torben Porsborg lå i den kiste, som hun havde udpeget.

Forveksling af kister

I Aabenraa måtte Else Guldager vente længe, før hun fik endelig besked om sin mand, Benny, og pigerne, Janne og Christinas, skæbne.

Først var hun til begravelse i Haderslev, hvor veninden, hendes mand og deres to børn, der også var omkommet på skibet, blev bisat.

Hun stod i kirken med fire kister. Det hele føltes uvirkeligt – og dagen efter blev hun ringet op. Så blev det endnu mere surrealistisk. Det var præsten i Haderslev.

»Sidder du godt?«, spurgte han.

»Det kan jeg da gøre«, sagde hun og satte sig ned.

»Jeg vil bare sige, at de har fundet din datter. Jeg er blevet ringet op af politiet. Det ene af de børn, vi netop har begravet, er din datter Janne«, sagde præsten og tilføjede: »De har også fundet de andre«.

Forvekslingen af kisterne blev ordnet i mindelighed, så Else kunne begrave datteren sammen med manden og plejedatteren Christina.

»Det var en mærkelig følelse, men jeg tænkte, at mit barn nu bliver velsignet to gange. Jeg var allerede klar over, at de måtte være døde, så jeg var bare lettet over, at de var fundet«, fortæller Else Guldager.

Hun var bekymret for sin 15-årige søn, Jakob, og syntes, at han lukkede sig inde. Jakob gik til psykolog, men holdt hurtigt op. Psykologen begyndte at græde, da han fortalte sin historie, og det kunne han ikke forholde sig til. Det var hans sorg. Ikke psykologens sorg.

Else forsøgte selv at snakke med ham, men så lukkede han af. Det lå ikke til Jakobs natur at snakke om tingene på den måde. I stedet åbnede han sig over for to nære venner. Hos dem kunne han være ked af det.

Ingen fælles efterforskning

Politimyndighederne i Danmark, Norge og Sverige stod nu over for helt centrale spørgsmål: Hvem antændte brandene? Hvem havde ansvaret for de elendige sikkerhedsforhold om bord? Hvem skulle have forsikringspengene? Og hvem ejede egentlig skibet – og hvem disponerede over det som reder?

For en efterforsker ville det være naturligt at undersøge, om der var en sammenhæng mellem spørgsmålene. Men højst usædvanligt blev der valgt en efterforskningsmetode, som gjorde det modsatte.

Spørgsmålene blev undersøgt som isolerede temaer – uden blik for sammenhængen. Og temaerne blev ikke undersøgt til bunds. Efter skibsbranden blev der indgået en aftale mellem Norge, Sverige og Danmark om at dele efterforskningen imellem landene.

De norske myndigheder efterforskede brandstiftelsen, svenskerne undersøgte selve skibet som gerningssted, mens de danske myndigheders opgave var at efterforske skibets sikkerhed og ejer- og rederforhold samt de økonomiske transaktioner bag skibet – herunder forsikringsforholdene.

Derfor var der aldrig en overordnet politienhed, som kunne undersøge, om ejerforholdene og forsikringen hang sammen med brandstiftelsen, altså om der var tale om forsikringssvindel, der endte fatalt, eller om der kunne være andre mulige sammenhænge.

Ingen selvstændig undersøgelse

De danske myndigheder gik ud fra, at kommanditselskabet Scandinavian Star var ejer af skibet – også selv om selskabet ikke var registreret i et dansk erhvervsregister. Men tiltalen blev rejst mod Henrik Johansen, fordi myndighederne anså ham for at være reder.

Myndighederne fremhævede, at den danske forretningsmand traf alle væsentlige beslutninger om skibet og havde alle de beføjelser, som en reder har. Det fik den usædvanlige konsekvens, at de danske myndigheder aldrig for alvor undersøgte ejerforholdene og økonomien bag skibet.

Eller som den danske rigsadvokat Henning Fode senere beskrev situationen:

»På denne baggrund var der i forbindelse med den danske del af efterforskningen ikke et særskilt behov for at søge ejerforholdene yderligere afklaret«.

Jan A. Martinsen/Aftenposten/Ritzau Scanpix
Foto: Jan A. Martinsen/Aftenposten/Ritzau Scanpix

Skibsreder Henrik Johansen (midten) og hans direktør Ole B. Hansen (th.) forsøgte at fralægge sig ansvaret, men blev alligevel dømt for manglende sikkerhed på skibet.

Faktisk havde Frederiksberg Politi allerede en måned efter branden på skibet – 7. maj 1990 – ringet til Henrik Johansens advokatfirma og bedt om kopier af salgsdokumenterne for skibet for at afklare ejerforholdene.

Firmaet tilbød kriminalbetjenten en købskontrakt og en overdragelsesaftale, men der fandtes åbenbart andre dokumenter. Som politiet noterede i en rapport: »Adspurgt, om der fandtes andre dokumenter i forbindelse med køb af skibet, var dette tilfældet, men disse dokumenter havde man endnu ikke kopier af, idet de beroede hos selskabets advokater i London til brug for skibets registrering«.

Alligevel skred politiet ikke til ransagninger for at finde disse dokumenter, hvilket må betegnes som usædvanligt, fordi dansk politi i andre erhvervssager som selskabstømning og overbelåning af skibe anvendte langt mere håndfaste metoder med ransagninger af banker, advokatfirmaer og virksomheder. Det førte til, at store kasser med beslaglagte dokumenter hobede sig op på Politigården.

I stedet valgte dansk politi at ‘skære’ straffesagen til, så ejerforholdene aldrig blev undersøgt. 17. april 1991 skrev Frederiksbergs politimester, Hans Lemming, og vicepolitimester Svend Clausen til Statsadvokaten for Sjælland, at politiet frarådede at rejse tiltale mod selve rederiet af to grunde: Selskabsforholdene var ikke til at gennemskue, og politiet gik efter at få de sigtede idømt ubetinget fængselsstraf.

Med andre ord magtede dansk politi åbenbart ikke at undersøge de økonomiske forhold til bunds – heller ikke selv om der var tale om en af de største kriminalsager i Skandinavien nogensinde.

Altså vidste danske myndigheder ikke, hvem der egentlig ejede ’Scandinavian Star’. Om det var det danske kommanditselskab, som Henrik Johansen påstod. Eller om det var det amerikanske selskab SeaEscape. Eller et helt tredje selskab.

Det afgørende var, at anklagemyndigheden mente, at Henrik Johansen i praksis optrådte som reder, selv om det heller ikke blev undersøgt. Heller ikke norske myndigheder undersøgte de økonomiske spor bag skibet, fordi norsk politi kun koncentrerede sig om brandforløbet og at finde en eller flere brandstiftere.

Dermed opstod den bizarre situation, at hverken danske, norske eller svenske myndigheder vidste, hvem der ejede skibet – og om der kunne være økonomiske interesser bag brandene på ’Scandinavian Star’. Og endnu mere grotesk: Landenes myndigheder var åbenbart heller ikke interesserede i at finde ud af det.

Officielt sluttede sagen således med en straffesag mod den norske kaptajn, den danske pengemand og den danske direktør.

Tidslinje

1971 Juli

Under navnet Massalia blev det senere Scandinavian Star bygget på et fransk værft og blev sat i rute i Middelhavet fra Marseille

1983 16. december

Det svenske rederi Stena Cargo Line købte skibet for 7,4 millioner dollar

1984 December

Skibet blev omdøbt til Scandinavian Star

1985-1990

Scandinavian Star sejlede som krydstogt- og kasinoskib for først Scandinavian World Cruises og derefter SeaEscape

1990 16. januar

DaNo Linjens direktør Ole B. Hansen rejste til Florida for at se på Scandinavian Star. Under dette ophold blev direktøren enig med maskinchef Heinz Steinhauser om, at han skulle fortsætte, hvis DaNo Linjen overtog skibet

1990 Ultimo Januar

DaNo Linjen indgik en foreløbig aftale med det amerikanske selskab SeaEscape om at købe skibet

1990 23-24. januar

Ole B. Hansen foretog endnu en rejse til Florida for at se skibet. Det blev aftalt, at ni medlemmer af den oprindelige besætning fra SeaEscape skulle rejse med skibet til Skandinavien

1990 12. marts

Kaptajn Peter Schaab sejlede Scandinavian Star fra Florida mod Europa. Egentlig skulle skibet have været til Lissabon i Portugal, men det blev ændret til Cuxhaven i Tyskland.

1990 23. marts

Scandinavian Star ankom til Cuxhaven. Samme dag gik kaptajn Hugo Larsen om bord på skibet. De næste dage skulle kaptajn Peter Schaab sætte ham ind i forholdene på skibet. Desuden gik direktør Ole B. Hansen også om bord

1990 28. marts

Den første gruppe på 29 portugisiske besætningsmedlemmer kom fra Portugal til Cuxhaven

1990 29. marts

Om aftenen sejlede Scandinavian Star fra Cuxhaven mod Frederikshavn

1990 30. marts

Det amerikanske selskab SeaEscape havde i flere år lejet skibet af det svenske rederi Stena Line, og købte nu skibet for 10,3 millioner dollar og solgte samme dag skibet videre til ejeren af DaNo Linjen for 21,7 millioner dollar. Samtidig overtog kaptajn Hugo Larsen skibet fra kaptajn Peter Schaab, som i de følgende dage kun skulle rådgive Hugo Larsen

1990 31. marts

Skibet blev klargjort i Frederikshavn. Der var kommet yderligere 30 portugisiske besætningsmedlemmer om bord

1990 1. april

Flere skandinaviske besætningsmedlemmer kom om bord, og klokken 23.05 blev Scandinavian Star sat ind på ruten mellem Frederikshavn og Oslo. De næste dage sejlede skibet frem og tilbage mellem Danmark og Norge med passagerer

1990 5. april

Kaptajn Hugo Larsen holdt et møde med skibets officer og ledende medarbejdere, og det blev besluttet at afholde en båd- og brandøvelse tre dage senere 8. april

1990 6. april

Scandinavian Star var forsinket og sejlede først fra Oslo kl. 21.45 med kurs mod Frederikshavn

1990 7. april

Kort før klokken 02.00 opdagede to passagerer, at der var sat ild på sengetøj og tæppe uden for kahyt 416, men ilden nåede ikke at få ordentligt fat, før de fik slukket branden. Lidt efter klokken 02.00 blev der antændt en brand nummer to ved kahyt 219 i en korridor med ubenyttede kahytter, der skulle renoveres. Den blev senere kaldt dødsbranden

Lagde skylden på hinanden

Luften var kold mellem de tre mænd, da straffesagen begyndte i Sø- og Handelsretten 6. oktober 1992. De erklærede sig alle uskyldige – og pegede hver især på de andre som ansvarlige for forholdene på skibet.

Henrik Johansens forsvarer lagde højst overraskende ud med at kræve en frifindelse af sin klient med henvisning til, at Henrik Johansen ikke var reder og derfor ikke kunne straffes for overtrædelse af en reders pligter.

Det krævede en forklaring. Ifølge advokaten ejede Henrik Johansen ikke det netværk af anpartsselskaber, der stod bag ’Scandinavian Star’. Selskaberne var i stedet formelt ejet af hans hustru og hans tre døtre, lød argumentet.

Alle fire havde fået foræret deres ejerskab af ham, forklarede han. Eller som det blev noteret i retsreferatet:

»Det er tiltalte, der har valgt denne ejerform. Tiltalte har ydet nogle beløb som gave til hustru og børn, og disse beløb er investeret i anparter. Tiltalte repræsenterer kapitalinteresserne i kraft af mundtlige fuldmagter«.

Med andre ord havde Henrik Johansen magten, selv om han ikke personligt ejede selskaberne. Han indrømmede da også i retten, at familien rettede sig efter hans beslutninger.

Retten afviste derfor kravet om frifindelse og gik videre med sagen. Men hvad så med ansvaret for sikkerheden på skibet? Her fremførte Henrik Johansen, at det var hans direktør Ole B. Hansens ansvar – og kaptajn Hugo Larsens ansvar.

Altså pegede Henrik Johansen på de to andre tiltalte som ansvarlige.

Ole B. Hansen skød tilbage mod Henrik Johansen og forklarede, at større økonomiske spørgsmål altid blev forelagt pengemanden, der så tog beslutningen. Som under søforklaringen lagde han vægt på, at kaptajn Hugo Larsen havde ansvaret for skibets sikkerhed.

Preben Tolstoy
Foto: Preben Tolstoy

Det vakte vrede, da direktør Ole B. Hansen (i midten) og skibsreder Henrik Johansen (th.) mødte op til sørgegudstjenesten i Frederikshavn.

Hugo Larsen svarede igen. Han forklarede i retten, at han allerede 24. marts, mens ’Scandinavian Star’ lå i Cuxhaven, havde fortalt rederidirektøren, at det var umuligt at nå den ombygning af ’Scandinavian Star’, som var nødvendig. Hertil svarede Ole B. Hansen, at det hele var planlagt og sat i gang.

Senere, da skibet var i drift mellem Frederikshavn og Oslo, havde Hugo Larsen også fortalt Ole B. Hansen, at der ikke var afholdt brandøvelse. Selv mente kaptajnen, at hvis han havde bestemt over skibet, skulle der bruges to-tre uger på at få forholdene på skibet bragt i orden, så de var gode nok til passagersejlads. Men det var udelukkende af hensyn til passagerernes komfort, for skibet var sikkert nok til sejlads, mente Hugo Larsen.

Under retssagen kom det også frem, at Henrik Johansen gerne ville have skibet i drift 1. april 1990, fordi han kunne sikre sig et stort skattefradrag. Det var fortjenesten fra salget af Vognmandsruten over Storebælt, som han skulle investere i et nyt skib for at få afskrivninger på selvangivelsen.

Han havde solgt ruten for 362 millioner kroner – og Henrik Johansens nettofortjeneste beløb sig til en kvart milliard kroner, og de skulle investeres inden 1. april, for at afskrivningerne kunne komme med på hans selvangivelse.

Anklageren afviste alle tre mænds forsøg på at undgå et ansvar og fremlagde en vurdering fra Søfartsstyrelsen fra 5. april 1991.

Her blev det påpeget, at evakueringsskiltningen var mangelfuld og gav misvisende information. At passagererne ikke fik udleveret boardingkort, hvor de kunne se, hvor de skulle samles i tilfælde af en nødsituation. Og at alarmplanen med evakueringsvejledningen i kahytterne ikke var på hverken dansk eller norsk, men på engelsk, spansk og portugisisk.

Derfor burde passagererne have fået en udførlig vejledning om, hvad de skulle gøre i en nødsituation, erklærede Søfartsstyrelsen.

»Undladelse heraf medførte, at passagererne under branden oplevede stor forvirring, og det er nærliggende at antage, at det har medført, at nogle af passagererne ikke i tide har fundet vejen frem til røgfrit område«, konkluderede styrelsen.

I sin procedure fremførte anklageren, at besætningens manglende kendskab til nødplanen kunne have været blevet udbedret, hvis der var blevet afholdt en båd- og brandøvelse.

Sø- og Handelsrettens dom 3. december 1992 fulgte langt de fleste anklagepunkter og konkluderede: »Retten finder således, at ’Scandinavian Star’ i perioden 1.-7. april ikke var klar til sejlads med passagerer«.

Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Kaptajn Hugo Larsen blev også dømt for den manglende sikkerhed på skibet og fik seks måneders hæfte.

Da de tre mænd ankede dommene til Højesteret, blev straffen skærpet til seks måneders hæfte hver – og Henrik Johansen og Ole B. Hansen blev frakendt »retten til at udøve rederivirksomhed«.

Men Ole B. Hansen stak af til Spanien. Det endte med, at den tidligere rederidirektør først vendte hjem til Danmark, da han ikke længere skulle afsone straffen – fordi den var forældet.

Hverken Henrik Johansen eller Ole B. Hansen ønsker i dag at kommentere sagen om ’Scandinavian Star’, mens kaptajn Hugo Larsen fastholder, at han gjorde det rigtige både før og under katastrofen.

Stor opgave

Den svenske kriminalinspektør Agne Knutsson fik til opgave at undersøge arnestederne for brandene på skibet. Han var leder af den tekniske afdeling på politistationen i Uddevalla 70 kilometer nord for Göteborg, men havde aldrig haft en så stor opgave.

Normalt tog han sig af tekniske undersøgelser i forbindelse med indbrud og husbrande, eller hvis der udbrød brand i en fiskerbåd langs kysten. I afdelingen havde han to kriminalteknikere og en fotograf, og det var nok til at dække den svenske industri- og havneby på omkring 31.000 indbyggere.

Selv om 59-årige Agne Knutssons formelle titel var kriminalinspektør, betød det ikke, at han sad ved et skrivebord. Han deltog i marken som kriminaltekniker på lige fod med sine medarbejdere. Større var politistationen ikke.

Agne Knutsson gik om bord på skibet sammen med den norske chef for ID-gruppen, og han skulle aldrig glemme synet af de mange døde i skibets korridorer og kahytter. Men han havde et job at udføre. Sammen med sin svenske medarbejder og en norsk betjent skulle han undersøge, hvordan brandene var opstået.

Først koncentrerede de sig om korridoren ved kahyt 416, hvor den første brand var opstået lige før klokken to natten til lørdag. Med et kamera tog de billeder af arnestedet og samlede brændte kartoner og andre ting, som ikke var blevet fjernet.

Brandfolkene fortalte, at passagerer havde slukket branden, og besætningsmedlemmer havde fjernet de sengeklæder, som der havde været ild i. De var blevet lagt i en sæk, der var båret op til broen.

Han mødtes også med den svenske brandmester Ingvar Brynfors, som fortalte om brandenes forløb i løbet af de mange timer om bord. Det gik for alvor op for Agne Knutsson, at hovedbranden var den anden brand, der brød ud lidt efter klokken to natten til lørdag i en sektion med ubenyttede kahytter.

Efter at have undersøgt denne korridor konstaterede kriminalteknikerne, at branden måtte være antændt ved kahyt 219. Her lå en bunke med brandrester, som viste sig at være sengelinned, og gulvet var dækket med olieforurenet vand.

Agterude i korridoren lå flere madrasser på gulvet, og Agne Knutsson fik hurtigt den mistanke, at madrasser og andet brændbart materiale på gulvet ud mod trappeopgangen havde bidraget til den hurtige spredning af branden.

Der var ikke en naturlig forklaring på brandens opståen. Den svenske kriminalinspektør konkluderede, at den måtte være antændt af en eller flere personer.

Agne Knutsson kunne også konstatere, at døren mellem korridoren og trappeopgangen havde stået åben og fået ilden til at bevæge sig op ad trappen til dæk 5, hvor døren til en gang tværs over skibet stod åben. Som en ildkugle havde branden spredt sig til den anden side af skibet og var gået nedad igen mod bildækket.

Som han skrev i et notat i 2008 om forløbet: »Brand plejer jo ikke spredes nedad, men på grund af at ventilationen gik den vej, har branden taget den samme vej«.

Ingvar Brynfors havde også fortalt Agne Knutsson om den heftige tredje brand, der brød ud omkring 12 timer efter hovedbranden. Brandmesteren fortalte, at den brand udviklede så voldsom hede, at sigteglasset i brandfolkenes røgmasker smeltede.

Efter to dages arbejde i de sodfyldte gange var opgavens omfang gået op for Agne Knutsson. De brandtekniske undersøgelser var langt mere omfattende, end han havde prøvet før, og han tvivlede på, at han havde den nødvendige kompetence.

De var langtfra færdige med undersøgelserne, da de fik at vide, at ’Scandinavian Star’ skulle bugseres til København 18. april om aftenen.

Næste dag fik han besked om, at Norges Branntekniske Laboratorium (Sintef) og Dansk Institut for Prøvning og Justering (Dantest) skulle stå for de brandtekniske undersøgelser af ’Scandinavian Star’ i København. Derfor var den svenske kriminalinspektør i løbet af de følgende måneder seks gange i Danmark for at assistere brandeksperterne fra de to institutter.

Norsk Politi
Foto: Norsk Politi

Da skibet var blevet slæbt ind til kajen i den svenske by Lysekil, udbrød der igen brand.

Myndighederne bad dog kun brandeksperterne om at undersøge de første to ud af de mindst fire brande, altså kun de første halvanden time ud af et samlet brandforløb på 38 timer.

Der blev aldrig givet en egentlig begrundelse. Det blev blot konstateret i juni 1991 i de norske myndigheders afsluttende brandrapport:

»Branden eller brandene på ‘Scandinavian Star’ rasede i flere dage. I løbet af denne tid var der en stor aktivitet om bord på flere steder, som påvirkede de fysiske skadesforløb. At trænge til bunds i dette hændelsesforløb med alle de enkeltaktiviteter, dette indebærer, må anses at være en meget stor opgave«.

Derfor blev mysteriet aldrig opklaret. Hvorfor opstod der yderligere to store brande? Skyldtes de en genopblussen af den tidligere hovedbrand på grund af den ekstreme varme, eller var de nye påsatte brande?

Det havde blandt andet den konsekvens, at rednings- og brandmandskabets observationer, da skibet lå ved kaj i den svenske by Lysekil, aldrig blev inddraget i efterforskningen. Først mange år senere kom det frem, at flere folk på kajen uafhængigt af hinanden så uidentificerede mænd kravle ud af det brandskadede ’Scandinavian Star’, da det var blevet slæbt ind til kajen – og hastigt forlade stedet.

En af de folk på kajen var Ingvar Vik, som i tre dage hjalp med at få bugseret lastbiler og biler væk fra den brandhærgede færge. I 2013 fortalte han til Politiken:

»Der kom tre mænd, som klatrede ned fra skibet og ned på kajen, og så forsvandt de. Vi sagde til nogle politifolk, at de skulle undersøge, hvem det var. Men der var så mange folk på kajen, så det lykkedes ikke politiet at få fat i dem«.

Han mente, at de tre mænd havde et asiatisk udseende. Et andet vidne på kajen var brandmand Morgan Ask.

»En luge på skibssiden blev åbnet, og en person af filippinsk udseende gik i land. Jeg lagde mærke til det, fordi vi havde fået at vide, at der ikke var flere personer tilbage på den her del af båden. Andre har gjort samme iagttagelse og set flere end én person«, fortalte Morgan Ask.

Men norsk politi havde et andet fokus.

Mange afhøringer

Norsk politi havde som udgangspunkt, at en brandstifter måtte eftersøges bredt blandt alle de ombordværende på ’Scandinavian Star’ – hvad enten vedkommende havde overlevet brandene eller var omkommet.

En del år senere, i 2001, redegjorde politiinspektør Nicolai Bjønness i et internt notat til Oslos politimester for efterforskningsarbejdet. Her skrev han, at norsk politi tidligt gik ud fra, at alle om bord var »mulige gerningsmænd«.

»Der blev arbejdet med at kortlægge – så vidt det var muligt – hvor hver enkelt passager og hvert enkelt besætningsmedlem havde opholdt sig lige forud for branden. Alle overlevende blev afhørt i gennemsnit tre gange hver. Man fik derefter en rimelig god oversigt over, hvor både overlevende og døde havde befundet sig«, skrev Nicolai Bjønness.

Ifølge politiinspektøren blev der arbejdet efter en »række forskellige hypoteser«.

»Der blev rejst spørgsmål om, hvem som var ansvarlig for skibets drift på ejersiden, og spørgsmålet om mulig forsikringssvindel blev åbent diskuteret. Man diskuterede videre, om det var hensigtsmæssigt at afdække nærmere, hvem som stod bag driften/ejerskabet af skibet. Den side af sagen skulle dansk politi efterforske. Man fandt det hensigtsmæssigt ikke at gå nærmere ind i de undersøgelser, som dansk politi foretog«, skrev inspektøren.

Dermed indgik hverken ejerskabet eller de økonomiske transaktioner bag skibet i norsk politis arbejde på at finde en eller flere brandstiftere. Den del var op til dansk politi. Men i samme notat lagde Nicolai Bjønness ikke skjul på sin skepsis over for det danske politis efterforskning.

»Frederiksberg politidistrikt var at betragte som en mindre politistation og havde på ingen måde ressourcer eller kompetence til at løse denne efterforskningsopgave på en tilfredsstillende måde. Det er ikke dermed sagt, at konklusionerne fra Frederiksberg politidistrikt er forkerte, men der hæfter efter min opfattelse stor usikkerhed ved en del af dette«, skrev Nicolai Bjønness.

Norsk politi koncentrerede sig altså om selve sporene på skibets brandsteder og vidneforklaringer frem for spørgsmålet om ejerskab og forsikringssvindel. Nordmændene blev hurtigt klar over, at en dansk lastbilchauffør, Erik Mørk Andersen, som døde under hovedbranden, tidligere havde fået flere domme for brandstiftelse.

Som Nicolai Bjønness formulerede det i sit notat: »På et tidligt tidspunkt under efterforskningen kom der tips ind om, at Erik Mørk Andersen kunne være brandstifteren. Eftersom han var død, blev det besluttet at lægge tipset nederst i bunken og ‘låse’ skuffen for at undersøge alle andre muligheder først«.

Men norsk politi trak hurtigt Erik Mørk Andersen op af skuffen, da andre mistænkte efterhånden blev strøget af politiets liste.

Undersøgte kahyt

Den 25. maj 1990 blev den svenske kriminalinspektør Agne Knutsson bedt om at undersøge kahyt 530 sammen med to norske betjente under et besøg på det brandhærgede skib i København. Her havde Erik Mørk Andersen boet under sejladsen og var omkommet under hovedbranden.

Janus Engel
Foto: Janus Engel

Oslo Politi udpegede Erik Mørk Andersen som brandstifteren, men trak i 2014 udpegningen tilbage – og i dag er sagen fortsat uopklaret.

Som i alle andre kahytter var der ikke længere personlige ejendele i lastbilchaufførens kahyt. De var for længst fjernet, da politi og redningsfolk ryddede kahytterne i Lysekil.

Derfor kunne Agne Knutsson intet finde af værdi for efterforskningen. Alligevel blev betjentene knap en måned senere – den 20. juni – igen bedt om at undersøge Erik Mørk Andersens kahyt.

En alarmplan var blevet fundet blandt lastbilchaufførens ejendele, og Agne Knutsson konstaterede, at den tidligere havde siddet på indersiden af kahytsdøren og altså var blevet fjernet. Han kunne også se, at der manglede toiletpapir i holderen på toilettet.

»Ej heller fandtes nogen tom paprulle fra en brugt toiletrulle i badet eller i kahytten. Ved kontrol af et stort antal andre kahytter på Gulf-dæk har det kunnet konstateres, at der ikke savnedes toiletruller i nogen af disse i kahytter«, skrev Agne Knutsson i sin rapport.

Det gik hurtigt op for den svenske kriminalinspektør, at norsk politi mistænkte den danske lastbilchauffør for at have antændt branden som en spontan handling. Han orienterede løbende brandeksperterne og norsk politi om sine tekniske undersøgelser, men efter sommeren 1990 overlod han brandefterforskningen til eksperterne i norske Sintef og danske Dantest. Hans arbejde var afsluttet.

Sagen blev dog ved med at nage ham. Mange år senere, i 2008, skrev Agne Knutsson et personligt notat om sin undersøgelse af skibet. Han kunne ikke forlige sig med, at der kun skulle være én brandstifter. Det stemte ikke overens med hans egen efterforskning.

»I alle disse år, som er gået siden vores arbejde med færgebranden, har jeg haft denne hændelse i mine tanker. Jeg har funderet over, hvad en ensom passager kan have haft af motiv til at anlægge en sådan brand«, skrev den svenske kriminalinspektør.

Han havde svært ved at forestille sig, at brandforløbet var resultatet af en impulsiv handling.

»Vedkommende måtte på en eller anden måde have planlagt, hvordan det skulle gå til. Gerningsmanden har samlet en del brandbart materiale sammen til det sted, hvor den første brand blev anlagt. Desuden bør vedkommende inden have planlagt, hvor hovedbranden skulle anlægges, eftersom der forløb meget lidt tid mellem brandene«, skrev han.

Der var højst 20-25 minutter mellem brand et og to. Det planlagte forløb blev underbygget af, at en del døre inden brandene var kilet fast, så de stod åbne, så »brandspredningen kunne ske«.

»Det virker søgt, at en ensom passager kan have haft viden til at forberede og anlægge branden, så den blev spredt med ventilationen for at få den størst mulige effekt. Skulle det mod al formodning være sådan, har jeg svært ved at forestille mig, at vedkommende skulle kunne nå frem til sin kahyt og selv blive offer for branden«, fremførte han i notatet.

Men sådan så norsk politi ikke på sagen i 1990.

Ventede på sin mand

Ekstra Bladet lå på køkkenbordet. Jette Andersens 10-årige søn, Morten, havde hentet formiddagsavisen. Der stod noget med en brand på en færge på forsiden, men hun læste det ikke. Hun registrerede det bare.

I stedet gik hun rundt i lejligheden i Aarhus og skældte højlydt ud over sin mand, Erik Mørk Andersen, som ikke var dukket op som ventet fra en lastbiltur til Norge.

De havde været gift i næsten fire år, og et par måneder tidligere havde der været knas i forholdet. Han var flyttet i en anden lejlighed og havde sendt separationspapirerne ind til myndighederne.

Men kort efter var han igen begyndt at overnatte hos Jette. De havde aftalt, at han skulle afsætte sin nye lejlighed og igen flytte sammen med hende, når han kom hjem fra Norge.

Erik havde lovet at være tilbage lørdag 7. april 1990. Hun havde snakket med ham aftenen før over lastbilens mobiltelefon, mens han ventede på at køre om bord på skibet i Oslo. Han var af sted som medhjælper på en tur med gods sammen med en anden lastbilchauffør.

De to chauffører skulle egentlig være kørt den lange vej ned til Göteborg for at sejle derfra til Danmark. Men de var udmattede efter flere lange arbejdsdage, så de havde ringet til vognmanden og fået lov til at sejle med en færge fra Oslo.

Men siden havde hun ikke hørt fra ham. Nu gik hun hvileløst rundt i lejligheden. Først på aftenen ringede telefonen. Det var vognmanden, som spurgte efter Erik. Men hun kunne ikke forklare, hvor han var. Kort efter ringede vognmanden igen:

»Der er sket noget forfærdeligt, Jette«.

Han fortalte, at hendes mand og makkeren havde været om bord på den færge, der brændte.

»Det er løgn«. Jette kunne ikke fatte det.

Janus Engel
Foto: Janus Engel

Jette Andersen blev chikaneret, fordi hendes mand blev udpeget som brandstifter. Men i 2014 blev udpegningen trukket tilbage af Oslo Politi.

Hendes søn Allan tændte for fjernsynet, og det gik op for hende, hvad der var sket. Hun ringede til Frederikshavns Politi, men fik blot at vide, at hun skulle slappe af:

»Han kommer hjem i morgen«.

Først var hun lettet, men hun var stadig irriteret på sin mand. Søndag forblev telefonen tavs. Om aftenen ringede hun igen til politiet i Frederikshavn. Hun fik at vide, at der stadig ikke var styr på, hvem der havde overlevet, og hvem der var omkommet.

Om mandagen gik hun i Føtex. Der skulle ikke mangle mad på bordet, når Erik endelig dukkede op. De skulle have en flot påskefrokost. Hun skyndte sig hjem med maden. Det kunne være, at han var kommet hjem i mellemtiden. Det var han ikke.

Om aftenen ringede to betjente fra Aarhus Politi på døren. De skulle skrive en efterlysning.

»Har han nogen særlige kendetegn?«, spurgte politifolkene.

Han havde tegneseriefiguren Nuser tatoveret på armen, fortalte Jette. Betjentene ville også vide navnet på Eriks tandlæge, så de kunne få hans tandkort.

»Inderst inde håbede jeg stadig på, at han levede. Men jeg var også bange for, at han var død. Jeg kunne ligesom ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skulle tro«, fortæller hun.

Efter en uge fik Jette Andersen besked. Det var påskelørdag. Sønnen Allan kiggede ud ad vinduet i deres stuelejlighed.

»Nu kommer politiet«, sagde han.

Jette gik hen til vinduet. Betjentene steg ud og tog hvide handsker på. Hun fornemmede, at de skulle op til hendes lejlighed. Hendes intuition var rigtig.

»Goddag, er De Jette Irene Andersen?«.

»Ja«.

»Må jeg kondolere«, sagde betjenten.

Hun havde lyst til bare at smække døren i. Hun kunne ikke tro det og blev ved med at spørge, om de var sikre på, at Erik var død. Da politifolkene var gået, flåede hun påskepynten ned i lejligheden. Hun kunne ikke holde ud at se på den.

Siden har hun aldrig fejret påske.

Chikane i vaskehuset

I månederne efter branden var Jette i chok. Hun kunne ingenting.

Den 20-årige søn, Allan, overtog rollen som den voksne. Han sørgede for, at hans mor kom ud af lejligheden for at handle. Søvn fik hun ikke ret meget af. Hun røg alt for meget og drak den ene kop kaffe efter den anden.

Allan tog cigaretterne fra hende om aftenen, så hun kunne sove. Hun magtede heller ikke at lave mad til Morten og Allan. Hendes far kom med retter til fryseren og instruerede Allan i, hvordan han kunne tilberede maden.

Rygterne var hurtigt begyndt at løbe om, at norsk politi mistænkte en dansk lastbilchauffør for at have sat ild til skibet. Naboerne lagde to og to sammen, og så begyndte chikanen.

I boligkomplekset var der et fælles vaskehus, og en dag skulle Jette reservere en tid til vask ved at sætte en lås på tavlen. En mor og hendes dreng var også i vaskehuset. Pludselig sparkede drengen Jette. Det fik ikke moderen til at skælde drengen ud.

I stedet sagde hun til Jette: »Du skal heller ikke være her«.

»Så opdagede jeg, at der var en seddel på opslagstavlen, hvor der stod: ’Morderens kone må ikke vaske her’. Så brød jeg sammen«, fortæller Jette.

Hun flygtede væk fra vaskehuset. På vejen mødte hun en kvindelig bekendt, der boede på 2. sal i samme opgang.

»Hvad er der galt, Jette? Du ser så ked ud af det«, sagde hun.

»Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få vasket«.

»Vi går over og sætter lås på«, sagde hun.

»Nej, det skal jeg ikke. Jeg skal ikke derover og sætte lås på, for jeg har fået at vide, at jeg ikke må vaske derovre«, svarede Jette.

»Kan du komme her«, sagde kvinden og gik med Jette over til vaskehuset, reserverede en tid og rev sedlen ned fra opslagstavlen.

De næste mange gange måtte hendes bekendte følge med over, når hun skulle vaske. Jette turde ikke selv gå over til vaskehuset.

Senere kom chikanen ind i lejligheden. Når der blev skrevet om ’Scandinavian Star’, blev avisklip af artiklerne smidt ind ad brevsprækken om natten. Derfor vænnede Jette sig til at stå tidligt op og fjerne avisklippene, inden sønnerne vågnede.

Lejligheden lå i stueetagen, og folk stod og kiggede ind ad vinduerne. Til sidst rullede hun alle persienner for. De vænnede sig til mørket. Hun tænkte ikke på at flytte. Hun havde ikke kræfterne og vidste heller ikke, hvor hun skulle flytte hen.

Jette havde det så skidt, at hun ikke lagde mærke til, at Morten blev drillet i skolen. Tidligere havde sønnen haft mange kammerater, og når hun undrede sig over, hvorfor han ikke længere ville ud og lege med dem, svarede han:

»Nej, jeg vil hellere blive hjemme ved dig, mor«.

Først mange år senere fortalte Morten, hvor slemt det var. De andre børn råbte i skolegården: »Din far er en morder«.

Han blev vred og havnede i slagsmål. Men det satte ikke en stopper for de andre børns drillerier.

Jette oplevede, at vennerne faldt fra. De sagde nej til invitationer og havde altid travlt, hvis hun mødte dem i byen. Selv var hun sikker på, at Erik var uskyldig.

Afhøring på politigården

Tvivlen begyndte dog at snige sig ind i hendes sind, da hun i slutningen af oktober 1990 blev afhørt af fire betjente på Aarhus Politigård. De to danske og to norske betjente var sikre på, at Erik havde sat ild til skibet.

De sagde, at han havde revet alarmplanen ned fra kahytsdøren og lagt den i sin taske. En betjent sagde, at han havde revet planen ned, så de andre på skibet ikke kunne finde ud af, hvad de skulle gøre, når det brændte.

»Jeg kiggede på betjenten og spurgte: ’Mener du det alvorligt? Vil det sige, at folk skulle igennem den kahyt, han sov i, for at komme væk fra færgen’?«, fortæller Jette.

Jens Dige
Foto: Jens Dige

Store dele af ’Scandinavian Star’ brændte ud. Billedet er taget i den svenske havn Lysekil tre dage efter den første brand opstod.

Hun vidste godt, hvorfor Erik havde taget alarmplanen ned. Det var et led i en joke. Han havde tidligere fortalt hende, at han ville skaffe sådan en plan og hænge den på væggen over badekarret. Så ville han ændre teksten, så det blev sjovt at se på den, når de skulle i bad.

Men betjentene fortsatte. De sagde, at han var påvirket af alkohol, og de fremførte indicierne så overbevisende, at Jette efterhånden begyndte at tænke, at de måske havde ret. Det ramte hende hårdt. Hun tog hans skyld på sig. Men hun kunne ikke få sig selv til at sige, at han havde sat ild til skibet.

Efter en afhøring gik hun direkte til sin læge, fordi hun havde brug for en at snakke med. Lægen sagde, at hun lige så godt kunne erkende over for politiet, at Erik var skyldig. Ellers ville hun aldrig få fred.

Efter tre afhøringer underskrev hun afhøringsrapporterne uden at læse dem.

Nuldokument

Et usædvanligt dokument fra norsk politi giver et sjældent indblik i det mangelfulde grundlag, som Oslo Politi i 1991 endte med at bruge som begrundelse for med en »stor grad af sandsynlighed« at udpege Erik Mørk Andersen som brandstifter på ’Scandinavian Star’.

Dokumentet opsummerer efterforskningen af den danske lastbilchauffør, men det blev ikke offentliggjort. I stedet blev det arkiveret hos norsk politi som et såkaldt nuldokument. Det er betegnelsen for et dokument, som politiet har undtaget fra aktindsigt.

Norsk politi havde fået at vide, at Erik Mørk Andersen tidligere havde fået fem domme for brandstiftelse i perioden 1974-1986. Ifølge dokumentet var de to første domme for uagtsom brandstiftelse.

De tre andre sager var mere alvorlige og førte til fængselsdomme. I flere af sagerne havde han været beruset og var gået i seng efter at have antændt en brand, som heldigvis ikke førte til personskade.

»En samlet vurdering af alt indhentet materiale danner grundlaget for denne rapport med konklusion«, fremhæves det i dokumentet.

Dermed var der lagt op til at lægge indicier og beviser frem i rapporten. Men der var ingen beviser, og indicierne var meget tynde.

Et indicium defineres som en omstændighed, der ikke i sig selv beviser et skyldsspørgsmål, men skaber en sandsynlighed for det. I rapporten blev der dog fremlagt subjektive udsagn og vurderinger.

Ved hjælp af vidneudsagn opstillede norsk politi et tidsskema for hans færden. På et tidspunkt mellem klokken 23 og 23.45 skulle han have sat sig ved bardisken og have inviteret en kvindelig tjener med ned i sin kahyt.

»Da hun afslog tilbuddet, spurgte han, om hun ville have hans kahytsnummer, i tilfælde af at hun fortrød«, noteres det i rapporten.

Derefter gik Erik Mørk Andersen hen i receptionen og snakkede længe med en receptionist. Ifølge dokumentet var han tydeligt kontaktsøgende og spurgte, om han skulle hente en drink til hende.

»Hun afviser tilbuddet. Han spørger, om han kan komme tilbage senere. Han virker noget beruset«, fastslås det.

Han købte den norske avis VG, før han forlod receptionen, og sagde, at han ville gå ned i sin kahyt for at sove. Men han gik åbenbart ikke i seng.

Jens Dige
Foto: Jens Dige

Hele korridorer på 'Scandinavian Star' var helt udbrændt. 159 mennesker omkom om bord.

Bartenderen talte med Erik Mørk Andersen flere gange i tidsrummet efter klokken 24.00, hvor han var sammen med Torben Porsborg. Erik Mørk Andersen var med på turen som medhjælper i Torben Porsborgs lastbil.

»Andersen får serveret alkohol, men var ikke stærkt beruset. Bare i god stemning og i stand til at snakke klart«, fremgik det af rapporten.

Torben Porsborg forlod baren i god tid inden klokken 01.30, mens Erik Mørk Andersen fik bartenderen til at servere colaer til to kvinder, som sad ved et bord lige ved baren.

Ifølge norsk politis rapport var begge afvisende over for Erik Mørk Andersen og drak hurtigt deres cola, inden de forlod baren.

Den ene af de to kvinder fra baren, Lise Møller Pedersen, har senere afvist, at de vidste, hvem der købte cola til dem. Ifølge politiets rapport talte Erik Mørk Andersen igen med de to kvinder fra baren, som han mødte hver for sig i tværkorridoren mellem trapperne. Men det har Lise Møller Pedersen også afvist. Hun har fremhævet, at det var en anden person.

Senere skulle Lise Møller Pedersen ifølge politiet igen have set Erik Mørk Andersen. Lige efter tidspunktet for den første brand tæt ved kahyt 503 og 504.

»Hun siger, at hun fik en følelse af, at han var overalt i skibet«, understreges det i rapporten.

Men Lise Møller Pedersen har også afvist, at hun talte om Erik Mørk Andersen. Det var en anden person, som de to kvinder så flere gange i løbet af aftenen på skibet, og som hun vurderede var lastbilchauffør.

Rapporten fra norsk politi indeholdt da også en række stærke forbehold. Ifølge nuldokumentet sagde Lise Møller Pedersen, at hun ikke kunne genkende Erik Mørk Andersen.

»Det, som er specielt for Pedersen, er, at hun har angivet Andersens sprog som norsk eller svensk. Hun er selv dansk, og det samme var Andersen. Hun kunne heller ikke genkende ham på billedet ved fotokonfrontationen«, fremgik det af rapporten.

Alligevel fastholdt politiet: »Hendes beskrivelse af den aktuelle person passer imidlertid meget godt på Andersen«.

Også en anden kvindes observation blev fortolket på en særlig måde af norsk politi. Ifølge rapporten blev Erik Mørk Andersen set i receptionsområdet efter at have været i baren. En kvinde, som sad i en sofa, fik tilbuddet om at komme med ned i hans kahyt, men hun afviste.

Men kvinden kunne ikke genkende Erik Mørk Andersen, da hun så et foto af ham, erkendte politiet. Alligevel skrev norsk politi igen: »Hun har imidlertid givet en beskrivelse af personen, som passede meget godt med Andersen«.

Altså var det politiet selv, der pegede på, at Erik Mørk Andersen var blevet set de steder på skibet. Det var ikke kvinderne.

En usædvanlig situation. To afgørende kvindelige vidner kunne ikke genkende Erik Mørk Andersen som den person, de havde set. Alligevel opretholdt politiet opfattelsen af, at kvinderne havde set den danske lastbilchauffør.

Norsk politi tolkede også de tekniske undersøgelser med særlige briller. Oslo Politi lagde vægt på, at toiletrullen manglede. Desuden fremhævede politiet, at VG, som Erik Mørk Andersen havde købt på skibet, heller ikke fandtes i kahytten, da Agne Knutsson og hans norske kolleger halvanden måned senere undersøgte stedet.

Der blev nemlig fundet rester af en VG ved den første brand på skibet, og receptionisten havde kun solgt to eksemplarer af avisen om aftenen, da skibet forlod Oslo. Men mange om bord på skibet kan have haft avisen med om bord, fordi VG på det tidspunkt var den største avis i Norge.

Desuden måtte politiet erkende i rapporten: »Resterne fra VG er undersøgt med henblik på at finde fingeraftryk. Resultatet var negativt«.

Jens Dige
Foto: Jens Dige

Efter 10 dage i den svenske by Lysekil blev det brandhærgede skib bugseret til København.

Det blev konkluderet af retsmedicinerne, at Erik Mørk Andersen døde i forbindelse med hovedbranden, som var den anden af de mindst fire brande på skibet. Af rapporten fremgår det, at hans bukser blev undersøgt på et laboratorium, og politiet måtte erkende, at der ikke blev fundet brændbart væske på bukserne.

Et væsentligt argument i politiets nuldokument var derfor de fem tidligere sager om brandstiftelse mod Erik Mørk Andersen. Rapporten konkluderede, at der var et mønster i sagerne:

»Han har følt sig afvist, enten af arbejdsgiver, kone eller andre kvinder. Han har været beruset. Han har antændt det, som tilfældigvis har været brandfarligt, som regel papir eller skraldeposer. Ved et tilfælde har han rullet toiletpapir ud og antændt det. Han har også gået op på sit værelse og lagt sig, efter at brandene var påsat«.

Norsk politi fremførte, at mønstret var det samme på ’Scandinavian Star’. Erik Mørk Andersen var blevet afvist af flere kvinder. Han var beruset. Han havde købt VG. Toiletrullen manglede i hans kahyt. Adskillige gange i dokumentet bruges udtrykket: ’Dette kan indikere …’.

Altså ingen beviser eller solidt underbyggede indicier.

Alligevel konkluderede Oslos politimester Willy Haugli i marts 1991, at branden var opklaret: »Alle andre muligheder end den danske mand er udelukket gennem efterforskningen«.

Da Erik Mørk Andersen var død i den anden brand på skibet, blev sagen mod ham henlagt.

Først 23 år senere erkendte Oslo Politi, at politiet ikke havde beviser mod Erik Mørk Andersen, og trak udpegningen tilbage. Eller som daværende politimester Hans Sverre Sjøvold formulerede det ved en pressekonference i 2014:

»De beviser, som ligger i sagen knyttet til den danske statsborger – som blev udpeget som brandstifter – er efter vores vurdering ikke gode nok til at sige, at dette er gerningsmanden«.

Sagen var nu uopklaret, og Oslo Politi indledte en ny efterforskning.

Historien fortsætter i kapitel 5 i næste uges PS søndag 5. april. Artikelserien er baseret på interviews, sagsdokumenter, artikler og uddrag fra Lars Halskovs bog ’Branden – gåden om Scandinavian Star’. Instruktør Mikala Krogh har også bidraget. Der indgår også research fra den nordiske tv-dokumentarserie ’Scandinavian Star’, som er skabt af instruktør Mikala Krogh, journalist Lars Halskov og manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig. Du kan se tredje episode af tv-serien på streamingtjenesten DRTV fra i dag søndag eller på DR 1 mandag 30. marts kl. 20.

Kolofon

Tekst:
Lars Halskov


Layout og digital tilrettelæggelse:
Caroline Niegaard


Visuelt koncept:
Nima Hajarzadeh og Emilia Michalsdotter


Fotoresearch:
Philip Von Platen


Fotocredit:
Preben Tolstoy, Ole Kjær, Jan A. Martinsen/Aftenposten/Ritzau Scanpix, Lars Poulsen, Janus Engel, Jens Dige, privatfoto og norsk politi


Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts