Der er mørkt inden i coronaulvens mave. Og jeg har på fornemmelsen, vi sidder alt for tæt på bedstemor. Tænk, hvis Sundhedsstyrelsen så os nu.
Det begyndte alt sammen med, at samfundet lukkede ned. Man blev sendt hjem fra arbejde for at arbejde derhjemme, samtidig med at man skulle passe sine børn og hjælpe dem med at gå i hjemmeskole.
Som mange andre familier i landet begyndte vi at trøstebage. Og at blive til en familie, der så pressemøde med et veldækket tebord, der kan hamle op med dronning Elizabeth II’s, som man ser dem i ’The Crown’ (på Netflix). Scones med lemon curd, flødeskum og blåbærsyltetøj og to slags te på oldemors fineste blomstrede porcelæn. Bagværk dulmer, og talen om dødstal og social distance glider lettere ned med blødt brød.
Men problemet var, at det ikke var til at få fat i gær, der ligesom toiletpapir var en hamstringsvare, så det skulle være med surdej.
Det tager den utrænede surdejsbager på den lange side af 24 timers mere eller mindre fuld opmærksomhed at blande, ælte, vende, stramme op i, forme og bage et surdejsbrød. Og har man ikke den Kenwood røremaskine, de trænede surdejsbagere med selvfølge henviser til i deres opskrifter på sociale medier, må man røre, ælte og folde med sine tynde spaghettiarme i de tre deje, man har gang i (for det kan jo ikke betale sig at lave én ad gangen). Og det er hårdt. Men det vidste vi ikke noget om, da vi besluttede at træde ind i surdejens verden.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
