0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Partierne er enige om stor genåbningsplan

Folketingets partier er enige om en plan for, hvordan det næste skridt i genåbningen af Danmark skal tages.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Danmark

I de kommende uger kan endnu flere borgere vende tilbage til en eller anden form for dagligdag.

Det står klart efter forhandlinger mellem statsminister Mette Frederiksen (S) og lederne fra de andre partier, der har været samlet til møde på Marienborg nord for København. Her er de blevet enige om en aftale om, hvordan den videre genåbning af Danmark skal foregå under hensyntagen til såvel sundhed som økonomi.

Ikke mindst er de enige om en »fuld åbning af detailhandel«, der kan slå dørene op mandag 11. maj. Det skal dog ske under visse retningslinjer, der aftales med branchen. Hele den den professionelle idræt »kan åbne straks«. Dog uden tilskuere.

Det øvrige idræts- og foreningsliv kan gennemføre udendørsaktiviteter, hvis de er »sundhedsmæssigt forsvarlige« og overholder gældende retningslinjer.

Det er borgernes evne til at følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer for fysisk afstand og god hygiejne, der har bragt Danmark i en situation, hvor det er forsvarligt at gå videre med genåbningen, siger Mette Frederiksen.

I samme ombæring gør hun det klart, at det er nødvendigt at genindføre restriktioner, hvis smitten kommer ud af kontrol.

»Alt det, vi gør nu, det beror stadig på vores fælles indsats«, siger hun og understreger, at situationen stadig er »alvorlig«.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun erkender, at genåbningen af Danmark vil afstedkomme, at flere vil blive smittede og flere dermed i yderste instans dø, svarer Mette Frederiksen:

»Vi må forvente, at i takt med at vi åbner samfundet op, så vil der komme flere smittede«.

Skoler åbner for de ældste

Fra mandag 18. maj åbnes endnu mere op. Her kan også restauranter, cafeer og lignende igen servere under nærmere retningslinjer for fysisk afstand melle kunderne og åbningstider. Det indebærer, at der er grænser for antallet af kunder, og at de ikke vil kunne spise og drikke »for sent på aftenen og slet ikke om natten«, siger Mette Frederiksen.

Fra samme dato får de ældste elever fra 6. til 10. klasse også mulighed for at komme tilbage i skolen. Det skal løses lokalt, hvordan man sikrer, at det sker på forsvarlig vis.

»Kommuner og skoler får lokal fleksibilitet til at tilrettelægge den nærmere organisering inden for de sundhedsfaglige retningslinjer, som aftales i sektorpartnerskab«, står der i aftalen.

Også efterskolerne kan åbne op fra 18. maj. Statens Serum Institut har udpeget efterskolerne som en særlig risiko, fordi eleverne bor sammen. Derfor skal de sammen med sundhedsmyndighederne lave nærmere retningslinjer. Der åbnes også for undervisning og eksamener med krav om fysisk fremmøde. Det indebærer en åbning af STU, EUD og FGU.

Ydermere vil det være muligt at foretage ind- og udlån på bibliotekerne. Også folkekirken og andre trossamfund kan åbne op. Det skal aftales i et sektorpartnerskab, hvordan det kan foregå sundhedsmæssigt forsvarligt. Endeligt nævnes også, at der kan ske en åbning af de zoologiske anlæg, hvor gæsterne transporterer sig i bil.

Forsamlingsforbud består

I forbindelse med den omfattende nedlukning af Danmark har flere partier luftet muligheden for at ændre på det forsamlingsforbud, der betyder, at grupper på flere end 10 personer er forbudt. Men der står intet herom i aftalen.

»Det gælder fortsat«, siger Mette Frederiksen om det nuværende forsamlingsforbud, der forventer, at det gælder den kommende måneds tid.

Flere partier har også opfordret regeringen til, at personer ansat i det private så vidt muligt arbejdede hjemmefra. I planen er partierne enige om, at det vil være muligt for »væsentligt flere privatansatte møder fysisk ind på arbejde som normalt«.

Forud for forhandlingerne har flere partier efterlyst, at regeringen også åbner grænsen, der er lukket for udenlandske statsborgere uden anerkendelsesværdige formål i Danmark. I den henseende fremgår det i planen, at regeringen »aktuelt er i dialog med nabolandene og vil tage stilling til den midlertidig grænsekontrol med indrejseforbud samt de skærpede rejsevejledninger« senest 1. juni.

Smitte p.t. under kontrol

Forud for mødet har Statens Serum Institut (SSI) offentliggjort en rapport om, hvordan den omfattende nedlukning af Danmark gradvist kan ophøre.

I rapporten fremgår det, at det er muligt at genåbne skolerne for de store elever, storcentre og meget andet uden at antallet af indlæggelser nærmer sig den maksimale kapacitet i sundhedsvæsenet. Det er dog under den forudsætning, at borgerne fortsat holder fysisk afstand og opretholder en god hygiejne.

De beregninger er dog forbundet med en vis usikkerhed, fordi det endnu ikke er helt klart, hvordan smitten har udviklet sig efter de første lempelser af nedlukningen, der fandt sted i midten af april. Og selv om udsigterne er gode på kort sigt, så er der en risiko for, at Danmark vil blive ramt af en anden bølge, lyder det i rapporten fra seruminstituttet.

Læs mere:

Annonce