0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Del din historie

Hvordan føles racisme?

Her er en række vidnesbyrd om, hvordan det er at bo i Danmark, når man har en anden hudfarve end hvid. Du kan også dele din historie.

Se mere nederst i artiklen

Negash Ali

29 år og fra Aarhus. Musiker og initiativtager til talud.dk.

Fatmah Amed Khordoq

47 år, køkkenassistent. Bor i København

Jeg er blevet råbt ad i både Føtex og Netto, og også to gange, da jeg var i banken for at hæve penge. Jeg stod i kø, og bag mig stod en mand, der viftede med hånden og sagde, at jeg skulle skrubbe af, at jeg ikke skulle stå i kø foran ham.

En anden gang var det en dame, der råbte ad mig i banken. Jeg taler ikke dansk, så jeg forstod ikke rigtig, hvad hun sagde.

Min familie er flygtet fra krigen i Syrien, og da vi boede på asylcentret, var jeg ude at gå en dag, da det pludselig begyndte at regne. Jeg søgte ly under en altan i et boligområde, og så kom dem, der boede der, og skældte mig ud, indtil jeg gik videre ud i regnen. Det gør mig bange, når folk bliver vrede.


Simon Niebuhr

33 år, content relationship manager.
Opvokset i Engesvang ved Silkeborg.
Bor i dag på Isle of Man.

Jeg er blevet kaldt: nigger, negersvin, sorte sambo, sorte svin, brune svin, abekat, perkerunge, perkersvin, mudderfjæs og meget værre.

Jeg er blevet bedt om at: fucke hjem hvor jeg kommer fra, lave din pizza, tage bad og huske at bruge sandpapir, tage bad i klorin, spise en fucking banan, vise min perkerpik, stoppe med at kneppe køer, stoppe med at stjæle, stoppe med at spise stinkende perkermad.

Jeg er blevet overfaldet utallige gange og er blevet kaldt det overstående. Det har resulteret i: en flækket læbe, brækket næse, løse tænder, at jeg har pisset blod, har haft blodig afføring, bøjede ribben, forstuvet skulder, kæbe, håndled, ankel og knæ.

Mens jeg har ligget på jorden, er jeg blevet: hoppet på, sparket i ryggen, maven, hovedet, nakken og kuglerne.

Jeg er blevet: spyttet på, kastet sten efter, kastet flasker efter, kastet glas efter, kastet bananer efter, kastet jord efter, fået kastet pis i hovedet, drinks i hovedet.

Jeg er blevet: låst inde i et køleskab i folkeskolen, skubbet af min cykel, sparket af cyklister og ramt af sidespejle og døre fra biler der kører forbi.

To gange er jeg blevet stoppet af politiet. De havde trukket deres våben og truede med at skyde, fordi jeg passede beskrivelsen ’mørk mand i mørkt tøj’.

Begge gange frygtede jeg for mit liv.

En gang er jeg blevet truet med politihunde, fordi jeg gik på en mørk vej på vej hjem fra job.

Det er sket i: folkeren, efterskolen, tiende klasse, gymnasiet, til fodbold, håndbold, selv badminton. Det er sket på arbejde, i toget, i bussen, den lokale butik, den lokale beværtning, på diskotek, på natklub, på min egen fucking bar! I lufthavnen, stranden, gågaden – selv da jeg arbejdede på Det Kongelige Teater.

Folk mener åbenbart ikke, at racisme er et problem i Danmark.

»Arh Simon. Du er jo ikke sort. Slap nu af«.

Folk har sagt: »Det er jo bare en joke, det er bare sjov, jeg mener det jo ikke, det var ikke med vilje, det var sagt i afmagt, i frustration eller spøg«.

Jeg er adopteret fra Sri Lanka.

Jeg har altid følt, at jeg er så dansk som det kan blive. Jeg elsker Danmark. Det er mit land. Mit hjem. En dag vil jeg flytte hjem sammen med min skotske forlovede, og jeg håber, at min datter vil være lige så stolt af at være halvt dansk, som jeg er af at være helt dansk.

Men Danmark er ikke perfekt. I hvert fald ikke endnu.

Diskrimination i nattelivet

»Det er først, når jeg med tårer i øjnene forklarer, hvor ydmygende det er, at betjenten siger: okay, lad os sætte os ned og kigge på en anmeldelse«

Læs hele Abdirahman Warsames historie her

Barbara Moleko

34 år, sanger. Bor i København.

Jeg er mulat, så jeg tror, jeg er en af dem, der er blevet skånet for grov racisme. I folkeskolen blev jeg kaldt for neger eller kulhoved. Det fik mig til at tvivle på, om jeg var god nok. Var jeg smuk nok, selv om jeg har afrohår, en stor næse og er mørk?

Jeg har brugt rigtig mange år på at finde mig selv og elske mig selv.

Der vil også altid være folk, der stiller grænseoverskridende spørgsmål: »Er det rigtigt, at alle sorte kvinders fisser er lyserøde?«.

Så er det vores job at sige fra. Man får nogle klask, og man bliver nødt til at opdrage på folk. Jeg prøver at knuse det med humor og kærlighed.

Bare, fordi du har sagt nogle racistiske ting, er det jo ikke et fucking stempel, du har i panden resten af dit liv. Du kan godt lave det om. Men du bliver nødt til at gøre op med dig selv, hvad for et menneske, du vil være.

Jeg har også oplevet, at jeg bliver holdt øje med i butikker. At personalet forfølger en. Når det sker gentagne gange, tænker man: Hvad er det ved mig, der gør, at jeg skal overvåges? Så kan man ikke lade være med at tænke: Er det, fordi jeg er sort?

Det er ikke vold, men en masse bittesmå ting, der lige slår en flig af ens selvopfattelse.

Jeg er ikke vred over de oplevelser, jeg selv har haft, men jeg bliver vred, når det sker for andre. Det gør ondt at se mennesker skulle lave om på sig selv, når det faktisk er pisseumuligt.

Manal Jacob

62 år, projektleder. Bor i København

Jeg kom til Danmark fra Irak i 92, og dengang var folk meget mere venlige og åbne end i dag. Jeg har snart boet her halvdelen af mit liv, men jeg føler mig ikke velkommen.

Min mand og jeg drev på et tidspunkt en Skjold Burne vinhandel. I begyndelsen skældte folk ud: »Nu har I også overtaget den slags butikker«. Så brokkede de sig, fordi vi holdt lukket på helligdage og i ferierne. Sådan nogle som os skal åbenbart altid stå parat til at servicere. Men da vi år senere solgte butikken, fik vi gaver, og nogle af kunderne græd.

Racisme er ikke kun at sige grimme ting. Jeg har mødt rigtig mange danskere, også højtuddannede og venstreorienterede, der ser på mig, som om vi ikke er på øjenhøjde, forstår du mig?

Jeg har grundlagt en socialøkonomisk cateringvirksomhed. Den hedder Ishtar, de etniske rødstrømper, og jeg gjorde det for at vise, at vi kan, at vi er stærke. »Glem det«, sagde folk, jeg tidligere havde arbejdet sammen med, »I kan ikke klare jer. I er indvandrere«. Og nu, hvor jeg har klaret det, hilser de ikke længere, når vi mødes på gaden.

Det skal siges, at der også er rigtig mange, der hjælper os uden at få noget til gengæld. Men det er tit de dårlige oplevelser, som sætter de dybeste spor.

Jeg er kristen, jeg går ikke med tørklæde, jeg drikker og spiser alting. Jeg er uddannet civilingeniør, jeg har dansk pas. Men i andres øjne er jeg ikke dansker.

Mine sønner er født her. De er danskere. Det er lige meget, hvordan jeg bliver behandlet. Men det er ikke lige meget med dem.

Chikane og skældsord

»Jeg ved, at folk, der ikke kender mig, alligevel kan hade mig«

Læs hele Claudia Lykke Holmgaard Piossos historie her

Mathias 'Zanka' Jørgensen

30 år, spiller på det danske
fodboldlandshold og i Fortuna Düsseldorf

S​om professionel fodboldspiller hos FCK kører man i større, hurtigere og pænere biler, end andre teenagefyre nok gør.

At blive stoppet af politiet er derfor noget, jeg kender til. Der er ingen tvivl om, at der har været episoder, hvor jeg har ønsket, at jeg ikke blev mistænkeliggjort, men jeg kan ikke sige, at det ikke også sker for etnisk danske unge. Jeg kan kun sammenligne med jævnaldrende kollegaer, hvad det angår. Enten er det mig, der kørte ekstremt dårligt i bil eller hørte alt for høj musik, eller også er der desværre en tendens til, at jeg blev stoppet oftere end mine etnisk danske kollegaer.

På fodboldbanen har jeg prøvet, at der blev råbt racistiske smædeord af modstanderfans.

Men racistiske tilråb på banen og højlydt undren over mit pæredanske navn har aldrig betydet noget for den måde, jeg ser mig selv på. Jeg er ikke vokset op med en ’os og dem-følelse’.

I forhold til demonstrationerne mod racisme er det vigtigt at skelne mellem, hvad der sker i USA, og hvad der sker i Danmark. Det er racisme i begge tilfælde, men det er en helt anden grad her. I Danmark er det mest usagt racisme, der opstår i kultur og humor, og så kan vi ikke komme uden om, at der sker raceprofilering, men så har vi et retssystem, der fungerer.

Precila Birungi

28 år, jurastuderende og domsmand.
Flyttede fra Uganda til Danmark som 4-årig.
Bor i Varde.

Der går ikke en uge i mit liv, hvor mine rødder fra Uganda ikke bliver nævnt i en samtale. At folk spørger ind til mit ugandiske ophav, er jeg egentlig glad for.

Men der er ét bestemt ord, der river i min sjæl. Hvis folk bruger ordet neger, og man bliver ked af det, er det, fordi man ikke kender dansk humor, og mange svarer: »Det har jeg jo altid sagt«. Slaveri har også været lovligt engang, men det gjorde det ikke rigtigt.

Da jeg var 17 år, var jeg inviteret på frikadeller, kartofler og brun sovs hos min daværende kærestes farmor sammen med hele svigerfamilien.

Jeg trak en stol ud ved midten af bordet og skulle til at sætte mig.

»Du skal sætte dig nede ved bordenden. Det er der, hvor negerne hører til«, sagde en af min kærestes onkler, og hele familien undtagen min kærestes forældre, der kiggede flovt ned i gulvet, grinede.

Den oplevelse forandrede mig.

Jeg forstod ikke, hvorfor en voksen mand på 50 år havde brug for at nedgøre mig. Jeg var ikke forberedt på det, så jeg gik bare ind på et værelse, græd og forlod middagen. Efter det siger jeg fra, hver gang nogen siger ’neger’ i mit nærvær.

Otamere Stewart Efionati

45 år, uddannet svejser.
Arbejder som DJ og pt. som servicemand.
Bor i København

S​orte i Danmark har officielt de samme rettigheder, men vi lever alligevel som andenrangsborgere.

Jeg er uddannet svejser, og jeg lagde al min energi i min uddannelse og afsluttede med gode karakterer. Da jeg skulle søge job, sendte jeg virkelig mange ansøgninger. To virksomheder sagde ligeud, at de helst ville ansætte danskere.

Det sker, at folk rejser sig, når jeg sætter mig ved siden af dem i toget. Jeg tager det ikke personligt.

De kan jo sidde, hvor de vil, hvis de synes, det er ubehageligt at sidde ved siden af mig. Så længe de ikke beder mig om at rejse mig, så okay.

Tidligere blev jeg hele tiden stoppet af politiet. De gennemsøgte min bil, spurgte, om jeg havde hash på mig, om jeg havde røget. Jeg hverken ryger eller drikker, og på et tidspunkt begyndte jeg at tænke: Er det på grund af mit hår?

Jeg havde dreads i 11 år, og det var en svær beslutning at klippe dem af, fordi de var en del af mig. Men i dag ville jeg ønske, at jeg havde gjort det tidligere. Folk ser på mig helt anderledes nu, også politiet.

Min datter, der er 16, er træt af, at hendes klassekammerater kalder hende sort, selv om hun er mulat. Men jeg siger til hende, at Barack Obama også blev kaldt sort, selv om han er mulat. Der er ikke noget galt med at være sort.

Politivold

»Jeg tænker på ydmygelsen. Den uretfærdige følelse var langt værre end selve volden«

Komiker Mazen Ismail blev uskyldigt dømt. Læs hans debatindlæg her

Del din historie



Hvordan bliver man mødt af andre mennesker i Danmark, når man har en anden hudfarve end hvid?

Nogle siger, at racisme slet ikke er et problem herhjemme. Samtidig fortæller andre om livslange oplevelser med diskrimination og racistiske overgreb.

Del din historie og hjælp os med at dokumentere, i hvilke former racisme findes i Danmark.

Send enten 150 ord samt et foto af dig selv eller en maks 60 sekunder lang video til frauke@pol.dk.

Vi skal også bruge dit fulde navn, din alder, stilling og bopæl.

Vi forbeholder os retten til at redigere det indsendte materiale.

Redaktion

Indsamlet af
Lisa Seidelin & Frauke Giebner

Foto & video
Finn Frandsen, Mads Nissen, Jens Dresling, Mathilde Bech & Ole Joern

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce