0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

SF går imod DSB: Vil have genindført krav om pladsbillet i tog

Både SF og De Konservative stiller sig uforstående over for, hvorfor DSB har fjernet krav om pladsbillet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Danmark

DSB har onsdag valgt at ophæve kravet om pladsbillet i sine tog, efter at Sundhedsstyrelsen har ændret anbefaling for brugen af mundbind.

Men det er »utidigt« af togselskabet, mener SF's transportordfører, Anne Valentina Berthelsen.

»Hvis alle havde mundbind på, når de kørte med bus og tog, var kravet om pladsbillet måske overflødigt. Men anbefalingen om mundbind er foreløbig kun en anbefaling, og det er indtil videre alt for få danskere, som har taget den til sig«, skriver hun på Facebook.

Ifølge Anne Valentina Berthelsen bør der som minimum fortsat være krav om pladsbillet for at sikre afstand i den kollektive transport. Derfor må transportminister Benny Engelbrecht (S) på banen, lyder det.

»Transportministeren må have fat i nakken på DSB. Måske vi i virkeligheden burde have krav om både pladsbillet og mundbind i øjeblikket?«, skriver transportordføreren på Facebook.

Siden midten af marts har DSB's kunder skullet skaffe sig en gratis pladsbillet for at rejse med DSB's InterCity-, InterCityLyn- og regionaltog.

Med det ophævede pladskrav kommer kunderne igen til at skulle betale et sted mellem 10 og 30 kroner, hvis de ønsker en pladsbillet i togene.

Der udstedes ikke længere pladsbilletter til regionaltog.

K-ordfører vil stille spørgsmål til ministeren

Per Larsen, sundhedsordfører for De Konservative, stiller sig på Twitter uforstående over for DSB's beslutning.

»Anbefaling om mundbind blev indført, fordi det i myldretiden kan være svært at holde afstand. Nu fjerner DSB det krav, som sikrer mod overfyldte tog – og som sikrer, at passagererne holder afstand. Hvorfor? Derfor spørger jeg nu ministeren om, hvorvidt dette er sundhedsmyndighedernes anbefaling - og hvordan DSB vil sikre mod overfyldte tog, hvor borgerne ikke kan holde afstand«, skriver han på Twitter.

DSB's ændring er kommet, efter at Sundhedsstyrelsen fredag ændrede anbefaling af brugen af mundbind.

Nu er anbefalingen, at der bruges mundbind i den kollektive trafik, når der er trængsel og ikke kan holdes afstand. Den nye anbefaling trådte i kraft lørdag.

DSB oplyser, at selskabets forventning er, at kunderne læner sig op ad myndighedernes anbefaling.

Det fjernede pladskrav kan blive problematisk i forhold til smittespredning, lyder det fra Søren Riis Paludan, professor i virologi ved Aarhus Universitet. Han understreger imidlertid, at det hele afhænger af, om det bliver normalt at tage mundbind på i togene.

»For hvis det gør det, så synes jeg, det er fint nok. Hvis ikke det gør, er det selvfølgelig mere problematisk. Der er i så fald risiko for, at der kan komme en øget smittespredning«, siger han.

ritzau

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Finn Frandsen