Det begyndte med Knausgård – der græmmede sig over at have været en dårlig far. Hvad fanden var han for en far. De ville bare have en hund, og ikke engang det kunne han give dem. Deres barndom er så kort, og end ikke den lille gestus magtede han.
Da vores ven Klaus læste det bind, hvor Knausgård fortæller om den slags dårlige samvittighed, frøs han. Lagde bogen fra sig. Rejste sig op og kiggede sig selv i spejlet. Hans børn havde heller ikke engang fået en hund. Og han forestillede sig, hvordan der til hans begravelse ville blive sagt, at »far var da meget sød, men vi måtte ikke engang få en hund«.
Det fortalte han, da hans yngste barn blev konfirmeret, hvor vi var med som gæster. Til coronavenlig fest i sommer i Svendborg. Og så viste han billeder – kære og sjove billeder – af yngstemand og hund. Hahaha, grinede vi og fangede hinandens øjne, som ud over latteren viste små tegn på angst – du ved, når man kan se lidt for meget af det hvide omkring iris.
Bagefter var vi til reception hjemme hos familien, og der var hunden, og den var vel nok sød, det syntes vores børn også. De legede med den, rullede rundt på gulvet og tog billeder af den til Instagram.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
