0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

To brødre dømt for drab efter voldsorgie på Bornholm – anklager kræver usædvanlig hård straf

Retten på Bornholm finder det bevist, at to brødre havde forsæt til drab, da de i juni udsatte en 28-årig mand for langvarig mishandling. Anklagemyndigheden går efter 14 til 16 års fængsel.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Pelle Rink/Ritzau Scanpix
Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var manddrab, da to brødre 23. juni tævede en 28-årig mand til døde i Nordskoven ved Rønne.

Det har Retten på Bornholm netop afgjort i en skyldskendelse. Samtlige nævninge og dommere er enige i kendelsen.

De tiltalte og deres forsvarsadvokater har argumenteret for, at brødrene ikke havde til hensigt at dræbe Phillip Mbuji Johansen. De erkender, at det var dem, som udsatte offeret for den ekstreme vold, som 23. juni kostede ham livet, men det var kun meningen, at han skulle have »en lærestreg«, det var ikke hensigten, at han skulle dø. Derfor har forsvarsadvokaterne argumenteret for, at brødrene kun kunne dømmes for grov vold med døden til følge.

Det afviser nævningetinget i Retten på Bornholm. De tre juridiske dommere og seks nævninge mener, at det er bevist, at brødrene udsatte offeret for så grov og langvarig mishandling, at det må have stået dem klart, at han kunne dø af det.

De to nu drabsdømte mænd er henholdsvis 23 og 26 år gamle. De er begge klædt i sort jakkesæt, og de sidder roligt ved siden af deres advokater og viser ingen tydelige reaktioner på at være fundet skyldige.

39 læsioner på kroppen

Phillip Mbuji Johansen blev 23. juni fundet livløs i Nordskoven på Bornholm. I retten kom det mandag frem, at brødrene på forhånd havde besluttet at tæve offeret, fordi de mente, at han havde forgrebet sig på deres mor. De inviterede ham på øl i skoven, hvor de overfaldt ham og udsatte ham for grov og langvarig vold.

Offeret blev slået og sparket, trampet på med træsko, slået med granrafter og en glohed ildrager og formentlig stukket med kniv. Obduktionsrapporten viser, at Phillip Mbuji Johansen blev efterladt med brækkede knogler, en begyndende hjerneskade og 39 læsioner på kroppen. En retsmediciner fortalte mandag retten, at hun ikke tidligere havde set så slemme skader fra vold.

Drabssagen fra Bornholm har skabt voldsom debat, fordi der særligt på sociale medier er blevet spekuleret i et racistisk motiv. Der har der ikke været rejst tiltale for hadforbrydelse, og debatten spiller ikke en rolle for dommen.

Sagen er blottet for formildende omstændigheder, der er kun skærpende omstændigheder

Nu skal anklagemyndigheden og forsvarsadvokaterne procedere for, hvor lang straf de mener, at brødrene skal have.

Anklager forlanger hård straf

Anklagerfuldmægtig Anne Moe argumenterer i sin procedure for, at de tiltalte skal idømmes mellem 14 og 16 års fængsel. Det er en hård straf for drab, men Anne Moe mener, at »sagen er blottet for formildende omstændigheder, der er kun skærpende omstændigheder«.

Hun peger på, at der var tale om »langvarig, voldsom og brutal voldsudøvelse«, at drabet var delvist planlagt, blev begået i forening, og at den yngste af brødrene tidligere er dømt for vold.

Det bør alt sammen tælle i skærpende retning, mener anklagemyndigheden.

Forsvarsadvokat Peter Secher, som repræsenterer den ældste bror, er uenig i anklagemyndighedens udlægning.

Peter Secher fremhæver, at der efter straffelovens § 237 om manddrab skal meget til, før straffen kan overstige 12 års fængsel. Han er i gang med at gennemgå en række tidligere domme, som viser, at der i sager, hvor voldsudøvelsen ifølge advokaten var værre end i sagen fra Bornholm, ikke er blevet idømt 14 til 16 års fængsel, som anklagemyndigheden nu forlanger.

»Derfor skal min klient, ligesom alle mulige andre, der er dømt i lignende sager, idømmes 12 års fængsel«, slutter Peter Secher sin procedure.

Hans kollega Henrik Stagetorn, som repræsenterer den yngste bror, går også i rette med anklagemyndigheden.

»Det klare udgangspunkt for drab er 12 år, og det er også det, der skal være tilfældet her«, siger han.

Ingen af brødrene vurderes til at være sindssyge eller sindssyge i gerningsøjeblikket. Begge brødre har ADHD og andre diagnoser, men den psykiatriske vurdering er, at der ikke kan påpeges andre foranstaltninger, der er mere egnet end almindelig straf.

Både anklagemyndighed og forsvarsadvokater er nu færdige med at procedere. Nævninge og dommere trækker sig nu tilbage for at votere om strafudmåling.

Læs mere:

Annonce

Læs mere