Ordene holdt mig fast. Vi sad kun et par meter fra hinanden. På hver vores side af et spisebord. I baggrunden kunne den svenske skærgård anes i horisonten gennem vinduet som et maleri, der hang på væggen. Foran os stod et par kopper, hvor der havde været varm kaffe.
Men alle omgivelser var forsvundet – og jeg lagde ikke mærke til, at mørket havde sneget sig ind gennem vinduet, så jeg næsten kun kunne ane den lille firskårne skikkelse foran mig, som lavmælt fortalte sin historie.
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind