Ulrik Wilbek har læst om dem alle sammen. Om Marius, der ifølge Københavns Kommune ikke længere havde behov for eneundervisning, efter at han var fyldt 18 år. Om Michelle fra Odense Kommune, der selv må betale, hvis hun skal i bad. Om Jakob fra Ikast-Brande, som måtte finansiere sin egen genoptræning, og om Filippa, hvis forældre kæmpede i over fem år med Gladsaxe Kommune for at få lov til at hjemmetræne.
Og jo. Det gør indtryk på manden, der er central på området, fordi han foruden at være borgmester i Viborg for Venstre er formand for socialudvalget i Kommunernes Landsforening (KL) og medlem af Det Centrale Handicapråd. Dermed kommer han også til at stå på mål for kommunernes håndtering af området. Et ansvar, de fik i 2007 ved den store kommunalreform.
»Jeg læste historierne med en vis form for ærgrelse over, at det ikke er lykkedes at finde løsninger, så man ikke kom i pressen«, siger Ulrik Wilbek, der er ked af, at kommunerne bliver set som en modspiller af mennesker med handikap. Ikke mindst fordi det er et område, han har fulgt og interesseret sig for i mange år.
»Samtidig skal man også høre sagen fra to sider. Selv om en person med handikap havde håbet på noget andet, er det ikke sikkert, at det er det rigtige. Hvis man har ansøgt om en særlig handikapscooter og ikke kan få den, kan der jo være en grund til det«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
