0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Socialdemokratisk ja skaber flertal for historisk rigsretssag mod Støjberg

Efter lange drøftelser melder Socialdemokratiet sig klar til at stemme for en rigsretssag mod Venstres afgående næstformand, Inger Støjberg.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Inger Støjberg fotograferet tidligere i morges på vej ind til gruppemødet i Venstre sammen med partifællen Mads Fuglede.

Danmark

Det er ikke et spørgsmål om barnebrude. Det er ikke et spørgsmål om udlændingepolitik. Det er et spørgsmål om jura og lovbrud.

Med den begrundelse har Socialdemokratiets folketingsgruppe besluttet at levere de sidste stemmer til et flertal og sende Inger Støjberg for en Rigsret. Ingen fritstilles. Alle stemmer for.

Det meddeler flere kilder fra den socialdemokratiske folketingsgruppe samstemmigt til Politiken.

Statsminister Mette Frederiksen bekræfter i en pressemeddelelse konklusionerne:

»At iværksætte en rigsretssag er en meget alvorlig beslutning. Det er kun sket fem gange i historien, senest for snart 30 år siden i Tamilsagen. En rigsret er – og det skal det også være – det sidste og mest ultimative redskab i Folketingets parlamentariske kontrol med en regering. Det er derfor en beslutning, der kræver nøje og grundige overvejelser og en beslutning, der bør basere sig på en klar, uafhængig og gennemarbejdet sagsfremstilling og vurdering. Den foreligger nu i form af Instruktionskommissionens delberetning og den efterfølgende vurdering, der foreligger fra de uafhængige advokater, der er blevet bedt om at rådgive Folketinget i sagen«, skriver Frederiksen.

Bekymring i S

Socialdemokratiet har drøftet beslutningen torsdag formiddag. Overvejelserne har været flere. Risikerer man at forære Inger Støjberg et martyrium? Risikerer man, at der går inflation i måden at anvende rigsretten på? Sidst men ikke mindst, må det ikke føre til, at en minister straffes for at stille spørgsmål ved sit embedsværks beslutninger. Det sidste kommenterer Frederiksen selv:

»Det er samtidig vigtigt for Socialdemokratiet at gøre klart, at en minister både kan og skal sætte den politiske retning, herunder kunne udfordre og sætte spørgsmålstegn ved embedsværkets vurderinger og indstillinger og lade dem afsøge alternativer i arbejdet med politiske løsningsforslag. Dette må dog selvsagt ikke føre til, at en minister – trods flere advarsler – er ansvarlig for, at der iværksættes en klart ulovlig administration«.

Politiken arbejder på et interview med Socialdemokratiets ordfører Jeppe Bruus.

På forhånd har Enhedslisten, SF og Radikale Venstre meldt deres støtte til en rigsretssag. Liberale Alliance var de første til at stemme i, og torsdag morgen fulgte Konservative trop. Også løsgænger Orla Østerbye vil stemme for. Det vil en anden løsgænger Lars Løkke Rasmussen til gengæld ikke. Han mener ikke, at sagen er tung nok til en rigsretssag.

»Hvis der måtte blive idømt en straf, vil det sikkert være en bøde – og så har vi, tro mig, en Inger Støjberg, der udtaler, at ’det var alle pengene værd for at redde pigerne’. Begge dele kommer til at grave grøfterne dybere«, skriver Løkke på sin hjemmeside.

Hurtig dom

Vi kender endnu ikke tidsplanen for en rigsret og det konkrete anklageskrift. Men ifølge Højesterets præsident, Thomas Rørdam, kan en ny rigsretssag med al sandsynlighed afvikles på få måneder. Der findes få fortilfælde for en rigsret, og for knap 30 år siden tog det flere år, før man kunne fælde dom over tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen.

»Men der skal man være opmærksom på, at rigsretssagen lå stille i et år, fordi Ninn-Hansen undervejs fik et slagtilfælde, og der opstod tvivl, om han overhovedet var i en tilstand, hvor man kunne gennemføre sagen. Den skulle udsættes for at indhente lægelige erklæringer og undersøgelser, og det bevirkede, at sagen på den baggrund kom til at ligge stille i (sammenlagt, red.) cirka et år. Der var altså i den sag nogle helt særlige forhold, der gjorde, at den tog så lang tid«, siger Rørdam til Politiken.

Splittelse i Venstre

Under Venstres gruppemøde torsdag formiddag er der klar tale. På forhånd havde 5-10 V-gruppemedlemmer signaleret, at de uanset hvad ville stemme i mod en rigsretssag mod Støjberg. V-formand Jakob Ellemann-Jensen må spejde langt efter entydig opbakning til ledelsens linje. På den ene side mener Støjberg og hendes allierede, at sagen er for lille til en rigsret. På den anden side mener Støjbergs kritikere, at Venstre ikke kan leve med den tvivl, som Støjberg har skabt om partiets forhold til lov og orden.

Gruppen ventes ikke at stemme sammen og spørgsmålet er ikke længere, om der graves nye grøfter, nok snarere, hvor dybe de bliver.

Læs mere:

Annonce

Læs mere