Selv om det kan være en kold fornøjelse tidligt om morgenen, når kalenderen siger januar, var det ekstra koldt i morges, da Julie Uhrenseldt skulle ud af døren, for at møde ind hos Konditorbager Horsens, hvor hun er bagerjomfru.
For Horsens er lørdag morgen det koldeste sted i landet, hvor temperaturen stadig var minus 11,8 grader klokken 09.00.
Dem der har nydt godt af sneen, på ski og kælk, skal se at komme afsted i dag og i morgen, for derefter begynder det at tø væk
Lars Henriksen, DMI
Men det er ikke noget, der får horsensianerne til at droppe turen til bageren efter frisk morgenbrød.
»Vi har mange kunder, der både kommer gående og cyklende, så vi klager ikke. Det var virkelig koldt, da jeg cyklede på arbejde i morges, så jeg havde fundet mit varmeste overtøj frem og taget uldent undertøj på«, fortæller Julie Uhrenseldt.
Klart vejr og høj sol
Ifølge Lars Henriksen, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, skal man tilbage til marts 2018 for at finde en koldere nat og morgen. Dengang nåede temperaturen ned på minus 12,9 grader.
»Generelt finder har man de laveste temperaturer i de indre dele af Jylland, hvor temperaturen ligger mellem minus 10 og minus 11 grader, så det er iskoldt udenfor«.
Varmest er det ved kysterne, hvilket skyldes vandtemperaturen, som stadig er relativt høj. Ved Sjællands Odde er der i øjeblikket den højeste temperatur, som ligger på minus 0,1 grad.
Men hvis man er glad for frostgrader, der giver røde kinder og får øjnene til at løbe i vand, er det med at nyde det, mener meteorolog Lars Henriksen.
»Det bliver rigtig flot vejr i dag med sol til de fleste. Men ude i Nordsøen ligger et frontsystem, som langsomt kryber østover. Det er et forvarsel om, at vi efterhånden skal have dage med mere mildt vejr«, siger han og tilføjer:
»Så det betyder, at dem, der har nydt godt af sneen på ski og kælk, skal se at komme afsted i dag og i morgen, for derefter begynder det at tø væk, desværre«.
Det kolde vejr er kommet bag på DMI, hvor langtidsmeteorolog Martin Lindberg i følge Jyllands-Posten egentlig havde forventet en mild vinter, men som nu spår, at vinteren i år og næste år kan blive relativt kolde.
Over for Jyllands-Posten vurderer han, at januar vil ende med en gennemsnitstemperatur på mellem 0,0 og 1,0 grad. Det er en del koldere end Danmarks klimanormal for vintersæsonen, der fortæller, hvordan vejret gennemsnitligt er, og som de seneste 30 år har været 1,6 grader i snit.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter